Vagn Hansen fotograferede Vestre Fængsel indefra, da han var indsat under besættelsen. Han har ofte rejst i lande, der ellers har været lukket for pressen, og så mener han selv, at han med sine 90 år er verdens ældste aktive pressefotograf.

LIVSBILLEDER. På 60-års-dagen for befrielsen var Vagn Hansen til reception i Folketinget. Dagen forinden, på årsdagen for tyskernes kapitulation, var han til fest i Helsingør, hvor han gik i land med Den danske Brigade i maj 1945.

Besættelsen fylder meget i billedarkivet på Vagn Hansens nethinde.

»Tyskerne regnede os for sabotører, fordi vi tog billeder af sabotage. Da regeringen gik af og overlod magten til tyskerne i 1943, tog jeg billeder på Axeltorv, hvor det tysk-venlige Frikorps Danmark skød på uskyldige. Tyskerne hævdede, at korps-folkene var ubevæbnede. Det var meget upopulært, at billederne kom ud,« husker den 90-årige, der mener at være verdens ældste aktive pressefotograf.

Billederne af danskeres terror mod landsmænd under krigen kom i aviser i Storbritannien og Sverige og i illegale danske blade. Billederne tog Vagn Hansen i bedste spion-stil.

»Jeg var blevet skudt, hvis jeg havde taget kameraet frem. Jeg stak hænderne i min trenchcoats lommer, der ikke var syet sammen. Derinde holdt jeg min Leica, stak objektivet ud af knaphullet og fotograferede.«

Tyskerne kom på sporet af, hvem der havde taget sabotage-billederne, og derfor flygtede Vagn Hansen til Sverige.

»Vi var 50, der kørte i taxa til Frihavnen. Alle på nær en ingeniør, min kone og jeg selv var jøder. Ortodokse med sorte slangekrøller og kalotter. Men vagterne gjorde intet for at stoppe os. De var vist bestukket.«

Vagn Hansen tog tilbage i 1944, fordi han havde fået kontrakter med amerikanske Life Magazine, engelske Illustrated News og SE fra Sverige, der alle ville have billeder af sabotagen i Danmark. På sin falske legitimation hed han Ulf Carl August Hans Christian Nilsen og var fotograf på Berlingske.

Med sine billeder af sabotører i aktion gik Vagn Hansen ind på et billedbureau, der trykte illegale blade.

»Jeg plejede at ringe fra en telefonkiosk på

Vesterbros Torv for at høre, om der var nogen. Den dag gik jeg op lige midt i en tysk razzia.«

Med en maskinpistol i ryggen blev Vagn Hansen ført til Shell-huset.

»Jeg var på spanden, for jeg anede intet om ham, hvis navn jeg havde lånt. Utroligt, at det gik godt. Én tog ladegreb, satte revolveren for min pande og truede mig med tortur og deportation til Tyskland. Jeg fik et par på hovedet, og en anden truede mig med livrem, men det blev ved truslen.«

Efter turen i Gestapos hovedkvarter blev han smidt i Vestre Fængsel.

»I fængslet spurgte de, om jeg havde nøgler eller knive med, men ikke om kameraer, så jeg fik det med indenfor.«

Han ødelagde billederne af sabotørerne, men brugte resten af filmen til at fotografere i fængslet med. Efter to måneder blev han løsladt, men forinden havde en skrædder syet filmen fast i Vagn Hansens underbukser.

Uden for murene fortsatte Vagn Hansen med at fotografere sabotage, sabotørernes ansigter blev dog altid sløret.

»Selv gode venner kunne falde dig i ryggen. En kollega, jeg kom sammen med privat, stak mig. Efter jeg var kommet ud af fængslet, fortalte han dem om mit falske navn og papirer.«

I januar 1945 flygtede Vagn Hansen til Sverige og vendte tilbage med Den danske Brigade 4. maj.

Som vinterbader kører Vagn Hansen hver dag ud til Øresund, men bor selv på tiende år i en to-værelses-lejlighed på Frederiksberg – et knips fra Sankt Jørgens Sø.

»Jeg er bymenneske, og når man er alene, er det dejligt at bo i byen. Jeg har været gift tre og en halv gang. Den ene af de fire kvinder nåede jeg ikke at blive gift med,« fortæller han.

På væggene hænger mange fotografier – blandt andet et af hans tre sønner Mark, Ken og Thomas. Mark fotograferer på Familie Journalen, og også Ken er en habil fotograf ved siden af jobbet som psykolog.

Vagn Hansen puster Manne Corona-cigarrøg ud i stuen. Den blå-grå røg vikler sig sammen og opløses.

Vagn Hansen kom i lære tilbage i 1930. Dengang var drømmen dog ikke at blive pressefotograf.

»Jeg fik job på et pressebureau i 1933, men det var jeg ikke vild med, for pressefotograf var det værste. Jeg ville være fin portrætfotograf på femte sal.«

Efterhånden lærte han flere pressefotografer at kende.

»Politikens Tage Christensen lignede en elegant ambassade-attaché i sin amerikanske vogn. Douglas fra Ekstra Bladet havde en knaldrød Singer-sportsvogn. Jeg tænkte, at pressefotograf måske ikke var så tosset alligevel. Dengang skulle fotografer have slips og jakke på, hvorfor skal de i dag have jakker med 700 lommer? Jeg havde min Leica og film i min frakkelomme. I dag slæber de også på tasker. Jeg gik aldrig med tasker – jeg hader tasker.«

En kvinde gav Vagn Hansen det sidste nøk over i pressefotografi-branchen.

»Hanna Holbek på Nationaltidende var den første kvindelige pressefotograf. Elegant dame med stor hat – kørte i en Morris. Som helt ung var jeg med hende på arbejde. I hendes mørkekammer hang billederne til tørre sat fast med tegnestifter. Da fik jeg lyst til at være pressefotograf.«

Marguerite Viby, Ragnhild Hveger, Kaptajn Jespersen og Cary Grant var nogle af de berømtheder, Vagn Hansen fotograferede for Berlingske i 1930erne og 40erne.

På et gammelt billede af Pressefotografforbundets første 25 medlemmer kan han navnene på hver og én. Vandkæmmede herrer i mørke jakkesæt med sjusser og tændte cigaretter.

»Da jeg kom med, var vi 15 – og kun fastansatte. Ingen freelancere. Sådan nogle køkkenfotografer ville vi ikke have med. Alle var fra København – med Christoffersen fra Odense som eneste undtagelse. I dag hedder ingen pressefotografer, men foto- og billedjournalister. De gamle pressefotografer vidste, hvad et godt billede var, uden at have journalistuddannelse.«

I 1939 var han fastansat på Berlingske Tidende. Han havde ferie og ville til Italien, men kunne ikke rejse, fordi krigen var brudt ud. I stedet tog han op til den finsk-russiske front, hvor han fotograferede de finske soldater, der ventede på, at russerne ville angribe. Angrebet fandt sted, to dage efter han var kommet tilbage til Danmark.

»Billedredaktør Mentze gav mig en skideballe. Hvad fanden det lignede at komme hjem, når der endelig skete noget. Jeg indvendte, at min ferie var slut, og at jeg ikke kunne forudse krigen. Vi fik to kroner per billede, der kom i avisen. Jeg mente derfor, jeg burde have en daler for hvert billede, jeg havde taget i ferien. Det mente chefen for redaktionsregnskabet ikke. Berlingske skylder mig stadig penge, men dem regner jeg ikke med at få.«

Vagn Hansen rejste tilbage til Finland og Suomisalmi, hvor finske ski-tropper udraderede en russisk division i krigens mest berømte slag.

»Politiken havde sendt en freelance-fotograf, som jeg var i kapløb med om at have billederne først hjemme. Han rejste tilbage over Rovaniemi, mens jeg tog til Haparanda i Sverige. Billederne var hjemme dagen efter, og Berlingske havde dem først.«

I Haparanda fik Vagn Hansen et telegram om et dansk feltlazaret i den finske by Joensu.

»Jeg mødte en Falck-mand, Bruun de Neergaard, der selv var på vej til Joensu med en ambulance, og jeg var velkommen til at køre med. Vi havde ikke benzin nok til turen, så vognen blev læsset på et godstog, der kørte så langsomt, at man kunne cykle ved siden af. Jeg havde ingen papirer på mig, men når gendarmerne steg på toget, så de Falck-mandens fine uniform, gjorde honnør og lod os køre videre. Jeg indskrev mig på hotellerne undervejs som kaptajn, men sidste aften steg jeg i graderne og forfremmede mig selv til Oberst Hansen.«

Vagn Hansen kom til Oulo i Finland, hvor frivillige danske soldater lå. Her fik han forbud mod at fotografere.

»Men da der var luftalarm, og officererne var væk, fotograferede jeg danskerne. Fotografer bør i øvrigt ikke gå i beskyttelsesrum – billederne bliver så dårlige.«

Efter krigen var Vagn Hansen på Information, men på halv tid, så han også kunne arbejde for andre kunder. Da han fotograferede kongefamilien for Udenrigsministeriet, blev han fyret af Information.

»Mentze på Berlingske fyrede mig skriftligt to gange om ugen og ansatte mig dagen efter. På Billed-Bladet blev jeg jævnligt fyret mundtligt og genansat, når redaktøren mødte næste dag.«

Amerikanerne ville have billeder fra det Europa, de havde befriet. Fra 1952 til 1954 freelancede Vagn Hansen med base i Paris for det amerikanske udenrigsministerium. Vagn Hansen kørte kontinentet tyndt og forfinede evnen til at komme ind i lukkede lande.

Da blokaden mod Vestberlin blev ophævet, og lastbiler fik lov at køre gennem Østtyskland, var han med den første. I Østtyskland satte Vagn Hansen et sovjetisk flag op i forruden af bilen sammen med et Ehrengäste-skilt fra en restaurant. På en skovvej mellem Rostock og Berlin passerede han sammen med journalist Keith Keller et adgang forbudt-skilt på engelsk, fransk og russisk, men fortsatte, indtil de mødte en russisk soldat.

»Han stod med et gevær og et rødt flag, men smilede og bad os stoppe. Det var en russisk flyveplads, og da de skinnende maskiner med røde stjerner var lettet, vinkede han os videre. Men der turde jeg ikke fotografere. Vores opgave var nazi-lederen Rudolf Hess i Spandau-fængslet i Berlin. Ved fængslets indgang var en streg, man ikke måtte passere. Gjorde man det, blev man skudt.

Så måtte vi jo tage billeder udenfor. Vi gik ind i en villa og fotograferede fængslet gennem et åbent vindue. Da beboerne kom hjem, sagde vi `Guten Abend´ og gik. De gloede godt nok.«

Vagn Hansen var til seksdages-løb i Frankfurt am Main, da opstanden i Ungarn brød ud i 1956.

»Det var umuligt at komme ind i et kommu-nistisk land under en opstand. Men da jeg havde kørt i kongelig kortege, havde jeg et splitflag af stof, som vi satte på bilen, så vi lignede de andre diplomatbilder. Vi købte også et Corps Diplomatique-skilt og satte det på vognen. Da vi kom til en lang kø ved en markvej, blev vi diplomater ledt udenom og fik lov at holde forrest.«

Bommen gik op, da nogen skulle ud af Ungarn. Vagn Hansen så sit snit til at smutte ind i ingenmandsland. To journalister sluttede sig til, og da bommen til Ungarn længere fremme pludselig var oppe, kørte de igennem. En ungarsk soldat kom løbende med maskinpistol.

»Han ville høre, om han kunne køre med til den første landsby. Det kunne han naturligvis. Jeg havde stjålet et vinkort på en restaurant i Wien. Kortet var af rødt skind med guldtryk og lignede til forveksling et diplomatpas, så vi kørte igennem alle kontroller. Vi var de første, der kom ind i Budapest.«

VW-tegnet har været Vagn Hansens trofaste følgesvend.

»Jeg må have haft alle Folkevogne, der findes. Jeg købte den første i 1953 og har haft 26 i alt. Jeg har som regel skiftet dem ud efter to år. For to år siden fik jeg en Folkevogn Passat.«

Vagn Hansen bladrer i sine billeder.

»Richard af Berleburg har jeg fulgt siden forlovelsen med Benedikte. Jeg er æresmedlem af skyttelauget dernede og har 40-års-jubilæum næste år. Jeg kører selv derned hver sommer.«

På et af billederne leger en tre-fire år gammel Kronprins Frederik på Amalienborg Slotsplads.

»Jeg kan godt lide dette af Danmarks kommende konge, der sidder i rendestenen. I baggrunden er det palæ, som han en gang skal regere landet fra. Mit eget kamera var løbet tør for film, så jeg lånte en kollegas kamera til at tage billedet med.«

På et andet billede er vi tilbage under besættelsen.

»Det er et af mine bedste billeder. Se den lille pige, der bliver holdt af sin far, mens hun rækker blomsterne til Christian den 10., mens tågen indhyller statuen i baggrunden.«

Vagn Hansens og fotografiets historie har kørt parallelløb. De er fulgtes ad fra glasplader over matskiver, blitzpærer og elektroflash til digitalkameraer.

»De unge fotografer er gode i dag, men tænk på, hvor nemt det er blevet. Man skal bare trykke på en knap, så er den i kassen, og man kan sende billedet hjem fra bilen. Det var noget andet, da jeg slæbte på glasplader og højst kunne tage seks billeder, fordi pladerne var tunge og uhåndterbare. I gamle dage lavede vi flash med magnesiumpulver. Da jeg fik min Leica i '34, mente alle, at man umuligt kunne tage billeder med så lille et kamera, men i dag bruger alle kameraer i den størrelse.«

Vagn Hansen bifalder ikke alt, hvad de unge fotografer finder på.

»En overgang brugte alle skæve formater, så de ikke kunne tage et billede af et hus og to mænd, uden at alt lå ned. Man må godt forenkle billedet. Jeg tror ikke, de unge er klar over, hvilke forhold vi arbejdede under i sin tid. Jeg har fremkaldt film i badeværelser over hele verden. I Egypten havde jeg lagt 100 billeder i badekarret, og dagen efter svømmede 100 stykker hvidt papir rundt i sort vand. Emulsionen var smeltet på grund af varmen, så jeg måtte begynde forfra. Det er heller ikke let at fremkalde film i Grønland, når solen ikke går ned om sommeren.«

Fotograferende journalister er ifølge Vagn Hansen okay. Til en vis grænse.

»Ligegyldige billeder som to mænd på en generalforsamling kan journalister selv tage. Billedreportager er noget andet. Man skal koncentrere sig om at fotografere eller skrive. I søgeren ser du kun motiver.«

Lysten til at fotografere har Vagn Hansen stadig.

»Men når jeg spørger efter opgaver, spørger redaktørerne, hvor gammel jeg er. Når jeg svarer 90, siger de, at jeg ikke skal klage. Jeg fotograferede 60-års-dagen for befrielsen, men det var til frihedskæmpernes blad og giver ingen penge. Jeg blev pensioneret, da jeg blev 67 i 1981. Men en musiker stopper jo heller ikke med at spille på grund af sin alder, så jeg tog weekend-vagter for Billed-Bladet i årene efter. Det ebbede dog ud. Siden har jeg arbejdet en del for Ude og Hjemme, hvor jeg kommer næsten hver dag.«

Vagn Hansen har stakkevis af billeder liggende hos sig selv foruden i Scanpix' arkiver og andre steder. Han vil gerne udstille nogle af dem, ligesom hans tanker kredser om at skrive en bog om sit liv.

»Jeg løber ikke så hurtigt mere, men jeg regner med at blive 100. Jeg har allerede inviteret folk til fødselsdagen, og det ville da være dumt ikke selv at være med.«

• Blå bog – Vagn Hansen
  Født på Frederiksberg den 20. september 1914.
  1930-33: I lære som fotograf hos Marie og Peter Maarbjerg i Gentofte.
  1933: Ansat på pressebureau i Læderstræde i København.
  1933-39: Soldat og freelancefotograf – blandt andet for Berlingske.
  1939-45: Fastansat på Berlingske Tidende.
  1945-51: Fotograf på Information.
  1952-54: Freelance i Paris for det amerikanske udenrigsministerium.
  1954-56: SE og HØR (dengang Det Ny Radioblad).
  1956-81: Billed-Bladet (dengang en del af Berlingske-koncernen).
  1981-2005: Freelance for blandt andre Billed-Bladet og Ude og Hjemme.