Porno og undersøgende journalistik

GEMT VÆK. 02.25, 03.00 og 03.55.Nu kunne man måske forledes til at tro, at de angivne tidspunkter var startskuddet på nattens 'late-nite' røde timer med lir, der ikke er et uskyldigt barneøje værdigt, og det er det da helt grangiveligt også på flere af de andre kanaler, som i denne henseende nok ikke kan betegnes som konkurrerende, for mon ikke porno-publikummet efterhånden har vænnet sig til at vende døgnet om, hvis de vil have tilfredsstillet deres behov på dansk kabel-tv?

GEMT VÆK. 02.25, 03.00 og 03.55.
Nu kunne man måske forledes til at tro, at de angivne tidspunkter var startskuddet på nattens 'late-nite' røde timer med lir, der ikke er et uskyldigt barneøje værdigt, og det er det da helt grangiveligt også på flere af de andre kanaler, som i denne henseende nok ikke kan betegnes som konkurrerende, for mon ikke porno-publikummet efterhånden har vænnet sig til at vende døgnet om, hvis de vil have tilfredsstillet deres behov på dansk kabel-tv?

Hvis tidspunkterne ikke gælder porno, hvad hulan dækker de så? En eller anden fransk b-strandserie, som i årevis kørte om natten? Nej, forkert på den igen. Vi er ovre i en helt anden genre – nemlig den undersøgende og velreporterede journalistik i form af programmet 60 Minutes. Et undersøgende journalistisk program produceret af CBS, som jeg virkelig godt gad se.

Men hvem er det lige, der gider lege Oscar-uddeling hver tirsdag og holde sig vågen til 'the grand finale' klokken 02.45, 03.00 og 03.55? Ikke mig – men hvem så? Jeg aner det virkelig ikke, men går ikke ud fra, at seertallet kan overstige de 500. Det piner mig hver tirsdag at læse programoversigten, for hver gang tænker jeg "okay, den her gang er det rykket tættere på midnat", men nej, forkert på den igen.

Så er det godt, at internettet kan vise mig tidligere udsendelser, men derfor vil jeg alligevel rigtig gerne vide, hvorfor det lige er, at TV 2 overhovedet har købt dette glimrende journalistiske program for så at vise det på et tidspunkt, hvor det umuligt kan konkurrere med pornoen på de andre kanaler?

I mit konspiratoriske sind virker det, som om TV 2 enten har fået programmet med i en eller anden studehandel og nu bare skal sende det på et eller andet tidspunkt, eller også handler det om at sikre, at den konkurrerende kanal DR 2, hvor programmet ville blive set af en stor mængde mennesker, ikke må få fingre i det, fordi det ville give dem en hel masse seere.

Men kære TV 2, I må bedst kunne svare på, hvorfor 60 Minutes er blevet jeres late-nite show?

– Martine Bentsen, journalist

SVAR. Martine Bentsen spørger til sendetidspunktet på TV 2 for det journalistiske magasin 60 Minutes. Svaret er enkelt: Sendetidspunktet for alle programmer afspejler seerinteressen for de enkelte programmer.

Trods den høje kvalitet er seerinteressen for 60 Minutes – uanset de forskellige sendetidspunkter, 60 Minutes har haft – generelt meget begrænset. Derfor prioriterer vi, at de programmer, som sendes i den bedste sendetid, har et betydeligt seerpotentiale – og større end de programmer, som sendes senere på aftenen.

For 60 Minutes er der tale om, at førstegangsvisningen sendes på TV 2 Charlie sent søndag aften. Genudsendelsen på TV 2 har gennem tiden ligget på flere forskellige sendetidspunkter om aftenen og om natten. Men i takt med den vigende seerinteresse – i sammenligning med andre programmer på de samme sendetidspunkter – har TV 2 måttet justere sendetidspunktet for 60 Minutes.

TV 2 har som bekendt ikke modtaget licens i mere end fem år. TV 2 er som den eneste kanal i Danmark alene finansieret af reklamer, og TV 2 må derfor konstant sørge for at optimere programplanen for at kunne finansiere det varierede programudbud.

– Susan Duelund, programplanchef, TV 2

0 Kommentarer