Politisag på vej mod luderjournalistik

Forbrugerombudsmanden har overdraget flere eksempler om skjult markedsføring i lokalaviser til Rigsadvokaten. Der er tale om et markant signal, siger professor i markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har overdraget flere eksempler om skjult markedsføring i lokalaviser til Rigsadvokaten. Der er tale om et markant signal, siger professor i markedsføring.

ANNONCEPOLITIK. Professor Roy Langer er positivt overrasket over, at Forbrugerombudsmanden indbringer en række distriktsaviser til Rigsadvokaten for overtrædelse af markedsføringslovens § 4 om skjult reklame.

»Dette er ganske usædvanligt og for mig at se udtryk for, at Forbrugerombudsmanden for alvor ønsker at skride ind over for denne type markedsføring.«

Forbrugerombudsmanden vil ikke løfte sløret for, hvilke sager der er med i komplekset, men ifølge Journalistens oplysninger drejer det sig blandt andet om flere af de tilfælde af skjult markedsføring, som Journalisten har dokumenteret.

Det er blandt andet sagen, hvor lokalavisen Sydkysten over en side anpriser en annoncerende udestuefabrikant. Og sagen, hvor fire af Berlingskes Lokalaviser i København tilbyder bilhandlere redaktionel omtale, hvis de køber annonceplads.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe understreger selv sagernes alvor over for Journalisten.

»Sagen har været efterforsket fra vores side, men da sagerne samtidig rejser spørgsmål om anvendelse af medieansvarsloven vedrørende avisernes ansvar, har sagerne tillige været drøftet med Rigsadvokaten, som skal give tilladelse til, at der eventuelt rejses straffesag mod aviserne,« siger Forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Direktør i Danske Dagblades Forening Ebbe Dal mener grundlæggende ikke, at det er en sag for Forbrugerombudsmanden og dermed heller ikke Rigsadvokaten.

»Vi mener, at de vejledende regler for god presseskik er det rigtige redskab i den her sammenhæng. Vi synes, at vi har et presseretligt system, som har fungeret hensigtsmæssigt. Det bliver lidt uoverskueligt, hvis man har et system, der opererer på flere parallelle linjer,« siger Ebbe Dal, der dog accepterer, at Forbrugerombudsmanden har fået mulighed for at afprøve den type sager hos Rigsadvokaten.

Formand for Distriktsbladsgruppen i Dansk Journalistforbund Henrik Rath Paulsen finder det derimod positivt, at Forbrugerombudsmanden nu tager sagerne videre i systemet. Han mener, at det er problematisk, når medarbejdere bliver pålagt at skrive historier ud fra kommercielle interesser i stedet for journalistiske kriterier.

»Vi håber, at Forbrugerombudsmandens ageren kan være med til at sætte klarere – og måske også mere restriktive retningslinjer op,« siger Henrik Rath Paulsen.

Rigsadvokaten har tilbage i 1999 afvist en sag fra Forbrugerombudsmanden mod Aalborg Stiftstidende, efter at Journalisten havde beskrevet, hvordan avisen byttede annoncer for redaktionel omtale. Afvisningen blev dengang blandt andet begrundet med, at markedsføringsloven ikke indeholdt et tydeligt forbud mod skjult reklame. Efter det nederlag til Forbrugerombudsmanden blev loven skærpet ganske alvorligt, så den kom på højde med europæisk standard.

De nye sager mod lokalaviserne er de første efter lovændringen. Professor Roy Langer vurderer, at Forbrugerombudsmanden en gang for alle ønsker at sende et klart og tydeligt signal til de dele af branchen, der systematisk misrøgter de journalistiske værktøjer og narrer forbrugerne.

»Min vurdering er, at de juridiske eksperter p.t. undersøger, om der er grundlag for en eksemplarisk sag, der kan have signaleffekt,« siger han.

»Det er efterhånden ganske afgørende, at der foreligger klare juridiske signaler om, hvor langt annoncører og medier kan gå i sammensmeltningen af journalistik og annoncering,« fastslår Roy Langer.

Hverken salgsleder på Sydkysten Anders Laursen eller chefredaktør på fire af Berlingskes Lokalaviser i København Peter Erlitz ønsker at kommentere sagen.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right