For to uger siden kritiserede Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, at Liberal Alliance (LA) skærer i DR’s budget med den ene hånd og med den anden hånd søsætter en ny podcast, der indirekte er finansieret af offentlige tilskud. Onsdag udkommer den tredje udgave af podcasten, og her er det ingen ringere end Ekstra Bladets chefredaktør, der er gæst til en samtale med kulturminister Mette Bock.
Og han havde ingen problemer med at stille op i partiets lydstudie, fortæller han.
”Min overvejelse var, om det var et program, der gik ud på at promovere Liberal Alliance, for så ville jeg ikke være med. Men det er slået op som et program, hvor toppolitikere fra LA diskuterer emner med folk udefra, styret af deres pressechef Line Ernlund, som jeg kender godt. Det ville jeg godt deltage i,” siger han.
Skruet ned for konfrontationen
Temaet for podcast-udsendelsen er forholdet mellem politikere og pressen. Resultatet af optagelsen er ifølge Poul Madsen et glimrende journalistisk produkt.
”Jeg synes, udsendelsen er rigtigt god – en af de bedste, jeg har været med i længe. Det bliver en reel samtale, hvor der er skruet ned for tonelejet og for konfrontationen, uden at det bliver ukritisk eller rygklapperi. Der er god tid og mulighed for at give argumenterne nuancer.”
Hvis sådan en udsendelse er så god, hvorfor er det så ikke Ekstra Bladet, der har lavet den?
”Det kunne vi også. Problemet er typisk, at politikerne ikke vil stille op nu om dage. Når jeg medvirker i et program udgivet af LA, er det, fordi jeg gerne vil vise dem, at jeg gerne stiller op til en kritisk diskussion, og det synes jeg også, de skal gøre i vores medier, siger Poul Madsen.
Skal skille os ud med kritisk sans
Han mener, at alt for mange politikere i dag undlader at stille op, fordi de selv vil styre præmissen. Som eksempel nævner han socialdemokraten Henrik Sass Larsen, der åbent har sagt, at han er træt af at stille op i nyhedsmedierne.
Når du på den måde bakker op om partiernes medier, er du så med til at marginalisere uafhængige nyhedsmedier?
”Vi er nødt til at vænne os til en medieudvikling, hvor alle kan lave alt. Det, der skal adskille os, er, at når der står EB oppe i hjørnet, skal man ikke være i tvivl om, at der er en kritisk tilgang. Det er den forskel, der stadig skal være vores styrke i forhold til de organisationsbetalte medier,” siger Poul Madsen.
”Jeg har ikke solgt min sjæl til LA”
Skaber din medvirken i LA’s podcast ikke grobund for, at flere politikere tænker, at traditionelle medier er unødvendige – man kan lave det selv, og journalisterne stiller sågar selv op som medvirkende?
”Sådan kan man sagtens udlægge det. Forskellen er, at det stadig er mig, der bestemmer, hvad jeg vil sige. Jeg har ikke solgt min sjæl til LA – jeg siger nøjagtig, hvad jeg mener,” siger Poul Madsen
Han føler selv, at han fik mulighed for at komme med de kritiske argumenter og modspørgsmål, han brændte inde med.
”Samtalen handler enormt meget om, hvorfor politikerne gerne vil kontrollere medierne så meget, som de har gang i. Min kritik er, at man ikke længere har den såkaldte armslængde. Mette Bock kritiserer medierne for at være lemminger, og politisk journalistik for at være alt for ukritisk. Og det giver jeg hende sådan set ret i,” siger Poul Madsen, som godt kan se sig selv medvirke i andre partimedier.
”Hvis rammen og præmissen er fuldstændigt fri, og jeg stoler på, at jeg ikke bliver skamredigeret, så kan jeg sagtens gøre det igen.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.