search

Poul Madsen: Kjærgaard er inhabil og holder ferie

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaards rolle i skattesagen gør ham inhabil, og han holder nu ferie, skriver avisens chefredaktør, Poul Madsen, i en intern mail. »Stofområder er ikke noget, man ejer,« siger Kjærgaard selv. (opdateret kl. 17:50)

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaards rolle i skattesagen gør ham inhabil, og han holder nu ferie, skriver avisens chefredaktør, Poul Madsen, i en intern mail. »Stofområder er ikke noget, man ejer,« siger Kjærgaard selv. (opdateret kl. 17:50)

Jan Kjærgaards rolle i skattesagen betyder, at han ikke længere kan dække hverken sagen eller dansk politik.

Det fremgår af en intern mail til Ekstra Bladet fra chefredaktør Poul Madsen.

Mailens fulde ordlyd er:

"Det har længe været besluttet og aftalt med Jan Kjærgaard, at han er inhabil og derfor ikke kan dække den store skattesag, som en undersøgelseskommission er i fuld gang med at afdække.

Skattesagen fylder nu så meget på den politiske redaktion og det politiske liv på Christiansborg, at vi i chefredaktionen mener, at det umuliggør, at Jan kan have sin arbejdsplads på Christiansborg eller dække dansk politik, så længe undersøgelseskommissionen er nedsat.

Jan forstår beslutningen og holder ferie de næste uger, hvilket har været aftalt længe.

Efter ferien aftaler Jan og jeg, hvad han skal lave.

vh

Poul Madsen"

På sin facebookprofil skriver Jan Kjærgaard:

"Jeg har altid ment, at politiske reportere skal rotere med jævne mellemrum. Så de ikke bliver for indspiste.
Jeg har ligget i ske med en spindoktor en enkelt dag, nemlig 2. juni 2010. Det er én dag for meget. Så nu er turen kommet til, at jeg selv trænger til en gang Christiansborg-aflusning. Og mon ikke borgen kan leve med den beslutning?"

Kjærgaard uddyber selv:

»Stofområder er ikke noget, man ejer. Man er journalist,« siger han til journalisten.dk.

Han tilføjer, at han er fint tilfreds med at være gået på ferie.

»Ferie er noget, man har, det er dejligt,« siger han.

Opdateret kl. 17.50 med kommentar fra Jan Kjærgaard samt statusopdatering fra facebook med Kjærgaards accept

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen