search

Prekariatet – den fælles udfordring

Spørgsmålet er, om man skal acceptere præmissen om, at der skal være et prekariat? Jeg synes, vi skal anerkende definitionen – og arbejde på at få afskaffet indholdet ved at sikre hinanden bedre løn- og arbejdsvilkår

Skulle du også lige læse det første ord i rubrikken en ekstra gang? "Prekariatet" var i hvert fald et ord, jeg selv snublede over, da jeg første gang stødte på det.

Prekariatet er den betegnelse, som Guy Standing har defineret (med klip fra Politiken i oktober 2014) på denne måde:

"Prekariatet kan inddeles i tre grupper: 1. marginaliserede lavtuddannede fra den traditionelle arbejderklasse, 2. modløse immigranter og 3. højtuddannede unge arbejdsløse."

Som betegnelse var det for mig noget nyt, men bestræbelserne på at håndhæve også denne uhomogene gruppes vilkår i Dansk Journalistforbund har stået på i længere tid; ikke mindst i forløbet op til – og under udarbejdelsen af – vores freelancestrategi, hvor variabiliteten beskrives og fremhæves som det, der gør det vanskeligt at håndtere freelance-medlemmerne i DJ på én og samme måde.

Det skal naturligvis slås fast indledningsvis, at rigtig mange af DJ’s freelancere klarer sig godt og er meget tilfredse med deres arbejdsliv, som de selv har valgt. Men nogle døjer mere end andre.

Der må forskellige greb og forhandlinger til for at sikre og hjælpe til bedre forhold for disse medlemmer.

Vi har medlemmer, der beskriver sig som freelancere. Men i realiteten har de en meget tæt og stærk tilknytning til en enkelt arbejdsplads som tidsbegrænset ansatte, i vikariater og som "fast-lancere".

Vi har medlemmer, der har mange jobs for flere forskellige arbejdsgivere – det, man kan definere som en klassisk freelancer.

Den måske talmæssigt største gruppe af vore freelance-medlemmer er beskæftiget meget varieret. De er lønmodtagere og selvstændige på samme tid.

Denne meget uhomogene gruppe oplever i høj grad det pres, som Guy Standing beskriver. Han gør det med konklusionen, at de forskellige grupper i betegnelsen ikke nødvendigvis ser sig selv som en samlet gruppe, og der er næppe heller nogen tvivl om, at en stor del af grupperingen også befinder sig uden for fagforeningerne i dag.

For mig er en konklusion i forhold til vore medlemmer, at DJ skal være fast i kødet: Vi skal køre sager, når der er begrundelse for at gøre det, og vi skal søge aftaler, akkurat som det er beskrevet i blandt andet forbundets freelancestrategi.

Balancen er, at skal DJ føre en sag om for eksempel ubegrundede, gentagne forlængelser af korttidsansættelse, så kræver det et medlems deltagelse – og ofte vil det enkelte medlem føle sig udsat for et markant krydspres: Arbejdsgiveren vil muligvis blot opsige hende, og fagforeningen og tillidsrepræsentanten ønsker på den anden side at bruge hende som case til at vinde sagen.

Sammenholdet har forskellig tyngde, alt efter hvor i kæden man står. Men problemet er, at hvis vi ikke kan levere svarene for denne gruppe af kolleger, så giver det ikke mening for dem at være med i fællesskabet.

Guy Standing mener, at det eneste reelle svar er, at staten går ind og fastlægger forholdene. Det er jeg ikke enig i; DJ bakker fuldt op om den danske model, der baserer sig på aftaler og tillid, ikke på lovgivning.

Og spørgsmålet er jo, om man overhovedet skal acceptere præmissen om, at der skal være et prekariat? Jeg synes, vi skal anerkende definitionen – og arbejde på at få afskaffet indholdet ved at sikre hinanden bedre løn- og arbejdsvilkår.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen