»Pressearbejde er jo ikke glamourøst«

Helene Aagaard, 30 år. Fra pressechef i Dong Energy til senior kommunikationskonsulent i Mærsk Drilling

Helene Aagaard, 30 år. Fra pressechef i Dong Energy til senior kommunikationskonsulent i Mærsk Drilling

I Dong skulle du kommunikere vindkraft, og nu skal du fortælle om olie for Mærsk. Er du træt af miljøet?
Nej, det er jeg bestemt ikke. Jeg tror, at folk let glemmer, at Dong Energy også har gas og olie, så på den måde tror jeg ikke, at det bliver meget anderledes.

Har det været op ad bakke at skulle forklare Dong til pressen?
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dong Energy har været igennem en turbulent tid – også for os i kommunikationsafdelingen. Så selvfølgelig kommer der nogle gange spørgsmål til løse rygter og den slags, hvor man tænker "hold nu op, det ved du jo godt selv ikke er et spørgsmål det der". Men det er ikke engang fem procent af tiden, at man bliver mødt med den slags, og det er mest under de værste mediestorme.

Generelt er mit arbejde blevet hjulpet på vej af, at de journalister, jeg har arbejdet med, har været velinformerede og professionelle. De forstår godt min rolle, og jeg forstår godt deres.

Og hvad er din rolle egentlig?
Pressearbejde er jo ikke glamourøst arbejde. Det er en servicefunktion både for journalister og for virksomheden. Nogle gange er vi telefonpassere, og andre gange handler det om at sætte interviews op med den rigtige talsperson eller at grave noget fakta frem til nogen. Journalistikken bevæger sig utroligt hurtigt i dag, med en global nyhedscyklus, der kører 24/7, så hvis du som virksomhed ikke er villig til at fortælle din egen historie, så er der mange andre, der står på spring for at gøre det – også på de sociale medier. Spillet har ændret sig for både journalistik og kommunikation, og for virksomhederne handler det om at være åben og proaktiv.

Når jeg tænker Dong, forestiller jeg mig en halvoffentlig gammelfar, mens jeg forbinder Mærsk med bonede gulve på Esplanaden. Bliver det et kulturchok?
Overhovedet ikke. Det er begge topprofessionelle virksomheder, så jeg tror ikke, det bliver den store omvæltning.

Du holder vist med alle. Siger man nogensinde noget negativt som pressemedarbejder?
Masser, men bare ikke til journalister.

CV: Uddannet cand.soc i politisk kommunikation og ledelse fra CBS i 2008, kommunikationsassistent i Vindmølleindustrien 2006-2008, presseansvarlig i Foreningen af Rådgivende Ingeniører 2008-2009, kommunikationskoordinator hos McDonald's Danmark 2009-2010, presserådgiver og pressechef hos DONG Energy 2010-2012.

0 Kommentarer