Han hopper af glæde, da den første spraglede vogn i karavanen svinger om hjørnet, og kort efter er markedspladsen fyldt med elefanter, heste, linedansere, cykelartister og klovne.

Når han lukker øjnene, kan han dufte savsmulden og høre teltdugen blafre.

Knægten er syv. Året er 1963. Og cirkus er kommet til byen.

Situationen gentager sig 38 år senere. Næsten.

Altså lige bortset fra, at byen er en anden. At cirkusvognene minder betænkeligt meget om TV2s og Danmarks Radios OB-vogne. At cirkusteltet er erstattet af en kold sportshal. At sprechstallmeisteren er en af de tv-journalister, der åbenbart kan bruges til alt inden for showbusiness.

Og så er her ingen klovne. Sådan da.

Til gengæld kan man med garanti købe popcorn og klappe elefanterne i pausen – og så inkluderer showet også en flok larmende, rød og blåklædte cheerleaders, der mest af alt minder om en pubertær gymnasieklasse på koloni.
Der mangler faktisk kun det underbetalte ungarske cirkusorkester.

The circus is in town. Forklædt som en forsamlingshus-komedie af et amerikansk præsidentvalg.

Jakkesættene gentager de indstuderede fraser fra nabobyen i aftes og fra tv-duellen i weekenden.

De taler i uforpligtende overskrifter, der til forveksling ligner hinanden. Og lige nu står der sørme en statsleder og river sider ud af en bog. Lidt af en satsning i et godt gammeldags demokrati i et lille land uden høje bjerge. Men spindoktoren – der har forstand på, hvad der gør sig på tv – må jo have ment, at der skulle til at ske noget.

Det gjorde der så. Journalisterne kom, så, filmede, fotograferede og skrev – og selv om bakspejlet sædvanligvis og historisk set er lettest at smukkesere og kloge sig i, ligner valgkampen en sejr for netop spindoktorernes receptpligtige medicin.

For sjældent har så få og så unuancerede temaer præget en debat med lige så mange tomme kalorier som en candyfloss. Aldrig tidligere har medierne i dén grad ladet sig spænde efter de blå, røde og sorte kampagnevogne og undladt at beskrive, hvordan almindelige mennesker – med og uden mørk lød – lever deres hverdag, og hvad deres behov er.

Måske har en stor del af pressekorpset bare ikke føling med den slags. Måske var de enkle overskrifter bukket i neon bare så lette, populære og enkle at forholde sig til for seere og læsere, at man valgte at klamre sig til dem.

I tv fulgte man tidens trend med at lade journalister optræde som eksperter for andre journalister. Og i en af de politiske dueller op til valgdagen kunne man sågar opleve sekunddemokratiet i yderste potens – i et tilfælde styret af en dommer med både ur og klokke. Og folket i græshøjde? Jo – de fik da lov at lege med som skærmgidsler i et par hurtige voxpops fra landets gågader med spørgsmål, som ingen af politikerne hverken ænsede, ønskede eller forsøgte at svare på. Endsige blev frakrævet svar af ordstyrerne på de landsdækkende kanaler.

Og snart var de tilbage i de indøvede, generelle, omkostningsløse fraser fra i går og i forgårs.

At de få, enkle budskaber tilmed også overlevede i den skrevne presse, var sikkert en naturlig følge af, at samtlige aviser i dag ikke har et politisk standpunkt som idegrundlag. Og derfor ingen rygrad at styre sin dækning efter. Dermed kommer der ikke noget modspil til spindoktorerne, fordi alle journalister jo "blot" er objektive reportere, der beskriver sandheden. Men sandheden er jo styret af spindoktorer, og derfor bliver både vi journalister og folket manipuleret lige frem til valgaftenen klokken 20, hvor politikernes masker falder nådesløst til jorden.

F.eks. manipuleret til at tro, at 10 procent udlændinge udgør Danmarks i særklasse største problem.

Den dag, de politiske aviser vender tilbage – om nogen sinde – vender de bevidste reportere måske også tilbage.

Og så kan popcorn-karavanen, de gamle politiske cirkustravere og deres unge, skrigende proselytter for min skyld godt staldes op til fordel for en ordentlig valgdækning. I savsmuldshøjde.