Negativ journalistik jager læserne væk, imens positive historier får læserne til at vende tilbage, viser en ny master-afhandling af Cathrine Gyldensted. Konstruktiv journalistik vil gavne mediernes økonomi, mener hun.
Hvad vil læserne helst have? Den kritiske konflikthistorie eller den positive og håbefulde udgave?
En ny master-afhandling tyder på, at det faktisk giver flest læsere at skifte de negative historier ud med positive. Det skriver Videnskab.dk.
Cathrine Gyldensted har efter 11 år på blandt andet DR Nyheder og P1 skrevet master om konstruktiv journalistik ved University of Pennsylvania.
Resultaterne bygger blandt andet på et forsøg, hvor Cathrine Gyldensted har skrevet seks artikler om nedskæringer i tilskud til amerikanske suppekøkkener. De seks artikler gik fra en meget negativt vinklet til en meget positivt vinklet udgave. Ord og citater var forskellige, men historien og kilderne de samme.
»Tilbagemeldinger fra de 710 forsøgspersoner pegede alle sammen på, at man blev i meget dårligt humør af at læse de klassiske, negative nyhedshistorier. De blev uengagerede og havde ikke lyst til at læse mere,« siger Cathrine Gyldensted til Videnskab.dk.
Samtidig havde deltagerne mere lyst til at vende tilbage efter at have læst de positivt vinklede historier. De oplevede også, at de positive historier var mere retvisende.
Ifølge Cathrine Gyldensted kan den konstruktive journalistik være et sundt tilskud til det danske mediebillede, hvor mediehusene er pressede på økonomien.
»I min afhandling lægger jeg stor vægt på de økonomiske fordele ved at lægge en ny linje i journalistikken. Noget kunne tyde på, at flere læsere vender tilbage, hvis de læser artikler, der indgyder håb, eller ser indslag, der er positive,« siger Cathrine Gyldensted.
Hun understreger, at løsningen ikke er kun at lave positive historier, men at få en mere afbalanceret dækning. Det betyder også, at flere konflikthistorier bør have en konstruktiv vinkel, mener hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.