Ekstra Bladet viste hele Danmark, hvordan den mistænkte i Nytårs-mordsagen så ud. I dag er manden løsladt, men der er ingen røde ører hos chefredaktør Poul Madsen.
En 48-årig mand blev med et landskendt, da Ekstra Bladet bragte navn og billede af ham, efter han var blevet varetægtsfængslet og sigtet for drabet på en 20-årig kvinde nytårsnat. Nu er han løsladt og renset for mistanke, og det får mange til at sætte spørgsmålstegn ved Ekstra Bladets beslutning.
»Man har dømt en mand på forhånd ved at nævne navn og bringe utilslørede billeder,« siger Ulf Egebjerg, en god bekendt af den tidligere sigtede, til DR.
Overfor Journalisten.dk fortryder Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen: Intet. Han mener omvendt, at Ekstra Bladets eksponering har været til fordel for den sigtede.
Hvordan har du det med at have hængt en uskyldig ud på forsiden?
»Allerede her er du på vej ud på et vildspor – ligesom mange andre danske journalister, der med fordel kunne læse lidt op på retsplejeloven. Når vi valgte at bringe dette billede, er det fordi, der ikke var nedlagt navneforbud. Og det var ud fra forsvarerens eget ønske, fordi han gerne ville have, der var vidner, der skulle genkende den sigtede,« siger Poul Madsen.
Han mener, ansvaret i denne her sag ligger hos politiet.
»Det er politiet, der begår en fejl og sigter ham. Vi bruger de metoder, vi har. Det vigtige for Ekstra Bladet i denne sag er, at vi gør, hvad der er muligt inden for den eksisterende lovgivning.
Tror du ikke, manden har lidt skade ved at have været på forsiden af Ekstra Bladet?
»Nej, det tror jeg netop ikke. Den eneste måde, manden kan blive renset, er ved, at der er offentlighed omkring sagen. Jeg mener, at danske journalister helt generelt skal kæmpe mere for offentlighed i retsplejen. Vi er ofte imod, at der bliver nedlagt navneforbud, fordi vi ønsker at følge med i retsplejen.«
Ville I gerne bringe billeder af alle, der bliver tiltalt for forbrydelser?
»Nej, hver enkelt sag er forskellig. Men generelt bliver der nedlagt for mange navneforbud.«
Hvad er kriteriet så for at bringe billeder af tiltalte?
»Jeg kan ikke udstikke en entydig retningslinje. Jeg kan fortælle, at vi for nyligt valgte at maskere moderen til de to børn, der indebrændte i Kokkedal. Det gjorde vi ud fra et almindeligt menneskeligt hensyn til, at hun ikke har gjort noget.«
Forsvarsadvokat Morten Wagner undlod ganske rigtigt at kære navneforbud ud fra det, han kaldte en »taktisk overvejelse«. Men han fortalte også, at han gjorde det uden at have spurgt sin klient.
På Politiken.dk kritiserer Journalisthøjskolens rektor Anne-Marie Dohm Ekstra Bladet for at bringe billedet – også selvom der ikke var nedlagt navneforbud, og det kunne bringe vidner frem, der kunne rense den sigtede.
»Det er ikke Ekstra Bladets job. Det er politiets opgave. Det skal de overlade til Politiet, siger hun.
Det har ikke været muligt at få Morten Wagners vurdering af pressens rolle.
I morgen fredag debatterer Poul Madsen sagen med DJs formand Mogens Blicher Bjerregård i P1-programmet 'Mennesker og medier' kl. 13.
11