Den internationale organisation Society for News Design har igen kåret årets bedste avisdesign.
Fem aviser har vundet – fordelt på fire lande. Tyskland har hevet to af førstepriserne hjem, men også Danmark er igen i år repræsenteret blandt vinderne – Politiken har nemlig modtaget en pris i konkurrencen.
Det gjorde avisen også sidste år. Som juryen skriver:
"Efter at være blevet kåret til verdens bedst designede avis sidste år, ville det være meget let for enhver udgivelse at blive selvtilfreds eller stå i stampe, men Politiken har formået at hæve sit fremragende arbejde og bygge videre på det."
Juryen roser Politiken for både brugen af fotografier, men også en frygtløshed i designet.
"Den grundlæggende kvalitet kommer fra en meget stærk brug af fotografi, interessante valg, provokerende redigering og stærkt samspil. Men de er frygtløse i forhold til, hvilke resurser eller visuelle sprog, de bruger for at levere hver dags historier. Bredden er påfaldende, når man kigger på de forskellige stilarter, de bruger: Fra klassiske opslag og intime portrætter, til at lave forsiden fuldstændig om til en håndtegnet tegneserie," lyder det.
De andre vindere er svenske Dagens Nyheter, canadiske The Grid, tyske Welt am Sonntag og Die Zeit. Du kan læse hele juryens udtalelse om Politiken her, eller klikke rundt i udtalelserne om alle fem aviser her.
Du kan se et stort slideshow med alle vindernes produktioner her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.