search

POST DANMARK FÅR KONKURRENCE

Som en reaktion på, at portotilskuddet til en række blade og magasiner falder bort, arbejder en række udgivere nu på at få bladene ud uden om Post Danmark.

Som en reaktion på, at portotilskuddet til en række blade og magasiner falder bort, arbejder en række udgivere nu på at få bladene ud uden om Post Danmark.

Nu bliver portoen 130 procent dyrere for blade som Anders And & Co, Bo Bedre og Alt for Damerne, der mistede portotilskuddet ved sidste års finanslovsforhandlinger.
Og portoen er alt for dyr, mener Danmarks tre magasinmastodonter, Aller Press, Bonniers Publications og Egmont Magasiner. De forsøger sig nu med et distributionssamarbejde med Bladkompagniet i stedet for fortsat at være trofaste mod Post Danmark, der hidtil har stået for at bringe bladene ud. Bran-cheforeningen Dansk Fagpresse, der repræsenterer 328 danske fagblade, tidsskrifter og specialmagasiner, arbejder også på at finde et alternativ til Post Danmark.
“Vi kan og vil ikke betale den portostigning, der nu kommer på bladene. Vi havde regnet med at få nogle passende rabatter, men det er ikke sket,” siger Gregers Mansfeldt, som er bladsalgschef på Aller Press.
I første omgang vil Aller, Bonniers og Egmont sammen med Bladkompagniet koncentrere sig om at prøve et nyt distributionssystem af i otte udvalgte postområder. Et forsøg, som skal køre i en måneds tid.
“Kommer det til at fungere godt, så er det sandsynligt, at vi vil fortsætte samarbejdet, og så vil vi lægge flere og flere blade ind i det nye distributionssystem,” siger Gregers Mansfeldt.

Større samarbejde
Men trioen er altså ikke den eneste, der planlægger at knække Post Danmarks mo-nopol på distributionen af blade og magasiner i Danmark.
Det agter man også at gøre i Dansk Fagpresse, hvor direktør Poul Kristensen regner med at finde en løsning hen over sommeren. Han vil gerne samarbejde med Aller, Bonniers og Egmont.
“Det vil være en klar fordel, hvis vi kan finde frem til den samme distributør, for det vil give et væsentlig større volumen, og det er forudsætningen for at finde frem til en rigtig pris,” siger Poul Kristensen.
De tre magasinudgivere har dog endnu ikke lukket Dansk Fagpresse ind i samarbejdet med Bladkompagniet.
“Men det kan meget vel tænkes, at vi vil lave et større samarbejde. Vi er åbne over for enhver mulighed,” siger Gregers Mansfeldt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen