Tal fra otte års praktiksøgning viser, at Ulrik Haagerup er bedre end andre mediechefer til at lokke journalistpraktikanter til sig. Bedre end for eksempel Olav Skaaning Andersen, Anders Krab-Johansen eller Troels Mylenberg. På årets panikdag var der dog en ny udfordrer. Ved Store Matchdag på Danmarks Journalisthøjskole i sidste uge fik DR Nyheder flest ansøgere af alle praktiksteder med 66 ansøgere til 14 pladser – foran de vanlige darlings Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Dermed slog DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fast, at han er bedre end de fleste til at lokke journaliststuderende til at skrive praktikansøgninger.
Journalisten har i det seneste nummer, der udkommer i morgen, gennemgået tallene for de journaliststuderendes praktiksøgning siden 2005. Og en af de klareste tendenser er, at Ulrik Haagerup har en næsten magisk evne til at få mange ansøgere, uanset hvor han arbejder.
Da Ulrik Haagerup i 2002 begyndte som chefredaktør hos Nordjyske eksploderede antallet af ansøgninger. Men det stoppede lige så brat, da han i 2007 forlod Nordjyske til fordel for DR Nyheder. I stedet for 25 ansøgere, fik Nordjyske nu kun 13. Om Ulrik Haagerups X-Faktor siger praktikantvejleder Caspar Birk.
»Vi oplevede helt klart en Haagerup-effekt. Han var et brand – tidligere Cavlingvinder og med en fantastisk evne til at appellere til de unges ambitioner.«
Siden har Nordjyske ikke kunne nå op på samme højder som under Ulrik Haagerup.
Ifølge praktikantkoordinator på DMJX Pia Færing får Ulrik Haagerup mange ansøgninger, fordi han signalerer, at praktikanterne er vigtige.
»Han er en af de eneste chefer, der tager praktikanterne alvorligt. Han ved, at de har nogle talenter, DR kan bruge,« siger Pia Færing.
Kigger man på søgemønstrene siden 2005 kan ingen anden chefredaktør gøre Ulrik Haagerup kunsten efter, når det gælder om at lokke journaliststuderende til sig. Forklaringen er, at cheferne ofte ikke møder op, eller kun kigger forbi i kort tid, når medierne inviterer de journaliststuderende til Åbent Hus før Store Match Dag (også kendt som Panikdagen).
Det gjorde hverken fra eller til, at Børsen i 2010 ansatte Anders Krab-Johansen, Fyns Amts Avis hyrede Troels Mylenberg eller Se og Hør havde Henrik Qvortrup – eller at han blev skiftet ud med Kim Henningsen. Arne Ullum har ikke ændret på Søndagsavisens sløje ansøgertal.
For tabloidaviserne er billedet det samme.
På den første panikdag med Poul Madsen som EB-chef var antallet af kuverter med ansøgninger næsten halveret. Olav Skaaning Andersen har heller ikke kunne gøre en forskel. Året efter hans tiltrædelse oplevede BT et historisk lavpunkt med kun syv ansøgere til fem pladser.
Det er dog lykkes en opkomling, Jesper Laursen, direktør for det journalistiske produktionsselskab Mediamovers, at finde vej til de journaliststuderendes hjerter.
Mediamovers, der blandt andet laver weekendtillæg til Berlingske og Jyllands-Posten, skulle i år bruge én praktikant, men fik 21 ansøgere. Det er et ualmindelig højt tal for en arbejdsplads, mange journaliststuderende ikke har hørt om.
Jesper Laursen fortæller journalisten.dk, at han før panikdagen selv ringede til uddannelsesstederne og spurgte, om han måtte komme forbi og præsentere sin arbejdsplads for de studerende.
»Der er jo ikke rigtigt nogle, der kender os, og så får man jo ikke nogen ansøgninger,« som han forklarer.
Ifølge praktikantkoordinator Pia Færing sparkede Jesper Laursen "benene væk under de studerende" med sin salgstale, hvor budskabet var, at Mediamovers laver nogle af de tillæg, som dagsbladsjournalisterne ikke gider lave.
»Mens nogle af de gamle medier efterlyser mere indignation hos de unge, er Mediamovers ikke bange for at melde ud, at man laver forretning på sin journalistik – men at det også gerne må være skægt at arbejde,« forklarer Pia Færing.
Mediamovers laver blandt andet tv-produktioner, avistillæg, magasinudvikling og Facebookuniverser.
»Vi er en del af det fremtidige mediebillede. Det tror jeg mange af de unge kan se,« siger Jesper Laursen
Du kan læse mere om de studerendes praktikmønstre i det nye Journalisten, der altså udkommer onsdag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.