Den digitale omstilling hos Politikens Forlag er endnu ikke der, hvor den vejer op for faldende fysisk bogsalg, og forlaget er derfor nødt til at fyre og justere for at få pengene til at passe.
Det oplyser forlagsdirektør Lene Juul til Kulturmonitor.
Torsdag blev tre medarbejdere opsagt, og før jul blev en kontraktansat på podcastproduktionen opsagt, og en række ledige stillinger blev ikke genbesat hen over efteråret. Der er ifølge forlagsdirektøren særlige udfordringer med den oversatte litteratur i det fysiske bogsalg, hvorfor forlaget skærer ned på antallet af fysiske udgivelser af oversættelser, så man i 2023 går fra omkring 30 oversættelser til 15-20.
”Selv om det går godt, hvad angår streaming, så er vi endnu ikke der, hvor vi har en digital bæredygtighed, der kan veje op for et faldende fysisk bogsalg. Markedet er i en udvikling, som vi skal være på højde med – ikke ved siden af, hvis vi skal have en fin forretning,” siger Lene Juul til Kulturmonitor.