Ordene er skrevet af Jeppe Aakjær og tilegnet socialdemokraten Peter Sabroe, der døde for 100 år siden ved en jernbaneulykke. De betegner datidens arbejdskamp, og det kunne derfor godt virke besynderligt, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen citerede de ord i forbindelse med overdragelsesforretningen i Erhvervsministeriet.

Men stort set samtidig den fredag, 9. august, holdt oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen, pressemøde i forbindelse med sit parti Venstres sommergruppemøde, og herfra var en af de helt centrale sager, at partiet ønsker en ’reform af beskæftigelsesindsatsen’.

Nu er der ikke mange af de reformer, der er blevet sat i søen i de seneste år, der har kunnet leve op til deres titler. Tænk bare på tilbagetrækningsreformen, som vist mest har haft som effekt at udvide antallet af år på arbejdsmarkedet, før man kan trække sig pensioneret tilbage, betragteligt.

Og umiddelbart læst virker oplægget mere som en nedtrapning eller udfasning af beskæftigelsesindsatsen end som en positiv reform. Der lægges ikke skjul på, at formålet er at spare penge, som skal komme virksomhederne til gode, fordi ”Venstre mener, at den bedste hjælp, vi kan give ledige, er at sikre flere danske arbejdspladser”(s. 3).

Det har længe været en udfordring, også for mediebranchen, at arbejdspladserne synes at sive; det gælder i særdeleshed for den klassiske del af vores fag, hvor de gamle trykte medier over en kam har været i tilbagegang i årevis. I det lys er der grund til at kvittere for tonerne: Vi trænger til at få skabt nogle flere jobs i den danske mediebranche.

Spørgsmålet er bare, om disse jobs vil give de ledige ansættelse. I en mediebranche, der er ufatteligt rig på diverse støttede jobs, prøveansættelser og chefers smarte forsøg på at underminere de aftalte vilkår, er det næppe sandsynligt, at nye jobs vil give arbejde til folk, der længe har været ledige. Det glædelige i sammenhængen er selvfølgelig, at rigtig mange DJ-medlemmer i ledighedsperioden finder veje til at tage et karrierespring.

Her kommer uddannelsesdelen af ledighedsperioden ind i billedet. Ledige har ret til seks ugers selvvalgt uddannelse inden for nogle ret stramme økonomiske rammer – og det er præcis denne ret, som Lars Løkke har kig på, når han mener at kunne spare rigtig mange penge på en reform. Det er at lægge gift ud for de ledige, og derfor var der grund til at citere Aakjærs ord. Som fagforening skal vi værne om ’den fattige’ forstået som den DJ’er, der har ringe vilkår. Det er opgaven at forbedre aftaler og overenskomster – men uden sammenligning er det vore ledige medlemmer, der har det hårdest, og det er dem, vi skal være der for. Derfor må jeg advare mod at gå ind på den vej, Lars Løkke Rasmussen har udpeget.

Samtidig lægger det tidligere, og måske kommende, regeringsbærende parti op til at fjerne rådighedssamtalerne fra A-kasserne. I en tid, hvor mange politiske partier har strammet retorikken over for fagforeninger og A-kasser, og hvor tonen over for de ledige er barsk – med mellemrum også fra regeringen – er der grund til at håbe, at nogle politiske luftballoner flyver væk i eftersommerens brise, og at Jeppe Aakjærs ord kan danne ramme for en anden ydmyg tilgang til området, end vi har været vant til.