search

Poul Madsen: Medierne er trætte af personsager

Ekstra Bladets historie om statsministerens gæld fik ingen opmærksomhed i andre medier. »De er blevet bange for deres egen skygge omkring personsager,« siger Poul Madsen. Historien er ikke væsentlig nok, lyder svaret.

Ekstra Bladets historie om statsministerens gæld fik ingen opmærksomhed i andre medier. »De er blevet bange for deres egen skygge omkring personsager,« siger Poul Madsen. Historien er ikke væsentlig nok, lyder svaret.

PRIORITERING. I begyndelsen af februar kunne Ekstra Bladet genvinde noget af sin tabloide platform ved at fortælle, at statsministeren har overbelånt sine ejendomme og i realiteten er teknisk insolvent. Umiddelbart en tiltrængt journalistisk succes, efter at B.T. er begyndt at løbe med de saftigste personhistorier og efterfølgende omtale. Men historien forblev stort set solo for Ekstra Bladet.  Kun Bt.dk har valgt at referere den.

Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, vurderer, at den voldsomme fokusering på Henriette Kjær og tidligere personsager omkring Lene Espersen og Helle Thorning har skabt en momentan berøringsangst hos de traditionelle væsentlighedsmedier over for lignende sager.

»Det er ingen hemmelighed, at der har været en stor diskussion omkring videreformidlingen af tabloidavisernes personhistorier, og jeg kan mærke, at mange ligesom er blevet lidt bange for deres egen skygge. Det er lidt som et pendul. Først svinger de helt over, og så bliver de bange for at være gået for langt og svinger tilbage igen,« siger Poul Madsen, der mener, historien om statsministerens huslån har masser af potens og relevans.

»Vi synes jo, det er interessant, når statsministeren har overbelånt sit hus, samtidig med at han går ud med et budskab om, at man ikke kan låne sig til velfærd. Men lige i øjeblikket er det, som om nogle af vores andre kolleger er lidt halvtrætte af personsager,« siger han.

Men selv om konkurrenten B.T. valgte at citere historien på nettet, får den ikke mange anerkendende ord med på vejen herfra.
»Det er jo ikke en voldsomt markant historie,« siger Peter Brüchmann, redaktør, B.T.

»Ekstra Bladet skriver, hvor stor hovedstolen er i Lars Løkkes huslån, men vi ved jo ikke, hvor stor restgælden er. Hvis restgælden er større end husets værdi, så er det selvfølgelig interessant, men vi ved det ikke. Jeg kan på den baggrund godt forstå, at historien ikke slår mere igennem.«

Men alligevel tager I den op på Bt.dk?
»Det ligger jo i internetjournalistikken, at vi kopierer hinanden. Og Ekstra Bladets historie får også gennemslagskraft på Bt.dk, så rubrikmæssigt er den interessant – men ikke interessant nok til, at vi følger op eller laver den til print.«

Ritzau står for at formidle det store overblik på nyhedsområdet. Bureauet nævnte ikke Ekstra Bladets historie. Politisk redaktør Henrik Røjgaard afviser imidlertid, at det er et udtryk for kolde fødder over for personsager.
»Vi har ikke fravalgt den, fordi vi vil holde os i skindet med personsager. Vi diskuterede den, men det virkede som en historie, der mest handlede om, at boligpriserne er faldet,« siger Røjgaard.

Han har ikke noget problem med at kigge på politikeres privatøkonomi.
»I udgangspunktet kan man ikke have politikere, der gør noget andet end det, de siger. Derfor kan det være relevant at se på privatøkonomien. Men det må være en vurdering af, hvor meget sagen handler om politikerens personlige dømmekraft. Der skal være nogle proportioner,« siger Henrik Røjgaard. Politiken.dk nævnte heller ikke Lars Løkkes gældsproblemer, selv om avisen normalt ikke har berøringsangst over for regeringen.

»Han har jo ikke gjort noget ulovligt, og jeg mener ikke, den historie fører nogen steder politisk. Vi syntes, der var væsentligere historier med Egypten, busstrejker, oprør i den borgerlige blok osv. Så jeg kan kun sige, at den faldt for væsentlighedskriteriet på årets måske travleste dag,« siger politiken.dk's redaktionschef, Christian Lindhardt.

Poul Madsen vurderer til gengæld, at dele af pressen har svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Engang var personsager forbeholdt den tabloide presse, men TV2 News og webplatforme har trukket andre medier ind i dækningen.

»B.T. og os – vi står der, hvor vi altid har stået. De andre må beslutte sig for, hvad de vil. Enten kører de personsager, eller også gør de det ikke.«

Den mekanisme genkender Peter Brüchmann.
»Mere traditionelle væsentlighedsmedier kan godt blive bange for deres egen skygge. Det skete med Lene Espersen, hvor de efter hendes afgang diskuterede proportionerne. De klassiske væsentlighedsmedier bliver kort sagt bange for, at de har sat væsentlighedskriteriet ud af kraft.«

Men det er ikke hele forklaringen, understreger han og påpeger, at det er trykket fra mediebrugerne, der langsomt, men sikkert er ved at ændre alle mediers dagsorden.

»Når personsagerne flytter sig fra de tabloide medier, er det, fordi markedsmekanismerne arbejder. Vi er i så tæt kontakt med brugerne i dag, at vi ved, hvad de klikker på og efterspørger. Og det er ofte personsager. Husk på, at det var TV 2, der i 2005 første gang satte fokus på Henriette Kjærs økonomi – ikke B.T. eller Ekstra Bladet.«

Kommentarer
4
Finn Hein
18.02.11 16:24
Journalisten beskytter Ekstra Bladet - igen

For tiden er der meget opmærksomhed på sagerne omkring bedrageren Erik Skov Petersen og hans hustru. Det samme kan sige om en anden bedrage hjeneforskeren - Milena Penkowa. Personsager på højt niveau. Uagtet bringer Journalisten en historie med chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Erik Madsen, der fortæller, at folk er trætte af personsager. Derfor når Ekstra Bladets historier ikke ud over kanten.

Der er vel næppe en personsag som Milena Penkowa, der har været og bliver behandlet af så mange forskellige medier på en og samme tid. Er journalisterne på Fagbladet Journalisten stoppet med at informere sig dagligt via andre medier end sit eget, og hvorfor er der i det hele taget behov for at genopfriske en jævnt dårlig historie fra Ekstra Bladets side, der dengang som nu ikke er tilstrækkeligt dokumenteret til den stribe af konklusioner, Ekstra Bladets ansatte må foretage for at få historien til at holde vand. Internt vel at mærke. 

Det er der flere kilder, der siger i Journalisten, og det er vel den egentlige historie i stedet for Poul Madsens dårlige undskyldning på, at Ekstra Bladet ganske længe har lavet elendig journalistik, når der ikke dukker en større voldtægtssag, en familietragedie eller en kræftsyg far til en politiker op. Og det gør desværre for de involverede, men heldigvis for Ekstra Bladets eksistens. Glemte i skyndingen skuespillere uden trusser.

Ekstra Bladet har også brugt en del krudt på lege talerør for Europol og en af journalisterne fik frit spil også i Journalisten til at lyve om, at der var stjålet knap 40 milliarder kroner fra europoæiske statskasser på grund af det danske register over co2-kvoter. Også den historie var uden fornøden dokumentation. Det vil også være svært, da den ikke eksisterer. Siden har Ekstra Bladet da også trukket voldsomt i land. Nu er det blot en vurdering.

Det er underligt, men det er åbenbart ikke saglighed, der optager journalisterne på Journalisten, når det kommer til at Ekstra Bladet skal have taletid. 

Hvis Journalistens journalister ville gøre Ekstra Bladet en tjeneste var det at se kritisk på formiddagsbladets journalistik. Måske det kunne bringe Ekstra Bladet tilbage på et fornuftigt spor i stedet for den desperation, der præger journalistikken i den fortsat mindre avis.     

 

Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
18.02.11 17:15
Re: Poul Madsen: Medierne er trætte af personsager

Kære Finn Hein

Jeg fornemmer på dit indlæg, at du er kritisk over for Ekstra Bladets prioritering af historien om statsministerens lån. Det er hovedparten af kilderne i Journalistens artikel også. Det vil man sædvanligvis ikke kalde at "beskytte" Ekstra Bladet.

Med venlig hilsen 

Fremhævet af Journalisten
Finn Hein
18.02.11 23:25
Journalisten beskytter Ekstra Bladet - igen

Kære

Det er  tilsyneladende en helt ny tilgang til journalistisk, fagbladet Journalisten åbner op for.

For det første er det forkert, at medierne er trætte af personsager. Her til aften blev hjerneforskersagen på Københavns Universitet eks. behandlet i Deadline på DR2.Formentlig på grund af væsentlighed og substans i sagen.

For det andet kritiserer store dele af mediebranchen Ekstra Bladets historie om Løkke-familiens lån på grund af dens åbenlyse svagheder. Alligevel vælger Journalisten at lade Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen slippe igennem på billigste vis. Vi laver ikke dårlig journalistik - vi har blot valgt en forkert form. 

En anden personsag, fagbladet Journalisten beskriver i samme udgave, er erhvervsmanden Fritz Schur og hans måde at takle medierne på. Jyllands-Posten har modsat Ekstra Bladet sat nogle kriterier for, hvad der af grundresearch og faktuelle oplysninger skal være på plads, inden artiklerne trykkes. Det er derfor, at artiklerne i Jyllands-Posten og i Journalisten om Fritz Schurs gøren og laden er interessante modsat Ekstra Bladets flagrende påstande. 

Istedet for at lade Poul Madsen tale udenom i spalterne som i overskriften, kunne Journalisten, når man nu ikke ønsker direkte kritisk fokus på Ekstra Bladets journalistik lave niveau, have spurgt pressens minister, Lars Løkke Rasmussen, hvordan han ser på, at Fritz Schur forsøger at manipulere kilder og samtidig, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister nikker anerkenende til, at den liberale Fritz Schur på statens vegne er bestyrelsesformand i DONG ligesom han udfylder tilsvarende roller i de nordisk fællesjede SAS og Posten Norden. Tre selskaber, der tilsammen har flere end 40.000 ansatte - og en omsætning på cirka 100 mia. kr. 

Mvh.

 

 

 

Fremhævet af Journalisten
Jarl Cordua
20.02.11 19:23
Re: Poul Madsen: Medierne er trætte af personsager

Ekstra Bladet er Vor Herres repræsentant her på jorden,

Avisen dømmer folk i mordsager (Herning) - selv før de bliver dømt (og inden at det står klart at de er fuldstændig udskyldige)

Man går også Vor Herre i beddene mht. at dømme mellem liv og død.

Lars Løkkes far blev for nylig ifølge Ekstra Bladets kvaksalver "Dr" Jan Kjærgaard erklæret døden nær af kræft.

Selv i Præstø-tragedien holder man sig ikke tilbage

Her er en af de overlevende igang med at "kæmpe for livet".

Det er muligt, men der er ingen lægelige kilder, der bekræfter EBs overskrift, som endnu en af Ekstra Bladets ulækre skribenter har æren for.

 "Malene kæmper for livet"

 http://ekstrabladet.dk/112/article1506437.ece

Det er ikke tabloidt. Det er bare ulækkert og en skamplet på journalist-standen. Og det burde Journalisten naturligvis grave i, hvorfor den slags sker igen og igen hos EB under Poul Madsen? 

 Hvis Journalisten brugte en brøkdel af ressourcerne på at gennemgå BTs journalistik i Thornings skattesag, så kunne man have en lille smule respekt.

Men det gør man ikke. Man er jo bange for Poul Madsen og hans regimente. Det siger rygterne i hvert fald går hårdt ud over kritikere - interne såvel som eksterne. 

Skandalen er ingen holder Erik Hoffmeyer, Jørgen Ejbøl og Lars Munch  ansvarlige, De pæne og respektable herrer burde naturligvis forlængst have renset ud og indsat en redaktionel ansvarlig ledelse som også EBs medarbejdere kan respektere og føler sig trygge ved. Det er jo ikke tilfældet - hvis man skal tro rygterne.

  

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen