Michael 'Wacko' Jackson er død – og det giver hits på avisernes websites og får læserne til at rive formiddagsavisernes seneste udgaver ned af avishylderne. Journalisten.dk har undersøgt, hvor stor en nyhed popkongens død er på de danske redaktioner.
Måske ikke siden prinsesse Dianas død i 1997 har en udenlandsk persons dødsfald fået de danske medier til at rydde forsider og fylde skærmbilledet på netaviserne ud, som da nyheden om den amerikanske sanger Michael Jacksons død sent torsdag aften tikkede ind på avisredaktionerne. For en kendt popsangers alt for tidlige dødsfald er nu engang godt nyhedsstof, indrømmer Ekstra Bladet.
»Michael Jacksons død betyder utrolig meget for nærmest alle mennesker. Det kan vi tydeligt se på trafikken på Eb.dk, som har koncentreret sig om hans død, lige siden nyheden om dødsfaldet blev kendt,« siger Ekstra Bladets nyhedschef Erling Tind Larsen.
Popsangerens dødsfald holdt tre journalister til tastaturet i løbet af natten, inden de i morges blev afløst af syv friske kolleger, hvis eneste mission i dag er at få alle detaljerne præsenteret for Ekstra Bladets læsere.
Hos B.T. betød Michael Jacksons død, at tre journalister var travlt beskæftigede i løbet af natten, og med morgenholdets fremmøde på redaktionen er otte journalister lige nu i gang med historien, fortæller vagthavende Steffan Kjærulf Frandsen.
Også Danmarks døgnnyhedskanal TV 2 News har ligeledes har travlt med at dække hver en detalje i Michael Jacksons død. I samme øjeblik dødsfaldet blev kendt, overgav hele News-redaktionen sig til opgaven med 10-12 medarbejdere, men i løbet af morgenen er der dog også kommet andre historier på skærmen, fortæller kanalchef Mikkel Hertz.
»Naturligvis er det afgørende for vores dækning af dødsfaldet, at så mange vil høre om det. Folk vil simpelthen kende hver en detalje,« forklarer nyhedschefen.
Derfor har TV 2 da også sendt deres mand i USA, Allan Silberbrandt, til Los Angeles for at få de seneste informationer om dødsfaldet, så TV 2 i løbet af dagen og aftenen kan seerne seneste nyt om dødsårsagen, fortæller Mikkel Hertz.
Ekstra Bladet har lige som TV 2 sendt deres mand i Vesten til Los Angeles for at opsnuse samtlige detaljer omkring dødsfaldet, fortæller Erling Tind Larsen:
»Vi har ikke en decideret beredskabsplan, men vi sætter alle kræfter ind på at følge med og opdatere vores læsere.«
2