Andy Coulson, tidligere redaktør på News of the World og nuværende kommunikationschef for den britiske premierminister, går af, efter at en gammel aflytningsskandale er blusset op igen.
Andy Coulson forlader posten inden for nogle uger, oplyser han ifølge Journalism.co.uk.
»Jeg står ved, hvad jeg har sagt om den sag, men når en talsperson har brug for sin egen talsperson, så er det på tide at rykke videre,« siger han.
Afgangen kommer, efter at de britiske myndigheder har meddelt, at de vil igangsætte en større undersøgelse af begivenhederne.
Sagen er efterhånden nogle år gammel og stammer fra dengang, Andy Coulson var redaktør på News of the World. I 2007 blev bladets royale korrespondent Clive Goodman sammen med privatdetektiven Glenn Mulcaire dømt for ulovlig aflytning. Coulson tog ansvaret og forlod avisen, men har hele tiden nægtet, at han havde noget kendskab til, at ulovlighederne foregik.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.