Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
12:06 08.11.2022 Anna Sol Jørgensen

PR-bureau får indskærpet forbud efter artikel-lignende pressemeddelelser

PR-bureauet Epicent Public Relations får en løftet pegefinger fra Forbrugerombudsmanden, der indskærper forbuddet mod skjult reklame over for bureauet.

Det sker på baggrund af klager over to pressemeddelelser, der ikke tydeligt nok er markeret som markedsføring, og som samtidig er sendt til medier med besked om, at de er til ’fri redaktionel anvendelse’.

Der er blandt andet tale om pressemeddelelsen ’Tonemester jubler over stigende interesse for lydoplevelser’, der er skrevet for HiFi Klubben. Pressemeddelelsen er udarbejdet på en måde, så den ligner en artikel med citater fra produktchefen fra HiFi Klubben og en lyddesigner.

”De fremsendte ”pressemeddelelser” er skrevet som artikler ofte vinklet som en nyhed. Der kan indgå interviews med personer ansat i kundens virksomhed, og der er vedhæftet billeder, som medierne også frit kan benytte,” står der i Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden hæfter sig ved, at nogle medier har bragt pressemeddelelsen ordret, uden at det fremgår, at der er tale om en annonce. Med udformningen af og konceptet for pressemeddelelserne kan PR-bureauet have medvirket til at overtræde forbuddet mod skjult reklame, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

”Epicent Public Relations har sendt markedsføringsmateriale i form af pressemeddelelser til redaktionelle medier med angivelse af, at det er til fri redaktionel anvendelse. Pressemeddelelserne har en klar kommerciel hensigt, og alt efter om og i fald hvordan et medie viderebringer materialet, kan PR-bureauet have medvirket til at overtræde forbuddet mod skjult reklame,” siger hun i pressemeddelelsen.

Indskærpelsen betyder ikke, at der generelt er tale om problemer med at udsende pressemeddelelser, der kan ligne nyheder, da det altid vil hvile på en konkret vurdering af, hvor tydeligt de kommercielle formål fremgår, lyder det i pressemeddelelsen.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder