Japanske brystvorter
Da jeg ved flere lejligheder nærspurgte redaktøren, om han måske kunne blive mere konkret og nævne eksempler på fremtidens Press, blev han ved at messe noget om nogle helt specielle japanske plastre til at dække kvinders brystvorter, som han havde set i et magasin, finansieret af en global tøjgigant …
Dét var, angiveligt, den bærende ide i over ét år.
Det var så barokt, at jeg umuligt kunne skrive det i JOURNALISTEN, selv om jeg prøvede flere gange.
Og så arbejdede Press-redaktøren ellers videre og rejste over én million i støtte fra Kulturministeriet, Dagspressens Finanseringsinstitut – og ikke mindst læserne.

Press og ulven
Igen og igen hed det, at nu kom bladet igen. Til sidst troede ingen på det. Og i de gamle Press-kredse bredte rygterne sig – ham den nye, hvad kunne han egentlig?
»Hvorfor lader han ikke bare bladet dø,« lød det – underforstået: Man kan ikke lave Press uden mig. MIG, MIG, MIG!
For det er også sandheden om arven. Gamle-Press blev lavet af nogle gigantisk store egoer, der alle troede, at når de gik og ikke kom igen, måtte Press gøre det samme. Jeg ved det – jeg er selv én af dem.
De gamle har været det ny Press’ største modstander, som et evigt spøgelse i den nye redaktions hoveder.
Fra vore indbringende positioner på de etablerede medier, vi engang levede i evigtsydende foragt for, har vi i bagsnakken udført mentale og verbale dolkestød mod vor gamle kærlighed.
For hvis hun virkelig rejste sig, ville noget andet også rejse sig: Bevidstheden om, at det meningsfortættede journalistliv stadig er en mulighed. Man skal bare tilsidesætte nogle materielle fordringer, og i stedet insistere på, at det er en dårlig handel at sælge sin arbejdskraft, hvis det arbejde man udfører, forekommer lettere ligegyldigt.
Og hånden på hjertet – det synes ALLE gamle Press-folk indimellem. Vi lever på et kompromis – men lad venligst være med at afsløre det! Lad være med at udkomme igen!
Please!

De evige penge
»Han snakker kun om, at han skal have løn. Ikke om, hvad bladet skal og vil.«
Månedsbladets gamle hoffotograf var irriteret efter at have læst et interview med den nye redaktør, kort før Press nummer 140 skulle komme på gaden i april 1999.
Det med løn er ikke nyt. Press har aldrig været imod løn, der var bare ingen penge. »Lønnen snakker vi om – igen og igen,« som det lød i bladets ’stillingsannoncer’, når administrationen for eksempel søgte én til at taste nye abonnenter ind – eller som det senere gik: Slette de gamle …
Meningen var altid at skabe vores egen arbejdsplads – »at blive lige så populære som cowboybukser,« som én udtalte det – det lykkedes bare ikke. Derfor fandt vi andre kilder.
Men i dag er det umuligt at lave blad på ren overførselsindkomst – handlingsplanerne er blevet for skrappe, sagsbehandlerne er røget over på systemets side. Desuden: I dag arbejder folk kun gratis, hvis de risikerer at komme i tv. Dengang kunne man sidde og glo ind i en væg og skrive andres researchbånd ud i tre dage. Ikke at jeg har gjort dét – men jeg har hørt om det.
Penge ødelægger ikke noget – i sig selv. Det gør ingen penge derimod. Problemet for det ny Press ligger et andet sted.
I anden halvdel af hoffotografens melding.

Cavling skal hjem
En flok af de gamle Press’ere ville samles den fredag, hvor det nye blad holdt reception for ligesom at troppe op samlet.
»Det er ikke rart at stå der alene,« som én sagde. Og en anden: »Vi går derover, vi ser bladet, vi siger tillykke, vi drikker nogle bajere. Og vi skjuler vores dobbelthed – foragten og misundelsen.«
På dagsordenen var også tilbageerobringen af Cavlingstatuetten, som Press fik sidst i 80’erne. Den gamle garde mente ikke, at den skulle stå på hylden hos Ny-Press. For havde redaktøren og folkene bag Ny-Press et så pulsende og journalistisk hjerte, omkranset af så megen talent og galskab, at der er journalistisk mening med at udgive bladet?
Eller havde hoffotografen, undertegnede og vores lidelsesfæller ret: Redaktøren vidste ikke hvad han ville med bladet?
Mission Cavling skulle gennemføres efter JOURNALISTENs deadline. Jeg ved ikke, om togtet blev til noget. Jeg tror det ikke. Jeg tror, de gamle fik bløde knæ, da det så det ny Press.

Hilsen til fortiden
På døren til redaktionen sidder et af de røde klistermærker helt fra dengang. Gode minder. Bånd til fortiden.
Bladet er blevet mindre – skåret i toppen. Handy. Sødt. Reolvenligt. Ind i fremtiden.
Inde i bladet er først en hilsen til gamle Press. I form af uddrag af to artikler, henholdsvis fem og ti år gamle. Signal: Vi ved, hvad vi kommer fra. Og så mesterværket, når det handler om at blødgøre de sure gamle Press-folk, hvor af mange i dag sidder i positioner, hvorfra de nok kunne sprede lidt negativ opinion om bladet:
En hel side med en opremsning af navnene på dem, der skabte de første 139 numre af bladet. De vil blive nærlæst. Jens Deggerbøl, tømreren, der også blev kaldt ‘skillevægs-Jens’ er glemt. Det går nok – han er ikke forfængelig.

Gode gamle nye Press
En hurtig gennembladning: Det lange kulturinterview. Fotoserien. En gennemresearchet satan – »Den Børge, der bærer bladet,« som det hed i sin tid – den skæve reportage. En kommentar fra fattig-Danmark.
Mikset er der. Press ligner sig selv. Bortset fra, at der mangler den prætentiøse selvfremstilling, hvor man lover hvad man vil.
I første nummer af Gamle-Press stod der, at man ville lave et blad for dem på 2. klasse. Teksten var skrevet af én, der ikke engang arbejdede på bladet. De andre viste da ikke, hvad de ville. Bortset fra at lave et blad. Det samme vil Ny-Press. De nøjes bare med at gøre det.
Men tonen er den samme: Vi har noget vigtigt på hjerte – tag og lyt. Det ny Press er først og fremmest journalistisk vilje – præcis som det gamle. Det er sjældent i en tid, hvor form, dåselatter og hul selviscenesættelse presser sig på.
Press er tilbage. Uden det store solo-scoop. Det skal nok komme. Lige nu er genkomsten historie i sig selv. Det gør ondt på nogle få. Vi må leve med smerten.
Det kan blive godt for mange flere.

Næste nummer af Press udkommer sidst i juni. Derpå kommer et blad sidst i september, hvorefter bladet efter planen vil udkomme sidst i hver måned.