Potentiel Cavlingvinder afslører sine arbejdsmetoder

Den Cavlingnominerede Steffen Slot kan tage en del af æren for at en række ulovligt opførte liebhaverboliger i Nordsjælland i dag er revet ned. Sagen handler om en periode i byggebranchen, hvor det gik helt skævt, siger han.

Den Cavlingnominerede Steffen Slot kan tage en del af æren for at en række ulovligt opførte liebhaverboliger i Nordsjælland i dag er revet ned. Sagen handler om en periode i byggebranchen, hvor det gik helt skævt, siger han.

11. maj 2010 faldt der en usædvanlig dom i Østre Landsret. Retten bestemte nemlig, at et ulovligt opført liebhaverbyggeri i Fredensborg i Nordsjælland skulle rives ned. Journalist Steffen Slot fra Frederiksborg Amts Avis' lokalredaktion i Helsingør spiller en central rolle i historien om Blok 5, som byggeriet hed, og derfor er han blandt de fem nominerede kandidater til årets Cavlingpris.

Gennem blandt andet aktindsigter har Steffen Slot beskrevet en byggeskandale, der blev et af symbolerne på de seneste års bobleøkonomi i byggebranchen. Historien trækker tråde til Roskilde Bank og prominente navne som tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen og en af byggebranchens mest kontroversielle personer, den pressesky ejendomsmatador Carsten Leveau.

Siden 2007 har Steffen Slot skrevet omkring 200 artikler om sagen, og han har blandt andet brugt aktindsigt til at dokumentere, at bygherren Frederiksbjerg Ejendomme blot få dage efter den politiske godkendelse i byrådet, pressede flere boliger ind i projektet.

»Frederiksbjerg Ejendomme vandt licitationen, fordi de bød mest og ville bygge mindst. Da man ville bygge flere kvadratmeter, skete det administrativt, og Blok 5 blev derfor rykket otte meter tættere på nabohusene. Det ville jeg ikke have kunnet få på andre måder end gennem aktindsigt,« siger Steffen Slot til Journalisten.dk

Faktisk er det første gang, at Steffen Slot for alvor har benytter sig af aktindsigter.

»Tidligere har jeg nok tænkt, at det var et voldsomt instrument at bruge over for kommunen. Borgmesteren og kommunens ansatte er jo mennesker, jeg taler med hele tiden. Men det er en god metode, fordi man får udleveret det, man har krav på ifølge offentlighedsloven.«

Da Steffen Slot blev opmærksom på sagen, var det første han gjorde faktisk at søge om aktindsigt. Det gav et godt overblik, og det betød, at han kunne køre sagen 4-5 dage i træk i avisen.

»Hvis man har fat i en god sag, skal man fordele det over flere dage, så man kan viser læserne at der både er drama og substans. Hvis det bare er et ugentlige punktnedslag, har det ikke samme tyngde.«

Undervejs har Steffen Slot blandt andet kortlagt persongalleriet bag Frederiksbjerg Ejendomme. Blandt andre var bestyrelsesformanden den tidligere Århusborgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen – han trak sig fra posten på grund af alder få måneder før konkursen i 2008.

Et andet bestyrelsesmedlem og medejer var den kontroversielle byggespekulant Carsten Leveau – og bankforbindelsen var såmænd Roskilde Bank. Dermed handler historien om mere et blot et tilfældigt byggeri, der løb løbsk.

»Det handler om en periode i byggebranchen, hvor det gik helt skævt,« siger Steffen Slot.

Han har de seneste fire år fulgt sagen så tæt, at han både har drømt om den og været godt og grundig træt af den.

»Især det første år lå jeg og genlæste papirerne, når jeg sov om natten. I andre perioder var jeg tæt på at få kvalme af sagen. Alle var jo heller ikke lige begejstrede, fordi der blev skrevet kritisk om kommunens rolle. Det var givet en modpres – som dog kunne være værre,« forklarer Steffen Slot

Med omkring 200 artikler om sagen har nogle læsere desuden følt, at dækningen fyldte lidt for meget.

»Der kan let gå selvsving i den, når man skriver så meget om samme sag, men det gjorde det lettere at undgå favorisering af den ene part – og det var med til at holde den i frisk erindring. Historien har givet mange læserreaktioner på tværs af Nordsjælland, så den har absolut haft sit publikum,« siger Steffen Slot.

Det mest usædvanlige ved Blok 5-sagen er, at byggeriet ikke blev lovliggjort i form af et tillæg til lokalplanen.

Af indstillingerne til Cavlingprisen fremgår det, at det er på grund af Steffens Slots journalistik, at sagen blev taget op i Fredensborg kommune og kom for Retten. Fredensborg kommune har efterfølgende købt boligerne for 7,5 millioner kroner og betalt 800.000 kroner for at få dem revet ned. I dag er de væk.

Læs mere om sagen og se fotos af byggeriet på Sjællandske Nyheders hjemmeside.

Du kan i øvrigt møde alle de Cavling-nominerede i morgen.

0 Kommentarer