Politikens Lokalaviser skal skære 15 redaktionelle stillinger

Nu har ledelsen sat tal på sparerunden hos Politikens Lokalaviser: 15 redaktionelle stillinger skal væk. Efter timelange forhandlinger håber tillidsmand, at fyringer kan undgås: »Det var et langt møde, men jeg synes, ledelsen lyttede«

15 redaktionelle stillinger skal nedlægges i Politikens Lokalaviser. Det står klart, efter at tillidsfolk og ledelse sad i timelange forhandlinger i går mandag.

Som Journalisten kunne fortælle i forrige uge, skal Politikens Lokalaviser gennemføre en stor sparerunde. I alt skal 40 stillinger nedlægges i Danmark og Sverige, heraf er de fleste sælgere og journalister. Indtil i går vidste medarbejderne ikke, hvor mange af de 40 stillinger der lå hvor i huset.

»I går fik vi tal på for første gang: 15 redaktionelle stillinger skal spares væk,« fortæller stedfortrædende tillidsmand Jens Berg Thomsen.

Der er i alt 130 redaktionelle medarbejdere i Politikens Lokalaviser i Danmark og Sverige. Heraf er 90 redaktionelle medarbejdere ansat i Danmark.

Fem-seks timers forhandlinger

Han fortæller, at forhandlingerne varede fem-seks timer. Resultatet er, at han håber på helt at undgå fyringer. Det skal ske ved at nedlægge ledige stillinger, omrokere medarbejdere og muligvis åbne for frivillige fratrædelser.

»Tre vakante stillinger genbesættes ikke. Tre nye stillinger, når ledelsen udvider redaktionssekretariatet, slås op internt. Så er vi nede på ni stillinger, der skal nedlægges,« siger Jens Berg Thomsen.

Derudover vil ledelsen ændre et samarbejde med en freelancer i Varde til en fast deltidsstilling per 1. august. Denne stilling slås også op internt.

»Det, vi skal bruge tiden på nu, er at forsøge at finde en løsning for de ni med en form for frivillige fratrædelser. Detaljerne vil vi gerne indvie vores kolleger i på møder, som vi holder i morgen og torsdag,« forklarer Jens Berg Thomsen.

Ros til ledelsen

Mødet var langt, men tillidsmanden roser ledelsen for at vise vilje til at undgå fyringer.

»Det var et langt møde, men jeg synes, ledelsen lyttede. De var imødekommende. Afhængigt af om folk siger ja eller nej til den ordning, vi kommer frem til, så kan vi faktisk undgå, at nogen bliver opsagt uden at ville det,« siger han.

Hvad tænker du om, at man skal nedlægge 15 redaktionelle stillinger?

»Det er rigtig mange, det kommer vi ikke uden om.«

Bekymrede for arbejdspres

I forrige uge forklarede Jens Berg Thomsen, at medarbejderne er bekymrede for, hvordan de skal klare produktionspresset med færre kolleger.

»På mange aviser er der ikke særligt mange journalister. Nogle steder er de to ansatte til at lave to aviser om ugen, på andre sidder der en enkelt journalist. Kollegerne oplever, at det allerede nu er svært at planlægge ferie. Hvordan skal det kunne gøres, når de bliver færre? Og hvordan bliver de produkter, de leverer i dag og føler en stolthed over, fremover,« sagde han.

Kan I bevare kvaliteten, når I mister 15 redaktionelle stillinger?

»Det har jeg ikke lyst til at udtale mig om,« siger Jens Berg Thomsen i dag.

Fyret seks ledere

Politikens Lokalaviser har i forbindelse med sparerunden fyret seks ledere, hvoraf fire stillinger ikke genbesættes.

»Vi ønsker en slankere ledelse med hurtigere beslutningsgange. Vi skal ligesom alle andre på printmarkedet fremtidssikre os ved at have den rigtige organisation,« har direktør Søren Riis forklaret.

I Danmark udgiver Politikens Lokalaviser 46 titler og har et ugentligt oplag på mere end 1,2 mio. eksemplarer. I Sverige udgives 39 titler med et gennemsnitligt oplag på godt 0,8 mio. eksemplarer, skriver Politikens Lokalaviser på sin hjemmeside.

0 Kommentarer