Marie Louise Toksvig dækker skattesagen som journalist, men er også gift med Poul Madsen. Hun har taget forholdsregler og toner rent flag for læserne. »Det er ikke noget, jeg på nogen måde skammer mig over, og så kan man lige så godt sige det, som det er,« siger hun til journalisten.dk.
Marie Louise Toksvig er en af de mange journalister, der de seneste dage har siddet med på Fremtidsvej, når den såkaldte skattesag granskes af kommissionen.
Men hun har taget nogle særlige forholdsregler. Marie Louise Toksvig er nemlig gift med Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, der blev afhørt for kommissionen i sidste uge.
»Det er da klart, at det spiller en rolle, når jeg refererer. Derfor har jeg for eksempel afholdt mig fra at referere Poul Madsens vidneudsagn, ligesom jeg har afholdt mig fra at kommentere den debat, der har kørt hen over weekenden om Ekstra Bladets journalistik,« siger Marie Louise Toksvig til journalisten.dk.
Toner rent flag
Hun har valgt at tone rent flag over for sine læsere. I blogindlægget "Er der nogen, der har gjort noget, de ikke måtte?" på avisen.dk skriver hun:
"På dag ét afhøres journalist Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladet. Ham har jeg kendt i snart 20 år – siden jeg første gang blev ansat på avisen som elev. Det er Kjærgaard, der skrev, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Peter Arnfeldt havde tilbudt ham afgørelsen af Thorning-parrets skattesag.
Bagefter afhøres hans chefredaktør Poul Madsen. Ham har jeg også arbejdet for på Ekstra Bladet. I dag er jeg gift med ham. Det gør det selvfølgelig vanskeligt for mig at være objektiv. Men jeg skal jo heller ikke dømme.
Jeg skal referere."
Hun mener ikke, der er nogen problemer i, at hun er gift med Poul Madsen og samtidig dækker skattesagen.
»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er gift med Poul Madsen. Det har for eksempel stået på forsiden af Journalisten. Det er heller ikke på nogen måde noget, jeg skammer mig over, så det kan man lige så godt sige, som det er.«
»Uanset hvad jeg måtte mene om, hvor objektivt jeg kan forholde mig til sagen, så kan jeg meget nemt skydes i skoene, at det og det mener jeg kun, fordi jeg er gift med Poul Madsen. Derfor toner jeg rent flag. Er det et problem, at jeg er gift med Poul Madsen? Nej. Er det væsentligt at deklarere over for læserne? Ja.«
Svækker det din dækning af sagen, at du har siet noget fra – og for eksempel ikke refererer Poul Madsens vidneudsagn?
»Nu er der to grunde til ikke at gøre noget særligt ud af vidneudsagnet fra Poul Madsen. Som journalist synes jeg heller ikke, han bidrog med noget afgørende nyt efter Jan Kjærgaards forklaring. Det var en meget kort afhøring, og han kunne ikke sige noget andet end, at han stolede på Jan Kjærgaard. Havde han sagt andet, havde det været overraskende. Når jeg ser på, hvordan mine kolleger har refereret det, så er der heller ikke nogen, der har gjort særlig meget ud af det.«
Poul Madsens rolle er perifær
Marie Louise Toksvig hæfter sig ved Poul Madsens rolle i den sag, hun dækker.
»Hvis jeg var gift med Troels Lund Poulsen, så ville det være et andet aspekt. Men lige præcis Poul Madsens rolle i den overordnede sag er forholdsvis perifær.«
Hun tilføjer:
»Der er noget, der handler om Ekstra Bladet og Poul Madsen. Det er en mediediskussion. Så er der sagen om, hvorvidt der er foregået magtmisbrug. Det er en anden diskussion, og det er den, jeg dækker.«
I blogindlægget nævner Marie Louise Toksvig også, at hun har kendt Jan Kjærgaard i 20 år.
»Jeg har beskæftiget mig med journalistik i 20 år, og jeg har været gift med Poul Madsen i to et halvt år. Hvad er egentlig værst, hvis vi taler habilitet? Er det min meget lange, nære relation til Ekstra Bladets redaktion, eller er det mit ægteskab med Poul Madsen?«
Private relationer på kryds og tværs
Marie Louise Toksvig mener, at der er mange personlige relationer på spil i den danske mediebranche.
»Det er da interessant at diskutere i så lille et fag, i så lille et land. Det er jo vanskeligt at finde nogen, der ikke har private relationer til hinanden på kryds og tværs. Jeg er så gift med Poul Madsen, imens nogle af de andre vidner har andre private relationer – enten til redaktører ude i branchen eller til dem, der noterer deres forklaringer for kommissionen.«
Betyder det, at der er habilitetsproblemer i den danske mediebranche, fordi den er så lille?
»Det er vanskeligt at tale generelt om habilitetsproblemer. Der er fra tid til anden noget, jeg trækker på smilebåndet over. For eksempel hvis to kolleger interviewer hinanden, og jeg har set dem på et værtshus den anden dag i højt humør. Eller jeg kan huske det ene eller det andet fra Journalisthøjskolen. Men jeg vil ikke mistænkeliggøre integriteten hos mine kolleger, det har jeg ingen grund til. Jeg tror faktisk, at folk generelt er i stand til at forvalte deres arbejde ansvarsfuldt, ligesom jeg selv er,« siger Marie Louise Toksvig.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fru Poul Madsen, Marie Louise Toksvig, hævder, at " Poul Madsens rolle i den overordnede sag er forholdsvis perifær" og hun derfor ikke har noget problem med at dække skattesagen for avisen.dk
Jeg skal ikke blande mig i, hvad avisen.dk lader fru Madsen dække eller ikke dække.
Med det er da vist lidt af en underdrivelse, at Poul Madsens rolle er "forholdsvis perifær".
Jeg vil påstå, at Poul Madsen også her og på sin sædvanlige intelligente og elegante facon helt har overtaget scenen. Den mands IQ må sprænge skalen.
Poul Madsen lagde ud med at bestille den altid tjenstvillig Jan Kjærgaard, der til tider gør en dyd ud af at brilliere med, at han ikke er uddannet journalist, til at skaffe Helle Thorning-Schmidts skattepapirer.
Da det heller ikke lykkedes for Kjærgaard, men papirerne i stedet dukker op i BT, skal det selvfølgelig hævnes.
Så søsætter Poul Madsen og Jan Kjærgaard projekt afsløring af skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfelt og måske osse ministeren selv. En svinestreg, der i mine øjne overgår Kurt Lassens mesterstykke over for DR's tidligere generaldirektør Kenneth Plummer. En dåd, der i øvrigt ser ud til at have gjort Kurt Lasssen til blogger på BT!.
Og så kører det ellers derudad. Poul Madsen og Jan Kærgaard tumler afsted. Først før, så foran og så under afhøringerne i Skattekommissionen. Og ikke mindst bagefter.
Først ævler de løs om deres påståede ædle motiver til alle, der gider høre.
Så finder Jan Kjærgaard ud af at undskylde over for Helle Thorning-Schmidt m.fl. Lidt sent måske, men ego-gryden skal jo holdes i kog.
Poul Madsen hævder til gengæld, der intet er at undskylde. Alligevel får Poul Madsen fjernet Jan Kjærgaards artikler om Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fra Infomedia. Og fjerner osse Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladets politiske redaktion. Men der går ikke mange døgn, så får Poul Madsen de fjernede artikler genindsat i Infomedia. Jan Kjærfgaard står dog vist nok stadig uden for.
Har jeg glemt noget? Sikkert.
Som ansat på Ekstra Bladet i næsten 35 år, ved jeg om nogen, at bladet tidligere var fyldt med groteske og morsomme historie, der hver dag gjorde det til en oplevelse at læse bladet.
Sådan er det ikke mere. Til gengælde udfyldes tomrummet nu af Poul Madsen, godt sekunderet af Jan Kjærgaard, der efter eget udsagn altid laver A-historier og ikke kan se sig selv skåret endnu længere ned til at lave C-historier. Parret gør det læsterligt godt. Nærmest FY & Bi-agtigt. Det er komik af højeste klasse, hvad især Poul Madsen kan finde på.
Hvis der altså ikke lige var for det dér med journalistisk kildebeskyttelse, etik og en vis grad af moral.
Gu´ ve´ om formanden for JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer ikke snart vil have morskaben flyttet ind i Ekstra Bladets spalter i stedet for fortsat at lade Poul Madsen stå for underholdingen. Det sælger li'som ikke nogen aviser.
Makkerparrets underholdning er selvfølgelig blevet kommenteret på hist og her. En af Ekstra Bladet mange tidligere politiske redaktører, Troels Mylenberg, beskyldte således forleden aften i Deadline på DR2 Poul Madsen for hverken af have ryggrad eller moral.
Hvad bilder den sydfynbo sig egentlig ind? Og hvorfor har Poul Madsen ikke med det vons stævnet ham for æreskrænkelse.
Sikke en forestilling, det ku´ blive til i byretten!
Jeg stiller gerne op som både sandhedsvidne og referent.
Ekstra Bladets folk interviewer tit hinanden, når de har behov for at markedsføre sig selv eller hvis der ikke er andre der vil tale med dem. Bare se på den demonstration, som de arrangerede mod Shipcraft for nogle måneder siden. Her mødte der ikke et øje op som ikke var ansatte hos Ekstra Bladet og 3F, og derfor måtte Ekstra Bladets "journalister" interviewe hinanden allerede efter få minutter - fordi der simpelthen ikke var andre der gad tale med dem.
Som én, der ikke aner hvem Marie Louise Toksvig er, giver det da langt mere mening, at nævne hende som 'Poul Madsens kone' i rubrikken for derefter nævne hende ved navn i underubrikken, end omvendt.
I øvrigt vil jeg – men nu kender jeg hende så heller ikke privat endsige er veninde med hende – primært sætte spørgsmålstegn ved hendes dømmekraft ud fra det faktum, at hun har giftet sig med Poul Madsen. :-p
Har i øvrigt endnu ikke kunnet afgøre, om jeg skal betragte denne sætning fra interviewet:
"For eksempel hvis to kolleger interviewer hinanden …"
som komisk eller tragisk. Tragikomisk måske?
Kære Skipper.
Jeg forstår udmærket både forudsætning og baggrund for artiklen, så min pointe er ikke, at ægteskabet nævnes i rubrikken. Selvfølgelig gør det det. Min pointe er, at Marie Louise Toksvig citeres i rubrikken - men ikke som journalisten Marie LouiseToksvig, men som ... Poul Madsens kone. Det er altså så old-school - vel kun overgået af betegnelsen "Fru Poul Madsen" ...
Kh
Elisabet
Kære Svane
Der er ikke tale om at reducere Marie Louise Toksvig. Det er jo forudsætningen for artiklen, at hun er gift med Poul Madsen. Derfor er det relevant at omtale ægteskabet i rubrikken - og som du kan se, bliver Toksvig præsenteret som det første i underrubrikken.
Mvh
Skipper
Flere