Med Ny Alliance på banen kan vi forvente en mere kompleks og anderledes valgdækning end ved valget i 2005. Tendensen til en amerikansk præsident-valgkamp bliver mindre.
Sådan lød vurderingen fra flere politiske redaktører, da Journalisten i slutningen af august bad dem give deres bud på, hvordan et valg i efteråret 2007 vil blive dækket. Vi spurgte blandt andet redaktørerne om tendensen til en amerikansk præsident-valgkamp fra valget i 2005 vil gå igen ved det kommende valg.
"Det tror jeg ikke, alene fordi Ny Alliance har rystet billedet. Der vil være flere hovedaktører, som vi vil følge meget tæt," svarede politisk redaktør for Ritzau Jesper Thobo-Carlsen. Politisk redaktør fra Ekstra Bladet Sandy French var enig.
"Der vil være flere forhandlinger og ting, der foregår bag tæppet. Så vil valgreformen også ændre en hel del. Med de 10 storkredse bliver personerne i kredsene også mere interessante, end de har været hidtil," sagde hun, da Journalisten ringede hende op i slutningen af august.
Ved valget i 2005 fokuserede nyhedsformidlingen generelt mere på de politiske processer end på det politiske indhold, viste rapporten 'Mediernes valgkamp'. Denne gang vurderer politisk redaktør Anders Krab-Johansen, at der kommer mere fokus på substans.
"Den valgkamp, vi står over foran, er anderledes end sidst. De politiske temaer er trukket skarpere op. Du får et skattetema ind, en velfærdsdiskussion og en udlændingediskussion, som også bliver mere interessant," sagde han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.