search

Pres og dialog for pressefrihed i Kina

Mere end 30 kinesiske journalister sidder fængslet for at have passet deres arbejde.

Mere end 30 kinesiske journalister sidder fængslet for at have passet deres arbejde. 180 gange i 2007 blev udenlandske journalister tilbageholdt eller på anden måde uretmæssigt chikaneret af de kinesiske myndigheder, og krisen i Tibet har fået Kina til at lukke området for en ellers midlertidig større bevægelsesfrihed for journalister.

Det er blot nogle af de kendsgerninger, der er med til at give et billede af vilkårene for medierne i Kina. På sidste års IFJ-kongres i Moskva fik DJ vedtaget et forslag om, at det er nu, det internationale journalistsamfund skal slå hul på den mur, der holder Kina uden for den almindelige opfattelse af pressefrihed.

Et af initiativerne var et officielt besøg, som blev gennemført i april, hvor ni repræsentanter for IFJ besøgte det kinesiske journalistforbund, en række medier og udenlandske korrespondenter i Beijing. Jeg deltog i delegationen og oplevede, hvor vanskelig en opgave, vi havde stillet os selv.

All-China Journalists Association (ACJA), en statslig organisation bestående af alle medier i landet med såvel ledere som medarbejdere, var de officielle værter. Men trods et fælles fag var forståelsen for pressefrihed som to verdener, hvor den kinesiske forståelse går på begrebet social ansvarlighed i forhold til samfundet, nationen Kina, mens vi herhjemme opfatter pressefriheden meget absolut, så medierne med fuld redaktionel frihed kan vælge deres historier og afdække problemer uafhængigt hvad myndighederne måtte mene.

Opfattelsen af pressefriheden var den samme, hvor vi end kom, men på Tsiantsin universitetets journalistuddannelse, var både spørgelysten og nysgerrigheden så stor, at jeg ser det som åbninger for dialog om, hvad der skal til for at finde vejen mod en fri presse.

Når talen faldt på Kinas mest ømme punkt, Tibet, beskyldte de studerende vestlige medier for at manipulere, og de spurgte os, hvad vi ville gøre ved det. Svaret fra os var åbenhed. Hvis journalister frit kan rejse til Tibet, vil der komme flere historier om landet, og både os i Vesten og kineserne selv, ville få større viden om, hvad der er op og ned i forholdet mellem Kina og Tibet. De studerendes attitude til svaret gav mig en lille spire til en tro på, at vi kan komme videre.

Åbenhed er vejen frem mod en fri presse, men i stedet for at tale om frie medier og en fri presse, var der tydeligvis større vilje til at tale mere om vejen hen imod den frie presse.

Derfor er det vigtigste fokus lige nu at fastholde de små fremskridt, Kina har sat i værk i forbindelse med OL, herunder den midlertidige lov, der giver udenlandske journalister bedre arbejdsmuligheder, fordi befolkningen har fået lov til at tale mere frit med netop udenlandske medier. Siden 1. januar sidste år har udenlandske journalister ikke længere skullet bede om særlig tilladelse til at interviewe i de enkelte regioner, men den lov udløber den 17. oktober i år efter OL.

Vi pressede under hele vores besøg på, for at den lov kan blive permanent, og netop her var der en vis imødekommenhed hos det kinesiske forbund.

Korrespondenterne i Kina anser loven for et fremskridt, også selv om de fortsat bliver chikaneret. OL med 21.000 akkrediterede og op imod yderligere 10.000 ikke-akkrediterede journalister bliver den helt store prøve.

Derfor vil IFJ også søge at have en person, som de mange journalister kan kontakte, hvis de kommer i vanskeligheder.

Efter OL gælder det om at opretholde presset samtidig med, at vi søger at finde rammerne for den dialog, der på langt sigt skal gøre det muligt for både udenlandske og kinesiske journalister at udføre deres arbejde uden at skulle risikere chikaner, bøder og fængsels.

Besøget i april skal følges op af konferencer, nye besøg og udvekslinger kombineret med et fortsat pres for at fortsætte vejen mod mere pressefrihed.

PRES OG DIALOG FOR PRESSEFRIHED I KINA

Mere end 30 kinesiske journalister sidder fængslet for at have passet deres arbejde.

Mere end 30 kinesiske journalister sidder fængslet for at have passet deres arbejde. 180 gange i 2007 blev udenlandske journalister tilbageholdt eller på anden måde uretmæssigt chikaneret af de kinesiske myndigheder, og krisen i Tibet har fået Kina til at lukke området for en ellers midlertidig større bevægelsesfrihed for journalister.
Det er blot nogle af de kendsgerninger, der er med til at give et billede af vilkårene for medierne i Kina. På sidste års IFJ-kongres i Moskva fik DJ vedtaget et forslag om, at det er nu, det internationale journalistsamfund skal slå hul på den mur, der holder Kina uden for den almindelige opfattelse af pressefrihed.
Et af initiativerne var et officielt besøg, som blev gennemført i april, hvor ni repræsentanter for IFJ besøgte det kinesiske journalistforbund, en række medier og udenlandske korrespondenter i Beijing. Jeg deltog i delegationen og oplevede, hvor vanskelig en opgave vi havde stillet os selv.
All-China Journalists Association (ACJA), en statslig organisation bestående af alle medier i landet med såvel ledere som medarbejdere, var de officielle værter. Men trods et fælles fag var forståelsen for pressefrihed som to verdener, hvor den kinesiske forståelse går på begrebet social ansvarlighed i forhold til samfundet, nationen Kina, mens vi herhjemme opfatter pressefriheden meget absolut, så medierne med fuld redaktionel frihed kan vælge deres historier og afdække problemer, uafhængigt af hvad myndighederne måtte mene.
Opfattelsen af pressefriheden var den samme, hvor vi end kom, men på Tsiantsin-universitetets journalistuddannelse var både spørgelysten og nysgerrigheden så stor, at jeg ser det som åbninger for dialog om, hvad der skal til for at finde vejen mod en fri presse.
Når talen faldt på Kinas mest ømme punkt, Tibet, beskyldte de studerende vestlige medier for at manipulere, og de spurgte os, hvad vi ville gøre ved det. Svaret fra os var åbenhed. Hvis journalister frit kan rejse til Tibet, vil der komme flere historier om landet, og både os i Vesten og kineserne selv vil få større viden om, hvad der er op og ned i forholdet mellem Kina og Tibet. De studerendes attitude til svaret gav mig en lille spire til en tro på, at vi kan komme videre.
Åbenhed er vejen frem mod en fri presse, men i stedet for at tale om frie medier og en fri presse var der tydeligvis større vilje til at tale om vejen hen imod den frie presse.
Derfor er det vigtigste fokus lige nu at fastholde de små fremskridt, Kina har sat i værk i forbindelse med OL, herunder den midlertidige lov, der giver udenlandske journalister bedre arbejdsmuligheder, fordi befolkningen har fået lov til at tale mere frit med netop udenlandske medier. Siden 1. januar sidste år har udenlandske journalister ikke længere skullet bede om særlig tilladelse til at interviewe i de enkelte regioner, men den lov udløber den 17. oktober i år efter OL.
Vi pressede under hele vores besøg på, for at den lov kan blive permanent, og netop her var der en vis imødekommenhed hos det kinesiske forbund.
Korrespondenterne i Kina anser loven for et fremskridt, også selv om de fortsat bliver chikaneret. OL med 21.000 akkrediterede og op imod yderligere 10.000 ikke-akkrediterede journalister bliver den helt store prøve.
Derfor vil IFJ også søge at have en person, som de mange journalister kan kontakte, hvis de kommer i vanskeligheder.
Efter OL gælder det om at opretholde presset, samtidig med at vi søger at finde rammerne for den dialog, der på langt sigt skal gøre det muligt for både udenlandske og kinesiske journalister at udføre deres arbejde uden at skulle risikere chikaner, bøder og fængsel.
Besøget i april skal følges op af konferencer, nye besøg og udvekslinger kombineret med et fortsat pres for at fortsætte vejen mod mere pressefrihed./

 

Mogens Blicher Bjerregård

Formand for Dansk Journalistforbund

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen