Politikens Lokalaviser nedlægger fire stillinger

Et nyt samarbejde mellem Politikens Lokalaviser og Søndagsavisen er årsagen til, at Politikens Lokalaviser nedlægger stillinger. ”Det er frustrerende, at vi igen skal sige farvel til nogle kolleger,” siger tillidsmand Claus Beyer

I forbindelse med en sparerunde opsiger Politikens Lokalaviser to journalister og en lokalredaktør i Sydjylland. Samtidig bliver en stilling som lokalredaktør på Sjælland ikke genbesat. De to journalister er DJ-medlemmer.

Medarbejderne er blevet orienteret om opsigelserne i en mail i dag.

Baggrunden for opsigelserne er en ny samarbejdsaftale mellem Politikens Lokalaviser og Søndagsavisen.

Aftalen betyder, at en række udgaver af Politikens Lokalaviser i Jylland, på Fyn og Sjælland nu bringer regionalt stof fra Søndagsavisen sammen med de lokale nyheder fra Politikens Lokalaviser.

Det forklarer ansvarshavende chefredaktør Claus Krogh.

”Vi prøver at gøre tingene på en ny måde ved, at vi tager indholdet fra Søndagsavisen ind og samtidig bevarer den stærke lokale position,” siger Claus Krogh, der ikke ønsker at oplyse, om der venter flere fyringer på grund af samarbejdet.

Politikens Lokalaviser har blandt andet taget stof fra Søndagsavisen. Ikke kun i Sydjylland, men også i to weekendaviser på Sjælland. Avisen i Odder bruger layoutet fra Politikens Lokalaviser, mens alt indhold er fra Søndagsavisen. Også ugeaviserne i Odense, Horsens og Aarhus har stof fra Søndagsavisen.

Frustrerende farvel

Politikens Lokalaviser har været ramt af en række sparerunder de senere år. Sidste år blev ni redaktionelle medarbejdere for eksempel opsagt, mens to tog en frivillig fratrædelse. 

Tillidsmand Claus Beyer siger:

”Vi synes, det er frustrerende, at vi igen skal sige farvel til nogle kolleger. Det samme siger ledelsen,” forklarer Claus Beyer.

Tillidsfolkene forhandler nu med ledelsen om betingelserne for opsigelserne.

”Og så skal vi sikre de bedst mulige arbejdsvilkår for de kolleger, der er tilbage,” siger Claus Beyer.

1 Kommentar

Kim Ravn-Mortensen
13. FEBRUAR 2017
Indhold fra landets mest
Indhold fra landets mest overflødige avis skal nok være vejen frem.