Gennem et årti har fotograf Martin Lehmann fotograferet den samme mand: vennen Svale, der har været stofmisbruger, siden han var 18. Det er der kommet en bemærkelsesværdig bog ud af.
TÆT PÅ. Han ligger på en briks med en iltslange i næsen. Klart hvidt lys skinner ned på den halvt åbne mund. Hænderne ligger pænt foldet på brystet, som er Henrik Svale Andersen død og sygeplejersken i færd at lægge et ligklæde over ham, da fotograf Martin Lehmann trykker udløserknappen ned på sit kamera.
Men Svale flakser heller ikke bort denne gang, til trods for at hans hjerte er slidt efter mange års misbrug af junk og guldøl.
Da Lehmann nogle dage senere tager hen på hospitalet for at besøge sin ven, kan han høre en elektrisk guitar runge på de sterilt duftende linoleumsgange.
»Det lyder som en rockkoncert. Dér står Svale så med bar pik og fyrer den af på guitar med to ledninger efter sig: droppet, der holder ham fysisk i live, og ledningen til guitaren, der holder ham åndeligt i live. Han er en fandens mælkebøtte. Lige meget hvor meget asfalt man putter over ham, bliver han ved med at pippe op,« siger Martin Lehmann.
2006. Svale på operationsbordet. – foto: Martin Lehmann
DENNE MÅNED UDGIVER HAN fotobogen "Svale". Den handler om vennen, som har været stofmisbruger, siden han som helt ung spillede bas i et punkband og begyndte at tage speed.
Martin Lehmann har gennem de seneste 10 år fulgt hans liv, der som de fleste andres er gået sin egen snørklede gang. Svales op- og nedture er bare lidt voldsommere end flertallets.
Han har boet på herberger, i skurvogne og på gaden. Men også i en syvværelses-herskabslejlighed med sygeplejersken Charlotte i opgangen ved siden af Mogens Lykketoft.
Alle fotografierne er i sort og hvid. Men bogen er et forsøg på at vise, hvor mange nuancer et enkelt menneske kan indeholde. Svale er både Elvis med smøg i flaben, en forelsket familiefar med slips og nypudsede briller og en tynget mand på en krøllet dyne med en kanyle i armen.
Lehmann skriver selv i forordet: "Det tog ikke lang tid at tage billedet af den hjemløse. Men det har taget 10 år at tage billedet af ham, der var inde i den hjemløse."
Men hvorfor så mange år?
»Det vigtigste, jeg tog med mig fra Journalisthøjskolen, lærte jeg den allerførste dag: at undre sig. Jeg holder aldrig op med at undre mig over Svale. Jeg undrer mig over, hvorfor vi er så ens og samtidig så forskellige,« siger Lehmann:
»I et fag som journalistik søger vi altid konflikten: det, der skiller folk ad. Jeg havde lyst til at vise noget af det, vi mennesker har til fælles. Hvorfor ikke fortælle historier ud fra det, vi er sammen om?«
Øverst: 1999. Pizzahygge hos escortpigen Nadia. – Nederst: 2003. Ved søerne i København. – fotos: Martin Lehmann
I BOGEN ER DER et billede af en påskefrokost, som er taget hjemme hos Svales ven Holger: en velhavende pensionist med guldringe på fingrene og hæklet dug på bordet. Svale boede der en overgang og arbejdede som Holgers butler. Der er flødeskumslagkage på tallerkenerne. To timer efter sidder Lehmann til påskefrokost i Vanløse hos sin tante og onkel, som kører Citroën og elsker kulturrejser til Frankrig.
»Det er to næsten ens situationer. Men alligevel er de helt forskellige. Den slags synes jeg er interessant at undersøge,« siger fotografen, der ikke selv optræder på billederne i bogen.
Martin Lehmann har en månedsløn, firmabil og villalejlighed i Valby. Svale bor i et plejekollektiv på Sundholm og har brugt en stor del af sit voksenliv på det, han i dagbogsnotaterne i bogen kalder sit "kemiske selvmord":
"Klokken er 22.00. Og jeg sidder på et Herberg, der hedder 'Skiftesporet'. Jeg har ikke nogen penge, og jeg er hooked up på dope. Jeg får otte doner dagligt og drikker meget stærk øl. Ryger det hash, der falder af, og tager alt det coke, jeg kan skaffe. De få pauser der er imellem, jeg fylder på, bruger jeg på at skaffe og tænke på, hvordan finansieringen af mit kemiske selvmord ikke går i stå," skriver Svale.
Lehmann møder ham i 1999, da han går på fotoskolen Fatamorgana. 22-årige Lehmann banker på døren til en skurvogn for hjemløse for at klare skoleopgaven "tag et portræt af én, du ikke kender". 37-årige Svale lukker op. De to mænd drikker kaffe og snakker i to timer.
»Vi kunne begge to godt lide at småfilosofere og stille spørgsmål til ting. Vi talte en hel del om fotografi, for Svale interesserer sig for kunst, og han har en skarp hjerne. Vi ser måske ret forskellige ud, men vi snakker godt sammen,« siger fotografen.
Martin Lehmann kendte dengang intet til stofmisbrugeres verden. Men han var fascineret af, at det føltes som et parallelt univers, et vildtvoksende ukrudtsbed midt i det ellers så velkæmmede samfund.
»På det tidspunkt var jeg 22, træt af materialisme og ved at brække mig over den afhængighed, jeg allerede selv følte af en fast månedsløn. Jeg sagde mit job op på Berlingske Lokalaviser for at udvikle mig som fotograf, og billederne af Svale var nok et oprør mod noget af al den overflade, jeg så alle vegne,« siger han.
Øverst: 2001. Svale hjemme i lejligheden på Østerbro. – Nederst: 2001. Svale med sin datter til konfirmation. – fotos: Martin Lehmann
IFØLGE MARTIN LEHMANN er fotobogen mest af alt en kærlighedshistorie om et venskab, som opstod ved et tilfælde. Fortællingen om Svale er både en historie om livets kick og tilværelsens kæberaslere. I dag er Lehmann fyldt 32 år. Svale er 47, og han tænker af og til over, hvad stofferne gør ved hans krop:
"Det kan virke underligt, at jeg overhovedet har tanker, der handler om mit liv og om min død, da jeg de sidste 7-8 år har prøvet at slå mig selv ihjel. Men nu da jeg sidder på et hospital for anden gang på seks uger, kan jeg ikke undgå at blive mindet om, at jeg skal dø, og at livet ikke varer evigt," skriver han i et dagbogsnotat fra 2004.
Men Svale klarede det også denne gang.
Lehmann har nogle gange haft fornemmelsen af, at han var i gang med at fotografere »en rejse mod døden«. Men indtil videre har det været på returbillet. Som Svale selv siger:
"Jeg er en fandens mælkebøtte."
Fotobogen "Svale" er en billedberetning om 10 år i Henrik Svale Andersens liv fotograferet af Martin Lehmann (til højre).
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jesus Christ - Hvis det er hvad du kan få ud af Martins fantastiske portræt, så står det værrere til end jeg forventede i dansk presse.
med venlig hilsen
Jan Grarup/NOOR
Det er imponerende, at man på en hjemmeside som journalisten.dk, der alene i kraft af sit navn vel må forventes at være eksponent for et vist sprogligt niveau, kan finde en overskrift, der knap nok giver mening.
"Portrættet der tog 10 år at skyde"
Er portrættet grundled i denne overskrift? Og hvad var det, portrættet brugte 10 år på at skyde?
Eller er portrættet genstandsled? Og burde der i så fald ikke stå "Portrættet, det tog 10 år at skyde"? (Kommaet er for min regning.)
Stram nu lidt op, tak. Og held og lykke fremover.