Poul Pilgaard mistænker Milena Penkowa for at have lagt sag an mod ham netop nu for at gøre ham til en part i sagen og håbe på, at det afholder ham fra at skrive mere om hende. Milena Penkowa afviser.
Efter Weekendavisens journalist Poul Pilgaard den 9. maj holdt et foredrag om sin dækning af Milena-Penkowa sagen på Geologisk Museum, mødte en stævningsmand op på Poul Pilgaards private adresse med en stævning fra den omdiskuterede forsker. Hun vil lægge sag an mod Poul Pilgaard for æreskrænkelse.
»Jeg blev forbløffet over, at hun stævner mig nu, for det kunne hun jo så have gjort for længe siden. Jeg har ikke sagt noget i det foredrag, jeg ikke tidligere har skrevet i mine artikler,« siger Poul Pilgaard til journalisten.dk.
»Og jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, om hun stævner mig nu for at gøre mig til en part i en sag og således håber på at forhindre mig i at dække sagen fremadrettet.«
Poul Pilgaard fortæller, at Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen er helt klar i mælet i den sag:
»Jeg kommer til at dække det videre forløb i hele Penkowa-sagen. Jeg har støtte fra min chefredaktør til, at man ikke skal kunne bremse en journalist i at bedrive kritisk journalist ved at stævne vedkommende. Det ville være alt for nemt at stoppe kritiske artikler på den måde.«
Milena Penkowa afviser over for journalisten.dk, at hun stævner Poul Pilgaard for at gøre ham til en part i sagen og undgå hans skriverier fremadrettet.
»Der er absolut ikke nogen, som kunne interessere mig mindre end Poul Pilgaard. Så han behøver overhovedet ikke at bekymre sig om, at jeg stævner ham af personlige årsager,« siger Milena Penkowa.
Selvom Poul Pilgaard er blevet stævnet personligt og ikke sammen med avisen, står Weekendavisen bag ham, også med en advokat. Men det bliver nok først i 2013, at der kommer en afgørelse i forhold til Milena Penkowas stævning:
»I 2013 er hele sagen mod Milena Penkowa formodentlig afgjort. Det kan blive ganske morsomt at skulle stå i retten i en sag, som Milena Penkowa muligvis er dømt for på det tidspunkt. Jeg er fuldstændig rolig, « siger Poul Pilgaard.
Den 7. august kommer en international ekspertkommission med resultatet af en undersøgelse af Penkowas forskning.
Milena Penkowa siger, at hun ikke vil trække stævningen mod Poul Pilgaard tilbage, hvis kommissionen vurderer, at hendes forskning er videnskabelig uredelig.
»Det har ingen relevans for min stævning af Poul Pilgaard, hvordan resten af sagen ender. Han har sagt noget urigtigt om mig, inden sagen er afgjort, og det kommer han til at forklare i retten uanset hvad, « siger hun til journalisten.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.