Det er svært at være original, når årets største presseopbud skal dække en fyr på 48 centimeter, der skal bæres tyve meter ud til den ventende bil. Pressen kæmpede om vinklerne og JOURNALISTENs udsendte blev snydt på det groveste, da alle tog hans historie.

»Det bliver bedre på Frederik…fredag, mener jeg.« Joachim-Alexandra-Lilleprins-medarbejder på Billed-Bladet, Annelise Weimann, ser frem til at have kongefamilien for sig selv igen. I dag, dagen hvor alle Danmarks journalister skal se Lilleprinsen for første gang, må hun dele ham med op mod 150 andre pressefolk.
Naturligvis er JOURNALISTENs udsendte også på pletten. For at spidde hysteriet og mediehypen, for at se på det hele lidt fra distancen. For at vise hvor ukritisk alle de andre kaster sig over historien om et spædbarn, som forlader et hospital.
»Presseopbudet er enormt her på Rigshospitalet. Mere end hundrede journalister og fotografer har …« En mand bag mig taler til sit kamera. Hvem er det? Lokalrapporten? Han skal da ikke stå der og lave et indslag om pressedækningen. Det er jo min historie! Jeg går hen til ham.

Titte til hinanden
»Jeg vinkler på presseopbudet og den hektiske stemning,« fortæller Gunnar Blaschke fra TV-Danmarks Lokalrapporten.
Jeg giver ham et stift smil, og forlader ham i royal tavshed. Jeg lader mig dog ikke gå på. Hvem ser alligevel Lokalrapporten?
Jeg finder en stol, læner mig tilbage og kigger på dem alle. Nogle kigger på mig, og alle kigger på hinanden. Kedsomheden breder sig med en time tilbage, før Alexandra åbenbarer vidunderet. Imens er vi spærret inde i fire båse, elegant dannet af jernhegn og reb. Jeg føler mig som en tremmekalv med notesblok, men fotograf Torben Stroyer fra Jyllands-Posten forsikrer mig:
»Vi ville ikke selv kunne styre det, hvis de ikke havde delt os op. Ellers ryger vi med ned ad gangen, når Alex går videre til den næste flok. I sådan en situation tænker man kun på sig selv,« siger han med tyve års erfaring bag sine ord.
Lige nu er her roligt. Fotograferne har brugt formiddagen på at finde deres pladser, og de står nu på trappestiger, stole og skraldespande med bunden i vejret. En kvindelig journalist, som er højdemæssigt udfordret, har sat sine højhælede sko under bordbenene og står nu på tæer på bordpladen, for at vinde de afgørende centimeter. Jo, pressen har været opfindsom gennem de seneste dage.

Fastelavn på Riget
Ralf Andersson, journalist på TV-Avisen, befandt sig selv på hospitalet, mens Lilleprinsen kom til verden. Dog ikke i embeds medfør – hans kone lå selv på barselsgangen.
»En jordemoder fortalte, at en journalist havde klædt sig ud som kronevagt, i kongeblå uniform og det hele, og havde forsøgt at snige sig ind på fødegangen. Andre havde forsøgt at snige sig langs en udvendig afsats hen til Alexandras fødestue, men de blev opdaget,« fortæller Ralf Andersson.
Han har selv set fotografer snige sig rundt i buskadset i atriumgården, i tapper kamp for at finde en vinkel, der kunne trænge igennem de tykke persienner, som dækkede for de kongelige vinduer. Alligevel er Johannes Boch, leder af fødeafdelingen, overrasket over pressens noble opførsel.
»Der har da været et enkelt tilfælde, hvor en ansat blev tilbudt en rejse for at komme med oplysninger om prinsen, men det er også det eneste triste eksempel, jeg kender til,« siger han.
En journalist på Ekstra Bladet fortæller mig, at de første papparazzibilleder allerede fandtes på andendagen af Lilleprinsens liv. En fotograf havde fundet vej til brandsårsafdelingen i bygningen over for Alexandras stue og tog billeder igennem persiennerne af den lille ny. Det lykkedes ham dog aldrig at få dem afsat.
»Jeg tror ikke, det har været muligt at tage billeder derfra. Vi har haft vinduerne dækket til hele tiden,« afviser Johannes Boch.
I det mindste er de opfindsomme, rygterne. Det er en egenskab man godt kunne savne i dag, hvor alle har resigneret. Der bliver mulighed for at skyde løs kl. 12.00, og kampen om det første billede vil ende uafgjort mellem et utal af fotografer. De er her alle for at lave den samme historie. Alle, undtagen Lokalrapporten og jeg.

Gå nu væk
Jeg bevæger mig hen mod B.T.´s Bodil Cath, mit kronvidne, men pludselig springer en DR-journalist ind fra højre og kommer mig i forkøbet.
»Skulle vi lige tage fem minutter nu, Bodil?,« siger han med irriterende selvfølgelighed i stemmen.
Nej, nu kan det være nok! Endnu en journalist som dækker dækningen. Da han er færdig med sine fem minutter går jeg over til ham.
»Nå, jeg kan se at du interviewer Bodil Cath …«
»Ja, vi følger hende gennem hele dagen,« siger Michael Plejdrup fra 19direkte.
Et simpsonsk ´DOH´ går gennem mit hoved.
»Det kan være, at man næste gang skulle lave historien om dem, der følger Bodil Cath,« siger han og smiler.
Han mener det som en morsomhed, men det er nu en ganske god idé. Det er den dobbelt omvendte, det er historien om historien om historien. Selve historien om Lilleprinsen er for længst lavet. Og historien om dem, der dækker historien om Lilleprinsen, den er åbenbart også udsolgt – Lokalrapporten, 19direkte, overalt ser jeg journalister interviewe journalister.
Men så er der historien om dem, der laver historien om dem, der dækker historien om Lilleprinsen. Det lyder lidt sølle, givet, men det er de sørgelige rester fra et fattigt dækket journalistisk tag-selv-bord, hvor adskillige gæster også fylder hundeposen.
Overbevist om endelig at have fundet min egen vinkel sætter jeg mig selvtilfreds i en lænestol og betragter Michael Plejdrup og hans kameramand. To minutter i tolv, og stilheden sænker sig over den ventende presse. Kameramanden kæmper lydløst for at finde en åben vinkel på Bodil Cath, men der er ikke meget lebensraum. Ved siden af ham står TV 2 med deres live-signal og gør deres ret, og jeg begynder at tvivle på, om 19direkte får særlig mange billeder hjem af Bodil Caths spørgsmål.
Pludselig bliver den summende lyd af 150 ventende pressefolk afløst af et klikkende blitzhav: Lilleprinsen er her.

Det sker bare ikke
Mens frontlinien skyder løs mod de glade forældre, går Michael Plejdrup og jeg selv lidt rundt bag det hele. Der er ikke rigtigt noget at hente for os lige nu, på selve højdepunktet. Alle de intelligente spørgsmål om Lilleprinsens hår er allerede fyret af, og vi kan blot se på, mens kameramanden tager billeder af Bodil Cath.
Jeg kigger ud af panoramavinduet. Udenfor er en journalist fra TV3 i gang med at interviewe Mugge. Ha, tænker jeg, historien om historien, som om der er noget originalt i det. Men så sker det, som ikke måtte ske: En fotograf knæler ned fem meter fra de to og tager et billede af situationen. Der røg historien om historien om historien. Endelig indser jeg, at en original mediekritisk vinkel på årets mediebegivenhed er umulig – alt er taget. Henriette Hougaard fra Ritzau:
»Det er faktisk ugebladsjournalisterne, som er de mest ærlige her. De laver historien om kongehuset, og de synes helt oprigtigt, at det er en glad begivenhed. De fleste andre journalister er her med en dobbeltmoralsk distance til det hele.«
Slukøret dropper jeg at tage flere notater om 19direkte. En halv time senere er det hele overstået, og jeg vender den før så højtløftede journalistsnude hjemad. Hvorfor kan journalister ikke blot passe deres arbejde, i stedet for at lave journalistik om hinanden? Hvad pokker tror de, at JOURNALISTEN er til for?