Dansk presse har indsnævret dydens sti for politikerne, hvilket stiller nye krav til den særlige rådgiver. Det fastslår en række kommunikationsfolk på baggrund af sommerens føljeton om Espersen og Thorning.

KOMMUNIKATION. Politisk journalistik, der handler om personlige ferierejser og skatteindberetninger. Det kan danske politikere og deres rådgivere godt begynde at vænne sig til.

Pressedækningen har nemlig taget endnu et skridt ind på politikernes privatliv og samtidig sænket tolerancetærsklen for fejltrin. Det skaber nye opgaver for den personlige rådgiver.
»Vi er i en lidt ny situation, hvor standarderne omkring troværdighed og moral har ændret sig. Og de standarder bliver sat af pressen, der selv kan følge op med vælger- og meningsmålinger. Det er der stadig politikere, der ikke helt har vænnet sig til.«

Sådan siger Lotte Hansen, tidligere politisk redaktør og i dag direktør for pr-bureauet Mannov, som en konklusion på sommerens to store pressesager omkring Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. Hun mener, at finanskrisen har været med til at skabe en mere nypuritansk tilgang til politikerne.

SF's pressechef, Claus Perregaard, har samme oplevelse:
»Det er, som om politikernes fejlmargen hos pressen er blevet mindre. Man kan lave færre skæverter i dag, før det bliver taget op.«

Det er politikernes personlige fejl, der er blevet godt skrivestof, mere end de politisk substantielle problemstillinger, konstaterer han.
»Store sager kan gå relativt upåagtede hen. Lars Løkke Rasmussens milliard til privathospitalerne eller Jesper Tynells afsløring af Beskæftigelsesministeriet får næsten ingen omtale. Jeg tror, det skyldes et øget krav om, at en historie kan serveres som en kioskbasker. Den skal kunne forstås af flertallet af danske mediebrugere, og så vinder personsagerne på bekostning af de mere komplicerede historier,« siger han.

Michael Kristiansen, som er kommunikationsrådgiver og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, ser også et skred hen imod større fokusering på personer og private forhold. Han mener dog ikke, pressen står alene med ansvaret.
»Selvfølgelig er der sket et ryk. Men der var også et ryk i den måde, Socialdemokraterne gik til Løkke på i bilagssagen. Det handler altså også om, at politikerne selv går tættere på deres modstandere,« siger Kristiansen.

Udviklingen betyder nye fokuspunkter for kommunikationsrådgiverne. I dag er det ikke bare slagord og argumenter i de politiske mærkesager, der skal gennemgås. Der skal også være styr på politikernes egne private forhold.
I et interview med Journalisten.dk har kommunikationsrådgiver Peter Goll efterlyst brugen af 'dustbustere' efter amerikansk forbillede.
Det er erfarne journalister, der hyres til at grave alt potentielt snavs frem. Den slags findes ifølge Journalistens oplysninger endnu ikke i dansk politik. Men sagen omkring Helle Thorning-Schmidts skatteforhold kan betyde et skridt i den retning, vurderer Det Radikale Venstres pressechef, Henrik Kjerrumgaard.
»Jeg kunne godt forestille mig, at det kunne blive kutyme hos de store partier. En dustbuster ville formentlig have peget på Thornings skattesag, før den kom i pressen,« siger han.

Indtil videre er dustbusting imidlertid blot gledet ind i kommunikationsfolkenes palet af opgaver.
Det Radikale Venstres pressechef fortæller, hvordan han med sin egen partileder, Margrethe Vestager, har diskuteret ting i hendes privatliv som for eksempel det, at Vestagers børn går i skole i et andet skoledistrikt.
»Vi har snakket om det, så vi kunne være forberedt, hvis den skulle komme op i medierne, og ganske rigtigt kom den frem i B.T. denne sommer,« fortæller han.

Lotte Hansen mener også, at man med den rigtige sparring kan undgå at blive taget på sengen. Hun kalder øvelsen for 'issue management'.
»Det kræver en høj grad af fortrolighed mellem rådgiver og politiker. Emner som økonomi og skatteforhold er ofte tabuiserede. Men i Thornings tilfælde har man altså ikke fået taget den snak, og det kan i sidste ende få uoverskuelige konsekvenser,« siger Lotte Hansen.

Hun synes, at Helle Thorning-Schmidt efterfølgende har håndteret situationen flot, men hun advarer alligevel mod den undskyld-strategi, som Thorning tilsyneladende har succes med.
»Rådgivningen er i 9 ud af 10 tilfælde, at man skal lægge sig ned og sige undskyld. Det tror jeg bare ikke altid er godt, for det medvirker til det her gadens parlament, hvor pressen bestemmer.«