En journalistpraktikant fra Politiken har lavet en aftale med musikstedet Gefärlich, der giver journalister rabat, hvis de har pressekort.
Opdateret 14. maj 13:30 – se tilføjelse i bunden af artiklen. Opdateret 16. november 2012. Navn fjernet.
Journalistpraktikant på Politiken har sendt en mail ud til samtlige aktive journaliststuderende på RUC, hvor hun gør reklame for en "lukrativ aftale for os journalister på Gefärchlich, hver onsdag. Dans når Bob og Lille Tobias spiller op med erotisk rock. " Mailen er sendt fra Politikens eget mailunivers.
Gefärlich er et spise- og musiksted i København.
"Jeg har aftalt med Gefährlich (fælledvej 7), at vi fra i morgen kan få billige øl og en speciel billig (og god) drink om onsdagen – hvis man viser pressekort i baren," fortsætter praktikanten sin mail.
Lars Halskov er læsernes redaktør på Politiken. Men det er også hans ansvar, at avisens etiske retningslinier bliver overholdt.. Han blev meget overrasket, da Journalisten præsenterede ham for mailen fra en af Politikens ansatte.
"Hvis det forholder sig som, du siger, vil jeg gøre noget ved med det samme. Jeg er faktisk lidt målløs over, at nogen kan finde på det," siger Lars Halskov.
Politiken har nemlig en hel række etiske regler og retningslinier, som de ansatte skal følge.
"Vores etiske retningslinier er meget klare. Man kan ikke lave aftaler på Politikens vegne, det siger sig selv. Det kan kun ledelsen," siger Lars Halskov og tilføjer:
"Det andet er, at der er noget, der hedder habilitet, og der må aldrig være tvivl om, om man er uafhængig."
Det er ligegyldigt for Lars Halskov, om praktikanten har lavet aftalen med Gefärlich på Politikens, på egne, eller på andres vegne.
"Det hele er forkert og imod vores etik, og det skal stoppes øjeblikkeligt," siger han.
Lars Halskov er enig i, at mistanken kan rettes mod Politiken, da mailen kommer fra en Politiken-mail.
"Selvfølgelig. Pågældende er jo ansat her, og derfor er virksomheden inddraget," siger han
At praktikanten i mailen er generel og skriver, at alle med et pressekort, kan få rabat, gør ingen forskel for Lars Halskov.
"Grundsubstansen er, at det er en aftale, fordi man er journalist. Det er der, der er udgangspunktet," siger han.
Praktikanten siger selv, at det var en joke at skrive, at man skulle vise pressekort for at få rabat.
"Man kan også vise studiekort. Der står jo ikke på studiekortene fra RUC, at vi er journalister. Det er en joke, fordi pressekortene ikke kan bruges til noget. Joken er, at du endelig kan bruge dit pressekort til noget," siger hun.
Praktikanten oplyser, at mailen også blev sendt ud til alle arkitektstuderende, hvor pressekort var erstattet med studiekort som middel til rabat.
Praktikanten ringer, mens artiklen er ved at blive skrevet, og oplyser nu, at det var en fejl at skrive pressekort i mailen, og hun vil sende en mail ud i dag, hvor det bliver præciseret, at ordningen kun gælder for folk med studiekort. Det har hun også aftalt med en medarbejder på Gefärlich, siger hun.
Hun er endvidere ked af, at hun har inddraget Politiken i sagen ved at sende mailen fra sin arbejdsmail, hun kan godt se de etiske problematikker, fortæller hun Journalisten.
"Det har aldrig været meningen, at inddrage Politiken. Ingen på Politiken har noget med det at gøre," siger praktikanten.
Da Journalisten ringer til ledelsen på Gefärlich, har ejer Rikke Nogel en anden version af historien.
Ordningen var egentligt først tænkt som en rabat til studerende, men den blev lavet om i onsdags til også at gælde folk med pressekort, oplyser Rikke Nogel.
"Vi har en veninde af huset, der er journaliststuderende, og hun har mailet rundt ude på journalistskolen, og vi har nogen, der arbejder herinde, som er studerende på arkitektskolen, som også har mailet det rundt," siger hun.
– Hvordan kom det i stand at journalister med pressekort også kan få rabat?
"Det var fordi, vores veninde havde nogle venner, der var i praktik og ikke havde studiekort," fortæller Rikke Nogel.
Rikke Nogel oplyser endvidere at Gefärlich har tænkt sig at fortsætte med ordningen, hvor journalister med pressekort kan få rabat, hver onsdag.
Rikke Nogel bekræfter overfor Journalisten, at veninden er praktikanten fra Politiken.
Lars Halskov oplyser til Journalisten, at praktikanten i dag har holdt et møde med Politikens ledelse, der har indskærpet de etiske regler over for hende, og at ordningen med Gefärlich allerede er standset med øjeblikkelig virkning.
Efter at praktikanten havde sendt mailen med det lukrative tilbud til de journaliststuderende på RUC, har studieleder Mette Terkelsen i en mail opfordret dem til at holde den etiske fane højere:
"Hvis journalister overskrider deres beføjelser, og vi bruger pressekortet som afpresning for at få gratis drinks, adgang, så er vi ude, hvor det ikke længere kan forsvares moralsk. Husk at kilder/restauranter etc. jo ikke tør sige nej til journalister, for de vil gerne have et godt forhold til pressen. Det er os selv, der skal værne om vores egen moral. Og det er vores egen troværdighed som står på spil. Så betal jeres egne drinks, og nyd jeres journalistiske integritet, mens I skåler.
Tilføjelse mandag 14. maj, 13:30:
Praktikanten understreger efterfølgende, at det er medejer Eva Wandel hun har lavet aftalen om at droppe billig øl på pressekort-ordningen med og ikke Rikke Nogel, som er en anden af de tre ejere. Det skyldtes, at det var Eva Wandel, som stod for onsdags-arrangementerne.
'Når min version ikke stemmer overens med Rikke Nogels version, så skyldes det blot, at de to ikke har fået talt sammen, så der er ikke noget fordækt i det', forklarer hun.
Rettet 16. november 2012. Navn på den pågældende praktikant er fjernet.
35 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg skal ikke gøre mig klog på om det er venner og bekendte der har grebet til pennen, for at forsvare en veninde som har klokket gevaldigt i spinaten, men jeg håber det.
Eller skal de mange dramatiske indlæg tolkes, som at journalister kun kan blive forargede, når det er egne og andre journalisters bommerter, som bliver taget op?
Hvis man som journalist ikke kan se det dybt forkerte i at svinge pressekortet for at komme til sprut-patten, og efterfølgende lyver om det til en kollega, er der da noget dybt galt.
Bjarne Kock Sørensen har skrevet en glimrende artikel, og vedrørende anonymisering og til de som klager om, vorherre bevares, "hetz" og "heksejagt" kan man kun sige, at artiklens hovedperson er blevet behandlet som enhver anden kilde: Ville i også være så forargede, hvis det drejede sig om enhver anden end en kollega?
Jeg har fjernet et indlæg fra "et par journalistspirer fra RUC," som problematiserer vores artikel om praktikanten under rubrikken "Godt at se at gabestokken stadig er i brug." Jeg vil snarest muligt lægge vores retningslinjer for debat på nettet - her skal jeg bare opfordre de to journalistspirer til at kæmpe med åben pande.
Vi på Journalisten har offentliggjort en artikel, som falder mange for brystet, og vi tager vores tæv for det uden at kny - så længe kritikerne spiller efter samme regler som os. Fremover vil vi systematisk fjerne anonyme indlæg - uanset om forfatteren skælder ud på os eller roser os. Grunden til, at vi ikke gør det med tilbagevirkende kraft, er, at en del navngivne indlæg så vil blive meningsløse, fordi de svarer på anonyme indlæg.
Ole Nørskov, webredaktør.
Stakkels Liv. Hun har trådt i spinaten og må lære det på den hårde måde. Men kære velmenende Liv-støtter: Det er en PRINCIP-sag, og dermed er det fint, at Journalisten tar´ den op. Det er vigtigt, og den uheldige praktikant får naturligvis en chance til.
Desværre drukner Journalisten-artiklen i en ubehagelig afslørende stil. "Da Journalisten (detektiven) ringer til ledelsen på Gefärlich, har ejer Rikke Nogel en anden version af historien..." Sådan Scherlock! På dem, efter dem. Afslør og scor en Cavling! "bekræfter overfor Journalisten" osv...
Vi må væk fra den diskurs, der dikterer afsløring, afsløring, afsløring. Det er ikke den eneste rigtige journalistik. Det ligner en besættelse, og den vinkel er ofte total unødvendig. (til tider er den dog essentiel for demokratiet, indrømmet!)
Og sidst til etik-nørder: Pressekort-diskussionen rammer lige ned i pligtetik kontra konsekvensetik. Førstnævnte må klart sejre her.
de bedste hilner,
Ebbe Fischer
At Danmark er et lille land kan forstås på mange punkter: Der er stor chance for, at den person der kommenterer til Livs favoer er en bekendt; Der er stor chance for at den der står ud fra mængden bliver bemærket; Der sker så lidt, at det mest interessante at skrive om, er et allerede udkogt og usmageligt hoenseben.
Hvo intet vover, intet vinder. Og sådan er det.
Kære alle journalister!
Jeg er af den særlige race af ikke-journalister, der dog er blevet bekendt med denne sørgelige hetz!
Jeg synes generelt er der de seneste år, har været en voksende tendens til, at journalister jagter anderkendelse i den såkaldte aflørende journalistik. Desværre ser jeg flere og flere, ellers dygtige og ambitiøse journalister falde for denne genre og den deraf følgende chance for offentlig anderkendelse.
Jeg har i Politiken fulgt med i praktikantens arbejde, og må konstatere, at hun absolut ikke hører til denne gruppe, men nærmere at hun nu tilsyneladende er blevet offer herfor!
Jeg synes, det er en skam, at Journalisternes eget fagblad, som man nok kan mene burde holde moralen højt, i tider hvor kulørt formiddags stof vinder mere og mere indpas i et ellers vigtigt og seriøst fag, udstiller sine medlemmer på denne usmagelige facon, i stedet for i første omgang at forsøge at få klarhed over situationen internt.
Jeg synes både forfatteren og redaktøren af denne hetz burde have overvejet de menneskelige konsekvenser og dimensionerne af denne tilsynesladende misforståelse, førend den sensationshungrende blodtørst satte ind!
Jeg synes, at praktikanten forklarer sig åbent og ærligt, og med en vis ræson, der formentlig nok ville kunne have tilbagevist de noget opblæste anklager mod hende. Men så villle der jo ingen historie have været, og sensationen ville have udeblevet!
Med andre ord, så håber jeg da, at dette fagblad holder sine moralske faner noget højere en anden gang, men endnu mere, at førnævnte forfatter og redaktør er fuldstændig klar over, at håndteringen af denne sag ikke bare har været voldsomt usaglig, men værre - også direkte ondskabsfuld! Jeg kan kun opfordre I resterende journalister, tætte som periferer kolleger, til at tage kraftigt afstand fra denne form og værne om jeres højere faglige integritet såvel som jeres medmenneskelighed.
Flere