Politikens Lokalaviser vil nedlægge fem stillinger

Fem redaktionelle stillingen i Politikens Lokalaviser skal nedlægges i Østjylland. ”Stemningen blandt medarbejderne er trykket,” siger tillidsmand

Politikens Lokalaviser står over for en sparerunde blandt medarbejderne i Østjylland.

I alt skal fem ud af 14 redaktionelle stillinger nedlægges, fortæller tillidsrepræsentant Jens Berg Thomsen.

”Stemningen blandt medarbejderne er trykket. Fem medarbejdere er mange ud af en medarbejdergruppe på 14. Det er mere end hver tredje af de østjyske medarbejdere,” siger Jens Berg Thomsen.

Udløber af byttehandel

Forhandlingsperioden mellem Politikens Lokalavisers ledelse og tillidsfolkene kører de kommende 14 dage. Medarbejderne er blevet tilbudt frivillige fratrædelser, oplyser Jens Berg Thomsen.

Fyringerne er en udløber af den såkaldte byttehandel Politikens Lokalaviser lavede med Jysk Fynske Medier i juni. Her overtog Jysk Fynske Medier syv titler af Politikens Lokalaviser, og Politikens Lokalaviser overtog syv ugeaviser fra Jysk Fynske Medier.

De syv var: Århus Onsdag, Ebeltoft Folketidende, Uge-Bladet Skanderborg, FavrskovAvisen, GrenaaBladet, Folkebladet Djursland og DjurslandPosten.

De aktuelle nedskæringer kommer samtidig med at organisationen ændres så tre områderedaktører overgår til stillinger som lokalredaktører. 

0 Kommentarer