Debatten på Folkemødet blev skudt i gang allerede før den officielle åbning, da Primetime Kommunikation lagde telt til en debat om lobbyisme, hvor ordstyrer Niels Krause-Kjær indledningsvist gik direkte i købet på Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance:
Niels Krause-Kjær:
»Har det været et problem for jer, at folk tror, at Saxobank har indflydelse på jeres politik, fordi de betaler til Liberal Allince?«
Ole Birk Olesen:
»Hvorfor er det altid os, det går på. Altid Saxobank og Liberal Alliance. Hvorfor siger I aldrig 3F, når I taler om Socialdemokratiet. Saxobank har da støttet os med mange millioner. Men de giver os penge, så vi kan være her på lige fod med de andre, som får fra LO og 3F.«
Her brød ansvarshavende redaktør Poul Madsen ind med et polemisk spørgsmål?
»Men helt ærligt: Det er vel ikke en blankocheck, hvad får Saxobank for de penge, de betaler til Liberal Alliance?«
Ole Birk Olesen sendte bolden direkte retur i favnen på samme Poul Madsen:
»Det er overhovedet ikke noget problem. For Liberal Alliance kæmper på et principgrundlag, som vi står helt fast på – i modsætning til dig Poul Madsen!«
Og den duel på ord kvitterede et fyldt telt for med applaus.
Den duellerende stemning holdt sig hele sessionen igennem, på trods af, at regnen begyndte at tromme på teltdugen – og på trods af, at fem fungerende mikrofoner undervejs blev reduceret til en.
Tweets fra Folkemøde 2013:
Forbrugerrådets direktør Vagn Jelsøe sad i panelet som repræsentant for de gode lobbyister, der har høj troværdighed, selv om de kæmper for en bestemt sag.
»Folk tror vi er en offentlig institution,« sagde Vagn Jelsøe.
Panelet drøftede derpå om organisationer med en god sag, har for let spil, i forhold til for eksempel industrien.
Poul Madsen:
»Bare man kalder sig en NGO, så er man en god lobbyist. Det Forbrugerrådet laver, er det samme som alle mulige andre lobbyister. Vi burde havde indblik I, hvad sådan nogen som jer gør!«
Og Ole Birk Olesen fyrede yderligere op under ordfesten:
»Forbrugerrådet er blandt de værste lobbyister overhovedet. De får statsstøtte og fremmer statens interesser. Og de har alt for let spil – blandt andet fordi Poul Madsens avis aldrig stiller kritiske spørgsmål til Forbrugerrådet.«
Poul Madsen forsvarede sig:
»Vi går efter alle, også efter NGO!«
»Vi var kritiske over for Forbrugerrådet for et par år siden!«
Latter fra salen afbrød Poul Madsen.
Niels Krause Kjær højt råbende i mikrofonen:
»Men det er jo rigtigt: Hvis bare du har en Pandabjørn i panden, så er alt godt, så der er jo forskel på hvordan lobbyister behandles!«
For få kritiske journalister
Debatten blev derpå afbrudt af en såkaldt refleksionsrunde.
Peter Munk Christiansen, professor med speciale i lobbyisme, statskundskab, Aarhus Universitet, påpegede, at det er umuligt at have demokrati uden lobbyisme – men også stærkt problematisk og svært at have et med lobbyisme.
Han pegede på, at store dele af lovarbejdet er helt usynligt for danskerne:
»Embedsmænd har monopoliseret det lovforberedende arbejde. Loven er jo 98 procent skrevet før Folketinget ser resultatet. Den del af arbejdet er blevet sværere og sværere at få indsigt i de seneste år.«
Peter Munk Christiansen konkluderede:
»Det er et problem, at vi ikke altid kender de handler, der bliver lavet.«
Dagens mest fremadrettede forslag kom fra Peter Munk Christiansen, og fik tilslutning fra Mogens Blicher Bjerregård.
»Den store del af lobbyismen foregår i forhold til embedsværket i centraladministrationen, ikke i forhold til politikerne. Man kunne jo bede ministerierne redegøre for, hvilke organisationer, der har haft indflydelse på en lovgivning” ”Vi har snakket med bankerne og 27 andre organisationer i forløbet.«
Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund:
»Jeg synes, vi skal have så megen åbenhed, som overhovedet muligt. Men kunne vi i første omgang få åbenhed om pengestrømmene på plads, så ville det være godt.«
Journalisternes formand mente dog ikke, at pressen kunne gøre meget mere for at afdække de skjulte handler.
»Medierne gør alt for at afdække baggrunden for beslutningsprocessen.«
Men Peter Goll, Senior partner og såkaldt nordisk kundedirektør, Geelmuyden.Kiese, påpegede, at der bliver færre og færre kritiske journalister.
»Det er et problem. Det er også et problem, at færre og færre læser avisen.«
Peter Goll advarede dog imod at tro, at journalister altid søger en neutral version:
»Jeg har siddet over for journalister i 15 år. Hvis I tror, at journalister prøver at komme med hele sandheden, så er det ikke det, jeg oplever. Journalister slås også for deres ret til at sætte dagordenen!«
Poul Madsen protesterede næsten rituelt og forklarede, at hans avis altid forsøgte at få de sandheder frem, det var muligt.
»Jeg tjener offentligheden, ellers skulle jeg ikke udgive avis. Men det er jo ikke det, du skal Peter. Du skal få en bestemt sandhed frem. Og når jeg hører dine store omsorg og forsvar for den frie og kritiske presse, får jeg næsten tårer i øjnene. Kom nu ind i kampen!«
Peter Goll parerede og forklarede, at han altid er åben om hvem han arbejder for.
»Jeg varetaget mine interesser, men det gør medierne også. I er jo benhårdt pressede forretninger, og når det sker, så får etikken det ikke godt. Det præger hele mediebranchen. Og det, der tæller for dig Poul Madsen, det er ikke at få sandheden frem, det er at få solgt din avis.«
Niels Krause Kjær blandede sig med en kommentar til Poul Madsen:
»Vi ved jo alle sammen godt, hvem der støtter dig. Det gør dine 50.000 købere af avisen – og alle landets prostituerede!«
Ny latter fra salen.
Og så var Folkemødet – set fra mediefolkets platform – skudt godt i gang.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.