I slutningen af juli blev avisen the Guardian i London opsøgt af to sikkerhedseksperter fra den britiske aflytningstjeneste GCHQ.
De to sikkerhedseksperter blev ført ned i Guardians kælder, hvor de overværede, at en bærbar computer af typen Macbook Pro blev smadret i et omfang, så end ikke enkeltstumper af computeren kunne genbruges.
"Så kan vi godt aflyse de sorte helikoptere," spøgte en, mens stumperne af computeren blev fejet sammen.
Computeren indeholdt de data, som den flygtede efterretningsmand Edward Snowden havde lækket til journalisten Glenn Greenwald fra den britiske avis.
Guardians redaktør, Alan Rusbridger, fortalte mandag i et blogindlæg om episoden.
Nu kommer det frem, at det var Storbritanniens premierminister, David Cameron, der beordrede sin kabinetssekretær Sir Jeremy Heywood til at kontakte Guardians redaktør, Alan Rusbridger, for at presse avisen til at stoppe dækningen af lækagesagen.
»Det tager vi selvfølgelig dybt afstand fra, at Cameron og andre regeringer griber til så yderligtgående indgreb i pressefriheden og kildebeskyttelsen, at man ligefrem går ind og destruerer materiale,« siger pressechef Ole Hoff-Lund fra Amnesty International i Danmark.
»Det viser jo den paranoia, som har spredt sig til regeringschefer i hele verden omkring de afsløringer, som efter vores opfattelse har så stor offentlig interesse, at de naturligvis skal offentliggøres. Vi mener, at Snowden med de dokumenter har afsløret så massive og omfattende krænkelser af vores alle sammens privatliv – aflytninger og overvågning – at han gør verden en tjeneste ved at have givet os alle sammen indblik i det her,« siger Ole Hoff-Lund.
Journalisten har været i kontakt med premierminister David Camerons kontor for at få be- eller afkræftet forlydenderne om, at det var Cameron, der forlangte et indgreb mod den britiske avis.
Kan I bekræfte, at premierminister David Cameron beordrede Sir Jeremy Heywood til at kontakte The Guardian?
»Jeg kan ikke gå ind i de specifikke detaljer i den konkrete sag,« siger en talsmand fra Downing Street til Journalisten. Journalisten har talsmandens navn, men han ønsker kun at blive præsenteret som "talsmand".
»Men jeg kan sige, at i en sag der vedrørte yderst følsomme oplysninger, der ville regeringen være forpligtet til at sikre dette materiale.«
I ville have pligt til at sikre, at de lækkede data blev returneret eller ødelagt?
»Vi er forpligtede til at beskytte offentligheden. Hvis der er yderst følsomme oplysninger ude i det fri, så er det noget, regeringen ville være nødt til at tage alvorligt for at sikre, at materialet ikke længere er ude. Enten ved at få det destrueret eller indsamlet.«
Guardian har kopier af materialet i Brasilien, USA og formentlig andre steder. Vil I gribe til handling i forhold til det?
»Vi kan handle på den jurisdiktion, vi har i kraft af Storbritanniens lovgivning. Data, der opbevares oversøisk, er uden for vores jurisdiktion,« siger talsmanden fra Downing Street til Journalisten.
DJ's formand, Mogens Blicher Bjerregård, tager afstand fra indgrebet og oplysningerne om, at ordren kom fra den britiske premierminister:
»Jamen, jeg må tage kraftigt afstand fra, at man foretager sådan et indgreb. At man oven i købet gør det på regeringsniveau. Det er i strid med alt omkring pressefrihed og mediefrihed,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Det var redaktør Alan Rusbridger, der blev kontaktet af den højtstående, britiske embedsmand.
I første omgang var henvendelserne høflige, siger Alan Rusbridger i et videointerview offentliggjort af Guardian. Men så skiftede stemningen.
I sit blogindlæg beskriver Alan Rusbridger forløbet således:
"For lidt over to måneder siden blev jeg kontaktet af en meget højtstående embedsmand, der sagde, at han repræsenterede premierministerens synspunkter. Der fulgte to møder, hvor han forlangte tilbagelevering eller destruktion af alt det materiale, vi arbejdede med."
"Stemningen blev hårdere for lidt mere end en måned siden, da jeg fik et opkald fra et centralt medlem af regeringen, der sagde: "Nu har I haft jeres sjov. Nu vil vi have materialet tilbage."
Redaktør Alan Rusbridger afviste at returnere det lækkede materiale.
I stedet valgte The Guardian at destruere den computer, der indeholdt det lækkede materiale – og at lade de to sikkerhedseksperter fra GCHQ overvære ødelæggelsen.
Siden har Alan Rusbridger forklaret, at det var nødvendigt, for at avisen kunne fortsætte dækningen af lækagen.
Storbritannien har lovgivning, "The Official Secrets Act", der gør det muligt at forhindre medier i at dække specifikke sager.
"Ved et af møderne spurgte jeg direkte, om regeringen ville gå ad lovens vej for at lukke ned for Guardians dækning af sagen – ved at gå i retten for at tvinge Guardian til at overdrage det materiale, vi brugte. Det bekræftede embedsmanden," skriver Alan Rusbridger.
Selv om computeren blev beordret ødelagt, er Guardian stadig i besiddelse af det lækkede materiale.
Der findes krypterede "pakker" med Snowdens filer flere steder i verden.
Journalisten Glenn Greenwald har kopi af materialet i Brasilien, hvor han bor og arbejder, og The Guardian fortsætter med at dække sagen fra USA, hvor medier, i modsætning til Storbritannien, er beskyttet af forfatningen.
Grunden til, at Alan Rusbridger nu går frem og fortæller om den britiske regerings pres på The Guardian, er, at Guardian-journalisten Glenn Greenwalds partner, David Miranda, blev tilbageholdt i ni timer i Heathrow lufthavn. Miranda fik konfiskeret alt elektronisk udstyr ved tilbageholdelsen, der blev begrundet med en henvisning til sektion 7 i den britiske terrorlov.
Hertil siger DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård:
»At man misbruger en anti-terrorlovgivning på den måde viser, at det var alvorligt, når vi i sin tid advarede mod, at anti-terrorlovgivningen kunne have alvorlige følger for mediernes frihed.«
»Det er dybt alvorligt, og det kalder rigtig meget på, at regeringerne rundt om i Europa får taget fat i en gennemgang af den her lovgivning og får taget stilling til, om balancen i lovgivningen er i orden. Det er den tydeligvis ikke i denne her situation.«
Samtidig er det nu også kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA endnu ikke har et totalt overblik over, hvilke dokumenter Edward Snowden har taget med sig – og at man dermed ikke ved, hvilke lækager der er på vej.
NBC News citerer to unavngivne kilder med kendskab til efterforskningen.
Ifølge NBC News er det sandsynligt, at de dokumenter, der endnu ikke er blevet offentliggjort, indeholder oplysninger om aflytning og overvågning udført af flere af USA's tætte samarbejdspartnere, herunder Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand.
En talsmand for den britiske regering har netop over for The Guardian officielt bekræftet, at embedsmanden Sir Jeremy Heywood talte på vegne af premierminister David Cameron, da han kontaktede avisen.
(Opdateret 15:17 med kommentarer fra Downing Street. Opdateret 15:26 med kommentarer fra Mogens Blicher Bjerregård.)
Opdateres…
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nå, endelig kommer der en anelse skub i dækningen af denne sag, som har forandret verden, og som også har gennemgribende konsekvenser for pressefrihed og menneskerettigheder.
Jeg ser frem til meget mere om denne sag fremfor provinsielle historier som den, der tidligere er serveret angående danske journalister, der måske er overvåget af NSA eller andre udenlandske tjenester.
Og så ville det klæde Journalistforbundets politiske ledelse inklusive hovedbestyrelsen att se at få udtrykt en holdning til sagen og en støtte til medier som The Guardian. Det har sikkert været udmattende at skulle skifte holdning i sagen om revisionen af reglerne for aktindsigt, men bid tænderne sammen, drop den reaktive holdning og kom i sving med at støtte pressefrihed.