1 Cavlingpris, 11 chefredaktører. 16 år. 156 numre. Nu er det så endegyldigt slut. Månedsbladet Press lukker for tredje og sidste gang. Annoncører og læsere har mistet interessen for dansk presses enfant terrible. Og investorerne vil ikke mere, men det har de nu aldrig rigtigt villet, mener bladets sidste chefredaktør.
"Hvor skal vi nu gå hen?" spørger den elvte chefredaktør for Press, Ivan Rod. "Hvad hedder det medie, som har så bred en horisont som vores, og hvor historierne er holdbare ud over det dagsaktuelle?" spørger Ivan Rod. Ivan Rod ligner ikke en, der forventer et svar, mens han kigger tomt ud i det snart tømte lokale i Sankt Annæs Passage i Københavns midtby. Lokalet har huset Månedsbladet Press siden rekonstruktionen i marts sidste år. Journalist Nynne Bjerre Christensen og Ivan Rod er ved at rydde op, efter at bladets fire investorer – Dagbladet Information, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Thura Film – har opgivet at finde en ny investor. De fire investorer skød for snart et år siden tilsammen en million kroner i Press, men ingen af dem tror åbenbart på, at Press kan eksistere i dette årtusind. Med rekonstruktionen blev det administrative ansvar og annoncesalget lagt over til Information. Det gav mulighed for at udgive de sidste 10 numre af Press. Men halvdelen af de cirka 3.000 abonnenter fornyede ikke deres abonnement i september. Og løssalget var også nedadgående. Press solgte i alt kun 2.500 eksemplarer af de sidste numre, og det var langt fra de 6.000, der var smertegrænsen. I sin storhedstid i begyndelsen af halvfemserne solgte Press mere end 20.000 eksemplarer. Bladet har heller ikke haft held med annoncesalget. Siden sommer har der næsten ikke været annoncer i bladet. Ligesom andre magasiner og dagbladene blev Press ramt af, at konkurrencen om annoncerne blev skærpet sidste år. Derfor udkom Press sidste gang den 1. december. At portostøtten forsvandt i april sidste år, har kun været med til at forværre økonomien for Press. Men det er langt fra hele forklaringen, mener Ivan Rod og Nynne Bjerre Christensen.
Døden skal have en årsag
Press er primært lukket, fordi der var for få, der købte bladet, erkender Nynne Bjerre Christensen. Hun er den ene af de tre deltidsjournalister, der var ansat til 10.000 kroner om måneden på Press. "Deltid er i gennemsnit 50 timer om ugen. Men det var sjovt. Men også surt. " siger Nynne Bjerre Christensen. Investorerne, der sad i Press´ bestyrelse, levede ikke op til de fine taler i forbindelse med rekonstruktionen, mener Ivan Rod og Nynne Bjerre Christensen. Bestyrelsen ofrede ikke den nødvendige tid og ressourcer på at få bladet op at køre. Der blev ikke søgt rettidigt om støtte fra Dagspressens Finansieringsinstitut. Og da Press' annoncebureau Advice gik i betalingsstandsning, blev der ikke ansat en ny annoncesælger, lyder kritikken fra Nynne Bjerre Christensen og Ivan Rod. Den kritik affærdiger direktøren for Dagbladet Information, Henrik Bo Nielsen, der også var direktør for Press. "Det er svært for dem at gribe i egen barm, og døden skal jo have en årsag," siger Henrik Bo Nielsen. Bestyrelsesformanden for Press, Jens Bebe, der også er chefredaktør for Horsens Folkeblad, mener heller ikke, at der er hold i kritikken. "Press går ned på grund af for få læsere og manglende annoncører. Intet andet," siger Jens Bebe. "Vi har faktisk lukket bladet på en pæn måde, så alle får, hvad de har til gode. De ansatte får deres løn i opsigelsesperioden, og abonnenterne får pengene tilbage for de numre, de aldrig fik," siger Jens Bebe. Arne Mariager, idémand til rekonstruktionen og medlem af Press' bestyrelse erkender som den eneste, at han ikke slog til. "Det hele er en sørgelig historie, som jeg er meget ked af. Det er rigtigt, at jeg lovede at være sparringspartner for Press' redaktion, og det holdt jeg ikke. Min eneste undskyldning er mit eget blads pressede situation," siger Arne Mariager, chefredaktør for Vejle Amts Folkeblad. På trods af de hårde anklager mod investorerne understreger både Nynne Bjerre Christensen og Ivan Rod, at de ikke er bitre over, at bladet lukker. "Det er også en lettelse, at det er slut nu, så vi kan komme videre," siger Nynne Bjerre Christensen. "Ja, men hvilket andet blad gemmer folk i årevis? Folk gemmer jo Press. Hvor kan man skrive til et blad, der ikke bliver smidt i skraldespanden efter endt læsning?" spørger Ivan Rod.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.