Politikere bruger Twitter til at styre mediedagsordenen

"De sociale medier forsimpler og forenkler den politiske debat," skriver politisk kommentator og redaktør Jon Kiellberg. Hver tredje personpolitiske historie i medierne kommer fra Twitter og Facebook

"Det er helt naturligt, at de sociale medier i dag er blevet politikernes foretrukne politiske platform. For det at fatte sig i korthed og i skarpe vendinger er i dag en forudsætning for at kunne sætte og forfølge en politisk dagsorden. 140-tegns Twitter-kulturen passer glimrende ind i den politiske verden, hvor skarpskårne citater og budskaber skal ud over rampen hvert femte minut på de politiske redaktioner," skriver Jon Kiellberg i en kommentar, bragt i avisen Kommunen og på spinforgalleriet.dk.

Infomedia har i en undersøgelse påvist, at mere end hver tredje historie om en politiker alene er baseret på politikerens statusopdatering på Twitter eller Facebook.

Jon Kiellberg henviser derudover til en undersøgelse, foretaget af Burson-Marsteller:

  • 88 % af journalisterne bruger sociale medier til at samle informationer til deres artikler.
  • 75 % bruger sociale medier til at distribuere deres nyheder.
  • 67 % bruger sociale medier som ekstra nyhedskilder.

"I dag spredes politiske historier som en steppebrand på de sociale medier, hvor tweets og eller løsrevne citater fra Facebook ofte kan ende med at blive ophøjet til nyhedshistorier i både de trykte og elektroniske medier."

"Det hæsblæsende tempo i nyhedsformidlingen på alle tænkelige platforme er med til at erodere den politiske kultur. Det er ikke mindst de aggressive personangreb eller politiske fejlskud og fadæser, som bliver blæst op i bredformat på de sociale medier, og som kan rydde forsider på netaviser eller i de trykte medier," skriver Jon Kiellberg.

1 Kommentar

michael bjørnbak martensen
25. APRIL 2013
Lidt underlig historie. Det
Lidt underlig historie. Det er journalisternes ansvar at formidle tingene, som de skal være. Så kritikken kan dårligt tilskrives politikerne.