”Det er en fejl, at kvinderne ikke fik længere tid til at reagere.”
Sådan siger Politikens chefredaktør Anne Mette Svane nu i et interview til sin egen avis, efter at de to tidligere TV 2-ansatte Therese Philipsen og Louise Degn har kritiseret, at Politiken ikke gav dem tid nok til at forholde sig til artiklen, der beskrev seksuelle krænkelser mod dem begået af tv-vært Jes Dorph-Petersen.
I artiklen fra januar gik tv-værten Jes Dorph-Petersen i rette med den advokatundersøgelse, som TV 2 iværksatte omkring seksuelle krænkelser på stationen. Den beskriver to indberetninger fra undersøgelsen, som var medvirkende til, at Jes Dorph-Petersen mistede sit job.
I begge sager var kvindernes navne anonymiseret, men mandag stod de to kvinder, Therese Philipsen og Louise Degn, frem med navn i dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ og i en artikel i Information. De kritiserer dels, at Politiken ikke gav dem tid nok til at forholde sig til artiklen inden udgivelse, dels at Politiken har udeladt væsentlige informationer i beskrivelsen af sagerne.
Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken, forklarer, at Politiken mandag 4. januar 2021 om aftenen sendte artiklen til TV 2 og bad dem kontakte de to kvinder, så de havde mulighed for at forholde sig til artiklen.
Efter opfølgende mails skrev TV 2’s pressechef tirsdag eftermiddag kl. 16.15, at mailen var sendt videre til kvinderne, men at det ikke var forventeligt, at kvinderne ville se mailen før om aftenen, fordi den var sendt til private mailadresser.
Samme aften klokken 20.53 – 4,5 timer senere – bragte Politiken interviewet med Jes Dorph-Petersen uden at have hørt fra de to kvinder.
”Vi tager den beslutning, fordi nyheden kommer ud. Det er jo også af hensyn til, hvad det er for en historie, vi fortæller,” siger Anne Mette Svane til Politiken.
Hun står ved avisens journalistik i de to sager, men erkender, at Politiken begik en fejl ved ikke at give kilderne længere tid til at svare.