Politikernes emails skal gemmes

Folketinget giver nu politikere mulighed for at gemme deres emails for eftertiden. Indtil nu er mails automatisk blevet slettet

Folketinget giver nu politikere mulighed for at gemme deres emails for eftertiden. Indtil nu er mails automatisk blevet slettet

Alle Folketingets medlemmer har fra i år fået mulighed for, med et enkelt tryk på en knap at gemme udvalgte mails, der senere kan brændes på dvd'er og arkiveres i aflåste magasiner i Rigsarkivet, skriver Ritzau.

Funktionen er frivillig og skal modsvare politikernes hidtidige mulighed for at arkivere korrespondance på papir for eftertiden.

De arkiverede emails vil ikke være tilgængelige for offentligheden, men gemmes med henblik på, at fremtidige historikere vil få adgang til materialet.

Kun få personer med kode får adgang til magasinerne med mails. Brugere udefra får selvsagt ikke adgang via internet eller fysiske besøg, som kan bruges til udsmugling, som Rigsarkivet tidligere har været plaget af.

Systemet med at gemme e-mails med et tryk indføres, fordi politikernes indbakke ellers tømmes automatisk undervejs, når den bliver for proppet.

Det arkivmæssige problem blev opdaget, da tidligere folketingsmedlem Lone Dybkjær (R) afleverede sin mailboks. Der manglede noget, fortæller projektleder, mag.art. Peter Edelholt, Statens Arkiver til Ritzau.

»Det er første gang med en systematisk løsning, hvor en knap i Outlook gemmer mails i en særlig mappe. Hvis politikerne laver en aftale med os, kan vi hente fra mappen,« siger Peter Edelholt.

Politikernes emails konverteres til et billedformat – såkaldte tiff-filer – inden de gemmes. Som regel gemmes den form for materiale i 75 år, bl.a. efter krav fra Datatilsynet og af hensyn til de personer, som politikerne har skrevet sammen med.

0 Kommentarer