Populær podcast har rejst 50.000 kr. til 10 nye afsnit ved crowdfunding

Podcasten ”Kongerækken” nåede tirsdag deres mål på 50.000 kr. i en crowdfunding-kampagne, der skulle skaffe penge til 10 nye afsnit. Selv om de kom i mål, viste metoden sig at være hårdere end forventet, fortæller stifter Anders Olling: »Til sidst får man lidt en følelse af, at man tigger om penge«

Podcasten ’Kongerækken’ kalder sig selv ”nyskabende og original historiefortælling, der belyser væsentlige temaer i danmarkshistorien”. Og noget kunne tyde på, at lytterne er enige.

I hvert fald har de doneret lige over 50.000 kroner, så Anders Olling og Hans Erik Havsteen – de to mænd bag podcasten – nu kan producere 10 nye afsnit.

De første 21 afsnit af historiepodcasten var sponsoreret og finansieret af Frederiksborg Slot og genfortalte den danske historie med afsæt i landets regenter. Skaberne af podcasten ville gerne lave 10 nye afsnit, ’Kongerækken Appendiks’, der gik ned i specifikke historiske begivenheder, og denne gang valgte de at finansiere det gennem crowdfunding.

»Vi havde allerede forsøgt os med en privat sponsor, men fordi der fra start havde været mange gode vibrationer om os og mange, der lyttede med, turde vi godt tage springet og forsøge at få publikum til at finansiere de næste 10 afsnit,« siger Anders Olling.
Han beskriver sig selv som journalisten i forehavendet, mens kollegaen Hans Erik Havsteen, der til daglig studerer historie på Københavns Universitet, er historikeren.

Et nogenlunde honorar

Crowdfunding er en finansieringsform, hvor en gruppe mennesker, en crowd, donerer penge, funding, til en idé eller et koncept, de synes om. Anders Olling og Hans Erik Havsteens crowdfunding-kampagne er blevet til i samarbejde med sitet Peblish, hvis formål er at crowdfunde artikelforslag og artikler.
Peblish får ifølge Anders Olling 15 % af de 50.000 kroner. Ifølge Peblish donerede 256 mennesker penge til kampagnen.

»De 50.000 kroner dækker et nogenlunde honorar for vores arbejdstid. Hvert afsnit er cirka en lang dags arbejde, og selv om de 50.000 ikke er noget, vi bliver rige af, så er det anstændigt,« siger Anders Olling og tilføjer, at de næste år skal lave fire andre afsnit af podcasten, hvor det er en kulturfond, der er sponsor. ‘Kongerækken’ kommer således hele vejen rundt om de forskellige finansieringsmuligheder.

»Hvis der er penge i det, kan jeg egentlig lide alle mulighederne. Med private sponsorer er der meget gennemsigtighed – de skyder penge i en podcast, fordi der er noget i det for dem. Det er meget straight, vi får penge og reklamerer til gengæld i starten og slutningen af hvert afsnit,« siger han.

Hårdere end forventet  

Selv om Anders Olling er glad for, at det lykkedes at komme i mål med kampagnen og rejse de 50.000 kroner, har det være hårdere, end han regnede med.

»Man skal række ud rigtig mange gange på sociale medier, og til sidst får man lidt en følelse af, at man tigger om penge,« siger han.

Han fortæller, at ‘Kongerækken’ det sidste halve år har haft mellem 10-15.000 afspilninger om ugen, og det store antal gjorde, at de turde springe ud i at crowdfunde.

»Vi har siddet helt manisk og holdt øje med, om der nu tikkede penge ind. De fleste beløb har været små, ned til 30 kroner, og så en gang imellem er der kommet store donationer på over 1.000 kroner. Det optog mere af min opmærksomhed, end jeg havde regnet med, og vi stressede vildt meget over det til sidst,« siger Anders Olling.

Kongerækken udkommer hos netudgaven.dk, og du kan høre de første 21 afsnit her.

 

0 Kommentarer