Der findes 14 spørgsmål, journalister aldrig stiller, fordi de ikke tør udfordre de konventioner, magthaverne opstiller. Det siger tidligere folketingspolitiker for Venstresocialisterne, tidligere chef for DR’s dokumentargruppe og underviser på RUC’s journalistuddannelse, Preben Wilhjelm, der står bag listen med de spørgsmål, journalister – ifølge ham – aldrig stiller.
»Det er risikabelt for demokratiet, at journalisterne stiller så få spørgsmål til tingene. Man ender i nødvendighedens politik, hvor politikerne administrerer på de bestående vilkår. Som journalist skal du turde stille frække spørgsmål,« siger Preben Wilhjelm, der kunne lave syv nye spørgsmål hver uge, siger han.
Hvor meget irriterer mediernes dækning dig?
»Jeg vil næsten være så grov at sige, at man ikke skal læse aviserne,« siger han og tilføjer:
»Men det er selvfølgelig svært at lade være.«
Han skrev i 2012 pamfletten ’Krisen og den udeblevne systemkritik’, der lå på bestsellerlisten i flere uger. Det er kritikken fra den bog, der nu har inspireret ham til at lave to lister med 14 spørgsmål, som Politiken har bragt. Listerne er blevet delt mere end 30.000 gange på Facebook.
Spørgsmålene på listen er for eksempel:
• Hvorfor skal de svageste fratages penge for at motiveres, når det er omvendt for de rige?
• Når den danske konkurrenceevne falder, er det så, fordi danske virksomhedsledere er mindre dygtige end deres konkurrenter?
• Hvorfor har man i den danske flexicuritymodel skåret security ned uden at røre ved flexibility?
Mener du det bogstaveligt, at de 14 spørgsmål aldrig bliver stillet, eller er det en journalistisk stramning?
»Det er nok en stramning. For eksempel er Informations Jørgen Steen Nielsen en uundværlig journalist, som har været inde på de fleste af de her spørgsmål omkring vækst og miljø. Men på de store mainstreammedier bliver de aldrig stillet.«
Fra chefredaktør på Ugebrevet A4 Jan Birkemose lyder det, at Preben Wilhjelm har en pointe med nogle af sine spørgsmål.
»Medierne er ikke altid gode til at udfordre konventionerne, som de bliver præsenteret af for eksempel Finansministeriet, finanssektoren og resten af the establishment,« siger han.
Ansvarshavende chefredaktør Anders Krab-Johansen fra Børsen kalder kritikken noget vrøvl.
»Han vil have et helt andet samfund, hvor markedskræfterne ikke fungerer.«
Morten Bundgaard, erhvervsredaktør på Jyllands-Posten, siger, at det er helt fint, at Preben Wilhjelm forholder sig kritisk til mediebranchen. Men nogle af pointerne er for letkøbte.
”Jeg hopper i hvert fald ikke med på præmissen om, at dansk presse generelt optræder som en medløber, der ikke magter at forholde sig kritisk til magthavere, når det virkelig gælder,” skriver han i en mail.
Problemet med mediernes dækning er ifølge Preben Wilhjelm, at de fleste journalister har købt pakken om ”nødvendighedens politik”, hvor den danske velfærdsmodel bevares ved for eksempel at forkorte dagpengeperioden, afvikle efterløn og introducere senere pensionsalder.
»Man har så travlt, at man ikke tænker ud over de budskaber, der bliver serveret, og dermed er der tale om det, man i gamle dage ville kalde for indoktrinering. Uanset om journalisterne stemmer blåt eller rødt, er de alle sammen overbevist om, at der er noget, der hedder nødvendighedens politik,« mener Preben Wilhjelm.
Han erkender, at det er en del af mediernes opgave at formidle – de ofte veltilrettelagte – budskaber fra ministerier, organisationer og virksomheder.
»I skal bringe det videre, men derudover ville der være ideelt, hvis medierne så det som sin opgave at problematisere en lille smule. Medier skal ikke bare viderekolportere,« siger han.
– foto: Jonas Pryner Andersen
Preben Wilhjelm har blandt andet bemærket, at efter finanskrisen forsvandt debatten om, at nogle banker var ”too big to fail” – det vil sige så store, at det ville bringe Danmark på katastrofekurs, hvis staten lod dem gå konkurs.
Den kritik er Anders Krab-Johansen fra Børsen uenig i.
»Jeg mener, der har været en debat om finanskrisen og dens følger. Spørgsmålet om, hvorvidt nogle banker er too big to fail, er blevet stillet mange gange. Senest har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen bragt det op, men han glemte det åbenbart siden. Men det er blevet beskrevet i medierne,« siger han.
Når bankernes størrelse ikke fik mere omtale, er det ifølge Anders Krab-Johansen, fordi bankerne selv betalte for oprydningen, så skatteyderne ikke blev ramt direkte.
Ifølge erhvervsredaktør på Jyllands-Posten Morten Bundgaard er det meningsløst at tildele medierne et ansvar for, at politikerne eksempelvis ikke har opsplittet de største banker.
”Netop denne politiske diskussion er løbende blevet behandlet i erhvervspressen, og nu er det som bekendt politikerne og ikke pressen, der skal føre politik ud i livet,” skriver Morten Bundgaard i en mail.
Han peger på, at det samme er tilfældet med et andet spørgsmål, Preben Wilhjelm nævner, nemlig den såkaldte tobinskat, der skal forhindre spekulation via lynhurtige finansielle transaktioner.
”Det har vi haft en del fokus på her på JP. Om dækningen så har været kritisk nok, afhænger jo som altid af øjnene, der ser, men jeg har i hvert fald ingen dårlig smag i munden,” skriver Morten Bundgaard.
Når Preben Wilhjelm skal sammenligne journalisternes arbejdsvilkår på Christiansborg i dag med 1970’erne og 1980’erne, har de mere travlt end tidligere. Og dengang var der flere partier i Folketinget, der grundlæggende udfordrede den politiske præmis.
For eksempel tippede Preben Wilhjelm i 1978 som politiker tv-journalisterne Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen til en dokumentar om Nordsø-olien.
»Det program vendte hele opinionen,« siger Preben Wilhjelm.
Spørgsmålet er, hvor journalisterne kan gå hen i dag for at få inspiration til skæve historier, siger Preben Wilhjelm.
»Det er ikke let at pege på nogen, der har bidt sig fast i en mærkesag.«
Jan Birkemose, chefredaktør Ugebrevet A4, genkender problemet:
»Før var der to skoler på Christiansborg. Det betød, at den måske lidt dovne journalist kunne spørge den anden side i folketingssalen. Nu er der ingen hjælp, fordi partierne tænker næsten ens, og det gør problemet større,« siger Jan Birkemose.
Et konkret punkt, hvor medierne ifølge Preben Wilhjelm har svigtet, er, at lønmodtagere bliver gjort ansvarlige for virksomhedernes faldende konkurrenceevne. Medierne spørger ikke, om det skyldes, at ledelsen er for dårlig.
Men medierne dækkede jo i høj grad for eksempel direktør Ditlev Engels rolle i Vestas, der endte med, at han blev fyret. Forleden skrev Børsen, at direktøren i Toms er fyret, fordi resultaterne var for dårlige. Hvad er problemet med mediedækningen?
»Det var ikke journalisterne, der stillede de spørgsmål til Ditlev Engel. Aktionærerne er jo ikke dumme. Når det går skidt, prøver de at fyre ledelsen. Jeg er interessereret i de spørgsmål, som journalisterne forsømmer.«
Han siger, at da det tidligere på året kom frem, at Danmark har sværere ved at tiltrække udenlandsk kapital, forklarede direktør Karsten Dybvad i Dansk Industri for eksempel, at arbejdskraften ikke var god nok, og at lønnen var for høj.
»Han talte om alt det, som ikke var arbejdsgivernes ansvar. Der mangler, at journalisterne stiller den del af spørgsmålet, der går på ledelsen selv,« siger han og peger på, at man inden for håndværksuddannelserne i årevis har haft problemer med søgningen, så der kommer til at mangle håndværkere.
»I årtier har der ikke været lærepladser nok, men det er jo virksomhederne, der skal stille dem til rådighed. De har lovet det gang på gang. Alligevel mangler der lærepladser til de uddannelser, de selv råber på.«
Når der bliver stillet så få spørgsmål, kunne det også handle om, at journalisterne ved, at vi lever i en global markedsøkonomi, hvor erhvervslivet vil være konkurrencedygtigt. Det kan selv de bedste spørgsmål fra medierne vel ikke lave om på?
»Alt, hvad der har været af fremskridt og nytænkning, er jo kommet, fordi man i større eller mindre grad har brudt med den eksisterende forståelsesramme. Jeg tror ikke, at et par gode spørgsmål til en enkelt minister kan ændre noget. De sidder fastlåst i det beståendes politik. Men hvis spørgsmålene bliver stillet til politikerne, og det kommer ud i medierne, kan det ændre noget i folks hoveder, så de begynder at tænke anderledes og kræver andre løsninger.«
foto: Henrik Rasmussen
Jan Birkemose, chefredaktør, Ugebrevet A4
Medierne er ikke altid gode til at udfordre konventionerne, som de bliver præsenteret af for eksempel Finansministeriet, finanssektoren og resten af the establishment. Udgifterne til den offentlige sektor fremstilles som en byrde for erhvervslivet, men det kunne lige så godt udlægges som fantastiske rammevilkår, der gør det let at drive en moderne forretning.
foto: Thomas Nielsen
Anders Krab-Johansen, ansvarshavende chefredaktør, Dagbladet Børsen
Det eneste, det afslører, er, at Preben Wilhjelm kun læser det, han i forvejen har indstillet sig på at læse. Han følger i hvert fald ikke med i, hvad der er af debatter i Børsen, Berlingske og JP, hvor danske erhvervsledere bliver stillet til ansvar hver dag. Det er simpelthen noget vrøvl. Han har en dagsorden, som er stærkt venstreorienteret. Han vil have et helt andet samfund, hvor markedskræfterne ikke fungerer.
foto: Mandag Morgen
Torben K. Andersen, politisk redaktør, Mandag Morgen
Preben Wilhjelm har ret, i at der er en større skævhed mellem sikkerhed og fleksibilitet, og vi har i medierne ikke haft så meget fokus på fleksibiliteten fra arbejdsgivernes side. Men vi har skrevet om, at den danske model er i krise. Og det var i lang tid umuligt at tænde for tv uden at se beskæftigelsesminister Mette Frederiksen blive hudflettet omkring forkortelsen på dagpengeperioden. Politikere, erhvervsfolk, fagforeningsfolk og kommentatorer taler om, at den danske flexicurity-model er i krise, mere end at de ligefrem lovpriser den.
foto: Casper Dalhoff
Morten Bundgaard, erhvervsredaktør, Jyllands-Posten
Hvis man ser bort fra hans polemiske tone, synes jeg, at det er helt fint, at Preben Wilhjelm forholder sig kritisk til vores fag, medierne og magthaverne i særdeleshed. Men når det så er sagt, synes jeg også, at mange af hans pointer – set i relation til mediebranchen – er for letkøbte og generaliserende. Jeg hopper i hvert fald ikke med på præmissen om, at dansk presse generelt optræder som en medløber, der ikke magter at forholde sig kritisk til magthavere, når det virkelig gælder. Her bliver kritikken simpelthen for skinger i mine ører.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I min verden er det direkte manipulerende, når journalister bliver udnævnt til eksperter. De bliver så udspurgt af andre journalister, som netop bare bliver mikrofonholdere. Hvorfor skulle disse såkaldte eksperter vide mere end de politikere, som netop har arbejdet med givne problemstillinger?
Hvor var den kritiske journalist under afstemningen om retsforbeholdet? Her kunne DF uden spørgsmål køre en kampagne med ikke mere EU, EL ud af EU, selv om det ikke lige var det sagen handlede om, DF kunne uden dokumentation udtale at vi ville få de samme forhold omkring Europol. Dyb tavshed fra Danmarks journalist stand!
Når det gælder EU, fungerer korrespondenter, journalister og redaktører som mikrofonholdere. Kritisk journalitisk er totalt fraværende. Der er heller ingen kritisk journalistik, når det gælder bankøkonomers lovprisning af stigende boligpriser, aldrig indhenter man kommentarer til bankøkonomernes vurderinger fra uafhængige økonomer, f.eks. Det Økonomisk Råd.
Den sidste halvdel af denne artikel, som direkte kritiserer Preben Wilhjems holdninger uden, at Preben får mulighed for at komme til genmæle, er direkte uartigt.
Her ser vi virkelig et ihærdigt forsøg på journalistisk manipulation imod emnets medie.
Fy for satan hvor ulækkert.
Hvis man ikke neutralt kan skrive en artikel om en politisk modstander, så lad vær. Alt andet er ulækkert og ydmygende.
Jeg er fandeme ikke enig med alle Preben Wilhjelms marxistiske revolutionære synspunkter. Men jeg respekterer hans intellekt og analytiske evner - som er betydeligt over, hvad vi ser i folketinget i dag, - og jeg respekterer hans ret til at ytre sig, i det demokratiske samfund.
Tak Preben. For at stille de forbudte spørgsmål, som de professionelle journalister ikke tør spørge om.
"Et konkret punkt, hvor medierne ifølge Preben Wilhjelm har svigtet, er, at lønmodtagere bliver gjort ansvarlige for virksomhedernes faldende konkurrenceevne."
Eller også er konkurrenceevnen slet ikke faldende:
http://politiken.dk/debat/profiler/pelledragsted/ECE2311970/myte-1-loegnen-om-den-daarlige-konkurrenceevne/
Jeg er langt hen ad vejen enig med Preben Wilhjelm. Men måske er der også nogle spørgsmål, han glemmer at stille ;-)
Det er ikke nogen tilfældighed, at kritikken findes i velformuleret form hos denne repræsentant for den klassiske venstrefløj. Man har haft mange år til at øve sig.
Men ved stort set at reservere holdepladsen for kritik til den klassiske venstrefløj - i medierne, med noget ligner en kun symbolsk bekræftelse af sig selv som åben for kritik - så opnår man den fordel, der ligger i, at man ved på forhånd, hvordan man skal forholde sig til kritikken.
De klassiske ideologiske modsætningsforhold bekræftes, og den egentlige kritik, dvs. den mere oprigtige refleksion og eftertanke, udebliver. De gamle positioner pudses bare af, og fortiden forlænger sig i nutiden, som nutidens billede på den kvalificerede og dermed legitim medieformidlet social åbenhed for samfundet af i dag.
Samfundsstrukturen og de forpligtende problemstillinger får lov at leve videre under overfladen, utematiseret, ureflekteret.
Vi andre øver os, forsøger igen og igen!
Flere