Politiken udvider nu sin ledelse markant. To af bladets kvindelige redaktører skal være med til at styrke udviklingen af avisen og indtæder derfor i bladledelsen. Tidligere er Tøger Seidenfaden blevet hængt ud for ikke at fremme kvinder i toppen. (opdateret)
De to medarbejdere, som nu får plads i bladledelsen, er kulturredaktør Anita Bay Bundegaard (45 år) og forbrugerredaktør Anette Claudi (46 år). Sidstnævnte var i en periode chefredaktør for fagbladet Journalisten og sidder nu med ansvaret for forbrugerstoffet i Politikens mange sektioner – herunder Lørdagsliv og Rejser samt forbrugersitet Tjek.
»Forbrugerstoffet er i voldsom vækst i disse år. Og med Politikens stolte traditioner på området, står vi i en unik position til at gribe udviklingsmulighederne,« lyder det i dag fra Anette Claudi.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden blev for blot et år siden skældt voldsomt ud for at overse kvinder i ledelsen. Kvindenetværket K2 udpegede ham således i oktober til at være den absolut dårligste til at fremme kvinder i toppen af den danske medieverden.
Men nu er der kommet væsentligt mere balance i Politikens bladledelse, der hidtil alene har bestået af fire mænd.
Selv siger Tøger Seidenfaden om udnævnelsen af Anette Claudi og Anita Bay Bundegaard:
»En klar udviklingsstrategi har gjort Politiken førende på både print og net, når det gælder nyheder og baggrund fra udland og indland. Med udvidelsen af bladledelsen sikrer vi maksimal opmærksomhed på Politikens to andre kerneområder, kultur og debat samt forbrugerstoffet.«
Efter udvidelsen består Politikens bladledelse af chefredaktør Tøger Seidenfaden, chefredaktør Stig Kirk Ørskov, bladdirektør Roy Bruhn-Petersen, nyhedschef Anders Krab-Johansen, kulturredaktør Anita Bay Bundegaard og forbrugerredaktør Anette Claudi.
Læs også: Medierne taber kvindelige ledere
Tidligere artikler skrevet af Anette Claudi i tiden på fagbladet Journalisten kan læses her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.