search

Politikere er da en del af værktøjskassen

 KOMMENTAR. Spørgsmål. Dette er ikke en bagside om Nyhedsavisens mistænkeliggørelse af Christoffer Guldbrandsen, fordi han fik Frank Aaen til at vriste nogle svar ud af forsvarsministeren.For det er der slet ikke nogen historie i. Og dog.Jeg kender nemlig ikke én journalist, der arbejder med kritisk, undersøgende journalistik, som ikke på et eller andet tidspunkt har 'brugt' en folketingspolitiker til at få stillet kritiske spørgsmål til en minister.

 

KOMMENTAR. Spørgsmål. Dette er ikke en bagside om Nyhedsavisens mistænkeliggørelse af Christoffer Guldbrandsen, fordi han fik Frank Aaen til at vriste nogle svar ud af forsvarsministeren.

For det er der slet ikke nogen historie i. Og dog.

Jeg kender nemlig ikke én journalist, der arbejder med kritisk, undersøgende journalistik, som ikke på et eller andet tidspunkt har 'brugt' en folketingspolitiker til at få stillet kritiske spørgsmål til en minister.

Personligt – og i samarbejde med andre – har jeg velsagtens fået stillet et par hundrede spørgsmål til blandt andet transportministeren om Metroens økonomi, forsvarsministeren om flykøb, skatteministeren om TDC, socialministeren om lægekonsulenterne, miljøministeren om broerne, fødevareministeren om svinebaronerne, sundhedsministeren om de syge huse og udenrigsministeren om IØ-og IFU-fonden.

Alene sagen om de danske svinebaroners miljøsvineri og deres statsfinansierede hærgen i Østeuropa har vel affødt i omegnen af 25 spørgsmål. Uden de svar var historien aldrig kommet så langt, som den gjorde.

Det er i grunden ikke så underligt: Når man forgæves har banket panden mod døre til ministre, som vægrer sig ved at svare på kritiske spørgsmål, ringer man til en politiker. Det er ganske enkelt en del af den journalistiske værktøjskasse.

I den sammenhæng er det fløjtende ligegyldigt, hvilken side af folketingssalen han eller hun repræsenterer. Jeg har fået stillet spørgsmål fra politikere på højrefløjen hen over midten og ud på venstrefløjen. Check selv hos Peter Skaarup, Martin Lidegaard, Margrete Auken, Bjarne Laustsen og Per Clausen.

Man spørger for eksempel: »Hvad er din kommentar til, at transportministeren over for mig ikke vil oplyse, hvor mange passagerer man forventer at få i Metroen, eller hvor meget det vil komme til at betyde for den øvrige kollektive trafik?«

Hertil svarer enhver normalbegavet folketingspolitiker: »Det må jeg så spørge transportministeren om.«

Som bekendt må en minister hverken lyve eller tilbageholde oplysninger over for Folketinget. Netop derfor er de såkaldte §-20 spørgsmål ofte en effektiv mulighed, man har som journalist.

Mange politikere bruger så sagerne til at fremme deres egen synlighed i medierne. Tænk blot på, hvor mange gange man kan læse, se eller høre, at en politiker nu vil kræve ministerens svar på et eller andet. Andre gange medfører en række svar fra en minister, at en politiker herefter vil indkalde til samråd eller forlange at få sagen behandlet ved en forespørgselsdebat.

Den enkle spilleregel er, at politikerne ikke kan styre journalisterne, og journalisterne kan ikke styre politikerne. Det vil man uden problemer kunne finde tusindvis af eksempler på i Folketinget.

Det ved ministerierne. Det ved politikerne. Og det ved journalisterne.

Det ved de også godt på Nyhedsavisen, men så havde der jo slet ikke været noget at skrive om. /

Tom Heinemann er freelancejournalist. Har været selvstændig siden DJH-afgang i 1991. Arbejder for tiden med globa-liseringshistorier til tv.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen