Berlingskes nyudnævnte politiske redaktør Claus Kragh har valgt at træde tilbage til en stilling som almindelig journalist. Det sker af hensyn til familien, forklarer Claus Kragh.
Efter ni år i udlandet og et hektisk efterår som klimaredaktør har Claus Kragh meddelt, at han alligevel ikke ønsker at være politisk redaktør på Berlingske Tidende. Han skulle være begyndt den 1. januar i år.
»Det sker af personlige grunde og af hensyn til familien. Vi har været i udlandet i ni år, indtil jeg kom hjem i sommer. I efteråret har jeg været klimaredaktør. Det var en enormt spændende og stor opgave, jeg var glad for. Da vi nåede hen til jul tænkte jeg, at jeg måtte lige have en pause. Det er helt udramatisk,« siger Claus Kragh.
Han har fire børn på 13, 10, syv og fire år, der alle er begyndt i nye klasser og institutioner herhjemme efter de mange år i udlandet.
»Det kan være en stor udfordring for en familie at flytte ud og blive expat, men det kan være lige så krævende at komme hjem igen. Jeg kan forestille mig, at der er mange konspirationsteoretikere ude i det ganske land, men det er ganske udramatisk,« understreger Claus Kragh.
Han fik stillingen som politisk redaktør, da der i efteråret var en større personalerokade på Berlingske Tidendes politiske redaktion, hvor den daværende redaktør Bjarne Steensbeck skiftede til gravergruppen, Thomas Larsen blev personaleansvarlig og Troels Mylenberg forlod Berlingske Tidende, fordi han ikke længere følte, at han passede ind.
Claus Kragh fortsætter som almindelig journalist tilknyttet Berlingske Tidende Indlandsredaktion.
»Jeg tager lige en tur på bænken og så er jeg klar igen til nye udfordringer,« siger han.
3