Der er ingen grund til at skabe mere panik, end der er i forvejen, når de studerende skal søge praktikpladser til foråret. Praktikudvalget arbejder på en løsning.
»Det var den værste panikdag i min karriere. Der var et støjniveau på plus 50 procent, og folk stormede rundt på gangene med hovedet under armen. Der var en uheldig opførsel fra flere studerende, der var fulde og festede i stedet for at hjælpe deres medstuderende, sagde Journalisthøjskolens praktikvejleder-og karrierevejleder, Pia Færing, til Journalisten.dk efter forårets såkaldte Panikdag hvor 300 studerende kæmpede om 265 praktikpladser.
Sådan skal det ikke være denne gang til Store Match Dag den 3. november. Her skal der være mere ro og orden, mener Praktikudvalget. Det skriver de journaliststuderendes eget blad på SDU, Lixen.
Det er blevet en vane, at mange kommende journalistpraktikanter medbringer en hjælper, som fungerer som såkaldt telefonpasser og sparringspartner. Det ønsker Praktikudvalget at ændre.
»Der bliver hurtigt samlet rigtig mange mennesker, hvis alle har deres mor og en telefonpasser med. Der bliver trængsel, og det underbygger bare den stemning, der i forvejen er omkring Panikdagen. Det er et freakshow for de studerende,« siger Karsten Prinds, medlem af Praktik-udvalget og praktikantvejleder på Syddansk Universitet til Lixen.
Der er dog ikke er adgangskontrol på Journalisthøjskolen, så man kan ikke nægte folk adgang. Derfor opfordrer Karsten Pind til, at de studerende selv bruger hinanden som telefonpassere.
Det har også været en tradition, at man blive mødt af snaps og øl fra morgenen af, så nerverne kan dulmes eller praktikpladsen fejres. Det er slut nu. Den 3. november vil der først blive åbnet for skolens bar senere på dagen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.