
Folketinget
I går blev forslaget til den nye offentlighedslov førstebehandlet i Folketinget. Op til behandlingen har en række journalister været kritiske over for forslaget, som de mener vil indskrænke pressens muligheder for at kontrollere magten.
Det har været småt med mediepersoner, der har rost den nye lov. Det skyldes ifølge folketingsmedlem for Det Radikale Venstre Jeppe Mikkelsen, at de journalister, der er positive over for den nye lov – eller gerne vil vinkle mere positivt i dækningen af den, ikke tør gøre det af frygt for repressalier fra journalistkolleger.
Det fortalte Jeppe Mikkelsen, der er fortaler for den nye offentlighedslov, da han i går var på Folketingets talerstol i forbindelse med førstebehandlingen af lovforslaget:
»Flere journalister er kommet til mig i fortrolighed. De har enten været positive over for selve loven, eller også har de bare været interesseret i at dække offentlighedsloven fra en mere positiv eller anderledes vinkel, end det ellers har været tilfældet i mediebilledet. Men de har ikke turdet give deres mening til kende. Ganske enkelt på grund af frygt for de repressalier, det måtte føre til blandt deres kolleger i journalistmiljøet. Det synes jeg er tankevækkende,« sagde Jeppe Mikkelsen fra talerstolen(15.57.55).
Journalisten.dk har efterfølgende bedt ham uddybe udtalelsen – både telefonisk og via Twitter.
Via Twitter svarede Jeppe Mikkelsen på spørgsmålet om, hvor mange det handlede om: ”Det er få. Ikke mange,” selv om han på talerstolen brugte betegnelsen »flere journalister«.
7