Hazhan Hassan på 21 år blev journaliststuderende, fordi gennemsnittet ikke rakte til modestudier. Nu arbejder hun på en irakisk avis, der lader det politiske parti Patriotic Union of Kurdistan bestemme indholdet af artiklerne.

Ved indgangskontoret til avisen Nyt Kurdistan sidder 21-årige Hazhan Hassan og ser tyrkiske soap-serier. Hun arbejder som pr-medarbejder hos Nyt Kurdistan og ville allerhelst være »noget inden for modeverdenen, helst med kurdiske kjoler«.

Desværre var hendes gennemsnit fra gymnasiet så lavt, at mulighederne kun bød på Media College eller en islamisk skole, fortæller hun:

»Og så valgte jeg mediecollege, selv om jeg nærmest ikke anede, hvad medier var, inden jeg startede.«

Journalisten.dk er taget til Irak for at undersøge, hvordan det står til med pressefriheden i et land, som blandt andet Danmark ville sætte fri med den militære invasion i 2003. Danmark begyndte at trække sig ud for snart fem år siden i 2007, fordi regeringen mente, at irakerne selv kunne overtage sikkerheden.

På 10 dage rejser vi rundt i den voldsramte hovedstad Bagdad og de kurdiske yderområder. Vi møder skræmte reportere, partipolitiske redaktører og unge bloggere, der er ved at udkonkurrere de etablerede medier.

De irakiske journalister har svært ved at se, at Irak skulle være et demokrati. Den nye medielov fra 2011 giver retten mulighed for at idømme journalister op til syv års fængsel for at skrive fornærmende artikler om politikerne.

Journalisten.dk bliver budt på sød te hos regeringspartiet Patriotic Union of Kurdistan (PUK). Vi er på besøg i partiets mediehovedsæde for at lære om rationalet bag subjektiv journalistik.

»Nogle gange skriver vi journalister to udkast til samme artikel, så kan partiet vælge den udgave til avisen, de bedst kan lide. Men det sker ikke så tit, for jeg kender næsten partiets politik bedre end partiet selv,« klukker chefredaktør Stran Abdullah fra den irakisk-kurdiske partiavis Nyt Kurdistan.

Ligesom cirka 90 procent af de irakiske medier er avisen partipolitisk, og den er ejet af regeringspartiet Patriotic Union of Kurdistan (PUK), der udgiver dagbladet fra Iraks kurdiske Sulaymaniyah-provins.

Lige over chefredaktør Stran Abdullahs massive, skinnende skivebord hænger et 40 x 80 centimeter stort portræt af PUK’s generalsekretær og Iraks præsident, Jalal Talibani – en rund og struttende mand, som i et næsten religiøst lys misser mod himlen i grønne omgivelser, iført sminke fra Photoshop.

Irakiske medier har tradition for at være partipolitiske, og de har heller ikke råd til at være andet. Der er hverken avisabonnementer, statsstøtte eller skik for reklamer i de irakiske medier. Vil man leve af journalistik, er partipengene ofte nødvendige.

Og når man spørger, hvorfor Stran Abdullah ikke ønsker at bedrive uafhængig journalistik, lyder hans logik:

»Jeg mener endnu ikke, at vi har gennemført vores politiske nationalistiske mission.«

Strand Abdullah trykker på sin rektangulære hvide fjernbetjening, og få sekunder senere står en hidkaldt assistent ret i kontoret med dagens avis.

Chefredaktøren gennemgår indholdet: Forsidehistorien handler om et møde mellem PUK’s top og vigtige irakiske handelsmænd. På indlandssiderne finder man tre portrætter af nye PUK-ministre, og på debatsiderne roses PUK en for ny politisk aftale, som sikrer bedre elektricitet til landområderne.

»Men vi trykker også kritik, hvis det kan hjælpe partiet i den rigtige retning. vi skal “bite the politicians but not break their bones”,« siger Stran Abdullah.

»Nok er vi partiske, men vi laver rigtig journalistik. Artiklerne redigeres og vinkles efter nyhedsværdien. Men journalistik er for mig også en måde at udtrykke min mening på. Det er jo et tegn på demokrati, at alle partier har lov til at have partiaviser.«

På medieskolen lærer de studerende, at essensen af journalistik er at fortælle sandheden til folket, beretter 21-årige Hazhan Hassan.

Vi spørger, om man godt kan være partisk og samtidig være troværdig sandhedsformidler.

»Det er selvfølgelig lidt begrænsende, men så stor er forskellen heller ikke på objektiv og subjektiv journalistik,« svarer Hazhan Hassan.

Hun kan ikke se sig selv arbejde et andet sted, for PUK er rigtig gode arbejdsgivere:

»Og jeg deler også politisk holdning med dem.«