Positive takter for annoncer på nettet

Radiostationer og netmedier tjener flere penge på annoncer, og der er sket en stabilisering for de trykte mediers annonceindtjening, viser undersøgelse fra Dansk Oplagskontrol.

Radiostationer og netmedier tjener flere penge på annoncer, og der er sket en stabilisering for de trykte mediers annonceindtjening, viser undersøgelse fra Dansk Oplagskontrol.

Mediernes annonceomsætning voksede sidste år med 5,6 procent, og det er den største vækst siden 2006/2007, da annoncemarkedet var på sit højeste. Det fremgår af Reklameforbrugsundersøgelsen 2011 lavet af Dansk Oplagskontrol.

Dermed blev 2011 det andet år med vækst efter et fald i omsætningen fra 2008 til 2009.
Direktør i Danske Medier, Marianne Bugge Zederkof siger i en pressemeddelelse, at det er for tidligt at aflyse krisen.
»Men det er værd at glæde sig over, at vi kan se vækst i markedet generelt.«

For trykte medier markerede 2011 en stabilisering af annonceomsætningen efter flere års nedgang for de fleste grupper. De betalte magasiner voksende næsten fire procent, og de lokale og regionale ugeaviser kan glæde sig over en lille vækst for første gang siden 2007 – mens de øvrige printmedier havde en marginal tilbagegang i omsætningen.

Den mediegruppe, der vokser mest, er radio, der når op på 270 millioner kr. i omsætning med en vækst på 16,4 procent. Radio er dog fortsat en af de mindste mediegrupper med en markedsandel på to procent. Den største mediegruppe er fortsat internet, der med en vækst på over 15,4 procent nåede over fire milliarder kroner i omsætning og nu har en markedsandel på 31 procent.

Reklameforbrugsundersøgelsen udarbejdes af Dansk Oplagskontrol på baggrund af indberetninger fra medier og relevante foreninger i branchen samt estimater inden for de områder, hvor der ikke er datagrundlag nok fra medierne selv.

Hele undersøgelsen kan læses her på Dansk Oplagskontrols hjemmeside

0 Kommentarer