search

Præstø – logbog fra en ulykke

Læger og kommunikationsfolk på Rigshospitalet kæmpede hver deres kamp, da efterskoleelevernes liv skulle reddes efter kæntringsulykken i Præstø Fjord. Lægerne skulle redde liv. Og kommunikatørerne skulle skærme eleverne mod pressen.

Læger og kommunikationsfolk på Rigshospitalet kæmpede hver deres kamp, da efterskoleelevernes liv skulle reddes efter kæntringsulykken i Præstø Fjord. Lægerne skulle redde liv. Og kommunikatørerne skulle skærme eleverne mod pressen.

∞ Præstø-katastrofen kort
Fredag den 11. februar kæntrer en sejlbåd i Præstø Fjord med 13 efterskoleelever og to lærere om bord. En redningsaktion sættes i værk, og eleverne hentes til forskellige hospitaler på Sjælland. Fem af dem indlægges på Rigshospitalet.

PRESSESTRATEGI. Det er en journalist, der starter det hele. Fredag eftermiddag, kommunikationsmedarbejder Camille Aulkær Andersen på Rigshospitalet tager telefonen. Journalisten spørger, hvorfor Rigshospitalet omdirigerer alle ambulancerne til andre hospitaler. Camille Aulkær Andersen råber ud på gangen og spørger. Kollegerne ved det heller ikke.

På nabokontoret sidder kommunikationschef Marianne Uldall. Efter to år på pinden ved hun lige så godt som enhver garvet krimireporter, at når ambulancerne bliver omdirigeret, så er det tegn på en alvorlig ulykke. Hun logger ind på Ritzaus nyhedstjeneste og kan se, at der er sket en "kæntringsulykke" ved Præstø. I de sekunder spreder nyheden sig på webavisernes forsider. Ekstrabladet.dk, klokken 13.16:

"Søværnet, politiet og redningshelikoptere har siden klokken 12.43 kæmpet for at redde 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole i sikkerhed, efter de kæntrede i det iskolde vand på Præstø Fjord."

Marianne Uldall ringer til Rigshospitalets traumecenter lige overfor. Det er Danmarks mest specialiserede skadestue og den, der tager imod ofre for alvorlige ulykker. Præcis samtidig ringer en medarbejder fra centret til kommunikationsafdelingen.

"Vi har brug for jeres hjælp nu," lyder det hektisk.
»Vi har en aftale om, at når der sker ting, der har pressens bevågenhed, så kommer vi over og hjælper med at tage telefoner, skrive tekster til intranettet og til Rigshospitalets hjemmeside,« forklarer Marianne Uldall.
Kommunikationsafdelingen, der er fire mand høj, sender Camille Aulkær Andersen til traumecentret.

Inden hun løber, tager hun en to minutters snak med Marianne Uldall. Hvad er deres fornemmelse af situationen? De ved, at der er cirka 15 skoleelever, men de ved ikke, hvor slemt de er kommet til skade. Til gengæld ved de, at en masse familier er meget urolige for deres børn.
»Vi beslutter at træde meget varsomt, fordi der kan blive læst frygt ind i hvert et ord, vi melder ud,« siger Marianne Uldall. Den strategi holdes gennem hele mediestormen.

Normalt er der næsten tomt i traumecentret fredag eftermiddag, men Camille Aulkær Andersen møder en kittelklædt hob af læger og sygeplejersker, der er blevet kaldt ned fra andre afdelinger. Stemningen er trykket.
»De har fået en forhåndsmelding om, at der kommer seks børn herind, og at de alle sammen har hjertestop. Det er altid specielt, når det handler om børn. Det gør det mere voldsomt,« siger hun.

Der er samlet så mange mennesker, at Camille Aulkær Andersen efter et kvarters tid aftaler med traumecentret, at det er nemmere for hende at arbejde fra sit eget kontor.
Helikopterne flaprer ind over Rigshospitalet. Larmen kan høres på hele matriklen. Der er to; en lille gul og en stor militærhelikopter. De tre pressetelefoner kimer stort set konstant. Det er nu, Marianne Uldall bliver helt sikker på, at det her bliver en af de helt store historier.

Det er også nu, kommunikationsfolkene beslutter at lave en logbog, hvor de skriver, hvad der sker minut for minut. De 'logger' ved at sende mails til hinanden med klokkeslæt og noter. Loggen indledes med ordene:

 

"Er de døde eller levende? Hvorfor kan I ikke sige noget?" lyder det blandt andet. De pårørendes opkald ender i kommunikationsafdelingen, indtil der senere på dagen kommer et telefonnummer på en kontaktperson hos Politiet.
Omkring klokken 15 ringer telefonen på Tagens-vej 20. Her sidder Rigshospitalets krisepsykologer. Anders Korsgaard er chef, og han bliver kaldt over til traumecentret. Kort efter har han fået ryddet nogle lokaler og oprettet et midlertidigt krisecenter ved en af hospitalets hovedindgange. Der skaffes rigeligt med sandwiches – centret gør klar til at modtage de pårørende.

Samtidig bliver Anders Korsgaard de kommende dage hvirvlet ind i medieomtalen som den psykologiske guldkilde. Korsgaard har mange års erfaring med pressekontakt og mener, opmærksomheden er historisk.
Tallene er sjusset frem og bliver senere ændret. Men det er allerede udbasuneret i pressen, at Rigshospitalet kommer til at være det sted, der modtager flest af de tilskadekomne børn. Omkring en halv time efter begynder familierne at ringe:
»Det er en af de episoder, der har påkaldt sig størst opmærksomhed i tidens løb. Jeg vil sige, at det er på niveau med Scandinavian Star,« siger han med henvisning til færgen, der brændte.

Imens Anders Korsgaard bliver psykologernes ansigt over for pressen, udpeges overlæge Michael Wanscher til talsmand om den kunstige koma, børnene er bragt i. Det betyder, at han i perioder ikke kan arbejde som læge, men bruger alle sine kræfter på pressen.
»Vi er nu nået dertil, at vi bekræfter, at der er sket en ulykke, og at der er blevet indbragt patienter til Rigshospitalet,« siger Marianne Uldall.

I virkeligheden ved hospitalet naturligvis både, hvor mange der er, og hvad de behandles for. Men da de unge ikke er identificeret, kan det skabe stor furore at melde ud allerede, vurderer hun.

Selv om journalisterne kimer, har Marianne Uldall ikke talt med en fotograf endnu. Det kommer snart, tænker hun. Og så kigger hun på Ekstra Bladets hjemmeside. Der er et foto.
"I alt fire personer fra kæntringen på Præstø Fjord er fløjet til Rigshospitalet. Alle fire modtog hjertemassage ved ankomsten," lyder en billedtekst.

På billedet er gulklædte læger i gang med at køre et halvnøgent og livløst barn fra helikopteren ind på hospitalet. Billedet viser en redder, der sidder oven på barnet. Man kan ikke se barnets ansigt. Der er også et kort web-tv-klip.
Fredag eftermiddag, Ekstra Bladets redaktion.

Claus Lunde er administrerende redaktør og blandt andet ansvarlig for avisens fotoafdeling. Han er ikke selv på redaktionen, da ulykken rammer, men hører hurtigt, at der er noget alvorligt på færde. Journalister og fotografer taler om, hvordan de skal dække det på nettet.

»Vi skal følge nettets rytme, og det er ikke nok bare at lancere én historie. Vi skal have mange vinkler, og de skal hele tiden følges op med nye billeder. Det skal gå lynhamrende hurtigt hele tiden. Det minder meget om dengang, Obama besøgte København. Dengang havde vi fotografer ude, der hele tiden tog billeder, så vi kunne følge ham rundt i byen,« forklarer Claus Lunde.

Derfor ligger Ekstra Bladets fotograf klar med sin telelinse, da helikopteren lander på Rigshospitalets tag. Og derfor kan Ekstrabladet.dk offentliggøre billeder og video, minutter efter at helikopteren er lettet.

»Billedet fra Rigshospitalet kunne lige så godt have vist en ambulance-kortage på vej over en bro, hvis det var det, der skete. Havde det været en stor motorvejsulykke, så kunne det være relevant at leje en helikopter og tage billederne deroppefra. Next-begrebet handler om at forudse, hvad der sker,« siger Claus Lunde.


Fotopraktikant Jeppe Bøje Nielsen fra Berlingske sad i sin bil, da B.T. skulle have et billede: »De er ved at bære en båre ud og sætter et lagen op. Jeg ved ikke, at det er en af de unge, der er bag lagnet. Da de siger, jeg skal gå væk, går jeg.« – foto: Jeppe Bøje Nielsen / Scanpix

Ekstra Bladet vil ikke afsløre, hvor fotografen lå, da han tog billederne, fordi de vil beskytte deres metoder.

Marianne Uldall bliver forarget over billedet, som hun mener er et brud på de presseetiske regler. Det er taget uden samtykke og på et ikke-frit tilgængeligt sted, mener hun. Alligevel træffer hun en lynhurtig beslutning om ikke at indlede "en krig" imod Ekstra Bladet. Det er der ikke tid til. I stedet tager hun et screendump af billedet og ringer til hospitalets to vagter.

De får at vide, at de skal holde særligt øje med, om der løber fotografer rundt og tager billeder. Hun fortæller også til vagtchef Thomas Seidel, at han skal hjælpe traumecentret med at lukke af for fotografer.

Til daglig er der ikke meget vagt over det, Thomas Seidel laver. Han er snarere vært, forklarer han. Han går for eksempel rundt og fortæller patienter og gæster, at de ikke må ryge på hospitalets matrikel. Men den kaotiske fredag får vagterne travlt med at holde styr på pressen. Hospitalet oplever for eksempel flere gange, at der er kamerahold eller fotografer på gangene eller foran bygninger, hvor de ikke må være.

Da Marianne Uldall ringer til vagterne, sender Thomas Seidel straks sin kollega op til helikopterplatformen på 16. etage for at se, om fotografen ligger deroppe et sted. Der er ingen. Da vagterne i minutterne efter nærstuderer web-tv-indslaget, kan de se, at tagets kant er med, og at der er nogle gadelamper i forgrunden. De gætter på, at fotografen har stået langt væk.

Så bliver Thomas Seidel kaldt ned i ambulancegraven. Det er hernede, ambulancerne kører til og fra, og det er et slaraffenland for fotografer, der gerne vil have et glimt af en patient. Det er netop blevet besluttet, at én af eleverne skal køres til Gentofte Sygehus.

Thomas Seidel starter med at jage en fotograf væk, der allerede står på broen over ambulancerne. Men de tør ikke være sikre på, at der ikke fotograferes alligevel.
»Det ender med, at jeg står og holder et stort, hvidt lagen op på den ene side af ambulancen, imens en sygeplejerske står på den anden,« fortæller Thomas Seidel.

Det betyder, at de få meter mellem ambulancen og hospitalet er lukket land for fotografernes zoom. Flere medier offentliggør senere fotos af de blafrende lagner.

 

Et af billederne er taget af fotopraktikant Jeppe Bøje Nielsen, Berlingske:
»Du kan sige, at på den ene side har jeg lov at tage det billede, det er lovligt. Og det er jo nok de regler, min fotochef vil sige, jeg skal bruge. Men det er også en af den slags situationer, hvor du bagefter bliver ramt følelsesmæssigt, og vi fotografer taler da også ofte om, hvad vi skal gå med til. Jeg prøver at gøre mig selv til pårørende, når jeg skal føle efter, om det er OK at fotografere.«

Marianne Uldall går kort efter, fordi hun har lovet at køre sin datter til en skibus. Men Camille Aulkær Andersen og en tredje kollega fortsætter med at passe de rødglødende pressetelefoner.
»Hele eftermiddagen ringer journalisterne, men hen under aften stilner det af. Nogenlunde samtidig med, at Mubarak går af i Egypten. Det tager noget af presset fra os,« siger Camille Aulkær Andersen.

Mandag skriver Marianne Uldall sammen med hospitalets direktør en mail til Ekstra Bladet, hvor de klager over fotoet fra helikopterplatformen. Den sendes af sted klokken 14.35. Halvanden time senere modtager de svar fra Ekstra Bladets chefredaktion. De anerkender ikke klagen, men lover at drøfte den, når de evaluerer dækningen. Chefredaktør Poul Madsen understreger over for Journalisten, at Ekstra Bladet stadig ikke mener at have gjort noget galt.

Klokken 12 arrangerer hospitalets kirke et møde for pårørende. Marianne Uldall kommer og siger et par advarende ord om pressen.
»Vi kan høre på journalisterne, at nu er selve ulykken ved at klinge af, og nu er det den enkelte indlagte, der har pressens interesse. De kan som helt almindelige mennesker opleve pressens opmærksomhed som meget, meget overvældende,« siger hun til Journalisten.


»Man kan aldrig blive god nok til at ruste dem, der ikke er drevne i pressekontakt,« siger kommunikationschef på Rigs-hospitalet Marianne Uldall.- foto: Poul Rasmussen

Til mødet fortæller Marianne Uldall, at familierne skal passe godt på, hvis de vil undgå at komme i medierne. Blandt andet skal de skynde sig at lukke ned for Facebook-indhold, som journalister kan bruge, for eksempel profilfotos. En far fortæller, at en avis allerede har brugt nogle ord, en lillesøster har skrevet på sin brors profil.

Marianne Uldall foreslår også, at familierne holder sig fra at åbne deres hoveddør eller tage deres telefoner selv. Det skal de få venner til.
"De trækker alle sammen vejret – selv," siger overlæge Michael Wanscher til et samlet pressekorps. Tirsdag eftermiddag, Rigshospitalet holder pressemøde. Citatet erobrer de danske forsider. Forhallen, hvor pressemødet foregår, er stuvende fuld, alle større medier er mødt op. Hospitalet ønsker sig et selvstændigt lokale til pressemøder, når stedet skal ombygges næste gang, afslører Marianne Uldall.

Da pressemødet er slut, fordufter de fleste journalister. Pressetelefonerne dør ud i løbet af onsdagen. Stormen er overstået, og journalisterne er rykket videre. I dag er Marianne Uldall stadig ør efter medieorkanen.
»Det har virkelig overrasket mig, at der er så massivt et pres for hele tiden at få beskrevet enhver lille udvikling i sagen. Den har vel alt i alt rykket en uge ud af kalenderen for tre personer,« siger hun.

Har du et godt råd til andre kommunikationsafdelinger, når de står midt i orkanens øje?
»Man kan aldrig blive god nok til at ruste dem, der ikke er drevne i pressekontakt. Det er svært at forklare, hvordan man gør, og derfor bliver det tit afgørende med de helt konkrete råd – for eksempel, at lægerne på denne her sag skulle lade en sekretær tage deres mobiltelefoner.«

KL. 14.30
2 pers. indlagt – hjertelungemaskine
2 mere på vej
2 på vej til Gentofte

KL. 15.05
Pårørende ringer
KL. 15.07
Pårørende ringer
KL. 15.16
Pårørende ringer

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen