Der er noget galt, når vi kan græde over et nuttet dyr, der bliver slået ihjel i en naturfilm, men er ligeglade, hvis en familie på seks bliver brutalt myrdet. Det mener redaktionschef Tony Long, der i et indlæg på Wired.com taler for, at der er opstået en 'politimentalitet' blandt journalister og redaktører.
Han mener, at det derfor er nødvendigt at reflektere over, hvornår vold i medierne går os på, og hvornår den efterlader os kolde. Folk i nyhedsbranchen er efterhånden blevet så tykhudede, at der skal mere og mere ekstreme lidelser til, før nogen rigtig bliver berørt.
Men også den stigende vold, der kommer fra Hollywood, bærer ifølge Long et ansvar. Vold er blevet så stor en del af det generelle mediebillede, at det er blevet uhyggeligt svært at skelne skæg fra snot, og vide hvornår man skal grine, og hvornår man skal græde.
Long mener, at det grundlæggende er et spørgsmål om, at underholdningsbranchen skal tænke mere grundigt over, hvad konsekvenserne af den vold, branchen pøser så gavmildt ud af, bliver for den almindelige seer.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det samme emne er blevet tærsket til ukendelighed i den engelske presse, fordi de viser voldsfilmene endnu hurtigere end her i DK.
Er det ikke problematisk at Arnold Schwartznegger nu er Californiens guvernør? Hvordan skulle bl.a. børn skelne mellem den person, der optræder officielt, den skuespiller der spiller i en film om en børnehave og den fyr, der spiler Terminator? Og kan de voksne gøre det?
I den forbindelse kunne jeg tænke mig at revse alle dem, der konsekvent skriver ordet 'karakter' i en anmeldelse af teater eller film. På amerikansk hedder det 'character'. Men en karakter på dansk er ikke det samme. På dansk - har vi andre lært- hedder det , 'figur', eller 'person' eller 'persontegning'.
Folk griner ad mig, når jeg fortæller at jeg har læst dansk på universitet og har brugt år på at lære de rigtige danske ord for alt det, som mange unge danske skribenter ikke gider at slå op i en ordbog.
Til gengæld gider jeg ikke se film med Maria Schrivers mand, da jeg synes at steroider ikke klæder folks indre væsener. En mand der ryger store cigarer selv og går med til at indføre omfattende rygeforbud i det offentlige rum er lige lovlig VIP'et til min smag. Mænd med store cigarer, der indtager steroider og kører på Harley'er lider altid af den samme kompleks. Og det kan de fleste kvinder der har prøvet lidt af hvert nikke genkendende til. Og mændene ved det da også, ikke? Fyren kan være nok så flink, men jeg behøver ikke at se ham spille komedie for at grine ad ham.
I øvrigt burde man overveje at holde op med at sende så mange film, der indholder vold, ganske enkelt. Fordi det er da stærkt nok at se en film hvor en ørkenrotte dør. Og især børnene - men sandelig også mange voksne trænger til at få lidt mere fred i hverdagen.