Pressechef i SAS flyver til Topdanmark

Hele efteråret har Jens Langergaard været i skudlinien som øverste pressechef for SAS. Problemer med landingsstel, stribevis af nødlandinger og så lige et par uduelige landingsstel mere har  været dagsorden. Nu skifter han til Topdanmark.

Hele efteråret har Jens Langergaard været i skudlinien som øverste pressechef for SAS. Problemer med landingsstel, stribevis af nødlandinger og så lige et par uduelige landingsstel mere har  været dagsorden. Nu skifter han til Topdanmark.

Drømmer man om at skulle tage imod tørre tæsk fra medierne nærmest dagligt, så er chancen der. Stillingen som pressechef i Scandinavien Airlines Danmark bliver nemlig ledig fra nytår.

Den nuværende i jobbet, Jens Langergaard, skifter den 1. januar til kommunikationschef i Topdanmark efter Anders Lehmann, der stopper efter eget ønske

I SAS er man i øvrigt udmærket klar over, at med jobbet som pressechef for netop det skandinaviske luftfartsselskab følger der en voldsom medieopmærksomhed.

»SAS er en virksomhed med stor mediebevågenhed, og derfor er jobbet som pressechef i SAS meget eksponeret. Derfor kommer det ikke bag på mig, at opmærksomheden samler sig omkring vore dygtige og højprofilerede folk,« erklærer kommunikationsdirektør Anne Bove-Nielsen i en navnemeddelelse.

Her konstateres det samtidigt, at Jens Langergaard to gange i træk, senest i år, er kommet til tops i Instituttet for Konjunktur Analyses Medieregnskab, der analyserer virksomheders mediearbejde. 

»Det er et naturligt skridt for Jens. Vi ønsker ham mange gange til lykke med de nye udfordringer og ved, at Topdanmark får en engageret medarbejder. Nu glæder vi os tilat skulle ud og finde en værdig afløser til posten som Danmarks dygtigste pressechef. Vi går efter en person, der kan bringe SAS' presserelationer endnu et skridt videre,« siger Anne Bove-Nielsen.

 

0 Kommentarer